Katteelsker og katteligeglad på besøg
I går havde jeg besøg af to kolleger, som jeg ses privat med sådan i snit en gang om året.
Vi havde længe forsøgt at finde tid til at de kunne se mit hus, og for den enes vedkommende, at se kattene. Den anden er fra landet og ser kun katte som musefangere og ikke som kæledyr.
Vejret var stort set med os – det var ikke brændende varmt, men regnvejret fra Jylland nåede først frem da vi alligevel var klar til at trække inden døre til lidt sofahygge før de satte kursen sydøst på.
De havde den fineste musepude med til kattene, men de to grå har foreløbig ikke vist nogen interesse for den. Det kan dog komme uventet – i tre måneder har ingen af dem ligget i min stol og pludselig var den Kaspers favorit i går og han testede også de to ekstra havestole jeg havde sat op til gæsterne.
Gæsterne ankom til frokost, hvor jeg serverede en lun forårsgrøn suppe af agurk og gedeost med et par grillede kammuslinger som tilbehør og godt brød.
Hovedretten var marineret lamme- og kyllingekød på syd med indonesisk jordnøddesovs til, grillede grøntsager og en spinat, feta, grønærte-salat.
Desserten var rabarbersuppe med grillspyd med jordbær og marshmellows som garniture.
Dertil lidt øl og masser af vand.
Vi vaklede til stranden og fik luft i håret og saltduft i næsten inden den stod på kaffe og kanelbullar på terrassen.
Især agurke-gedeoste-suppen var et hit. Den er bedst lun, men kan sagtens serveres brandvarm eller hel kold.
Hak et stor rødløg og skær halvanden agurk i tern. Sauter i en blanding af olie og smør – ikke meget fedstof - men nok til lige at kunne svinge løg og agurk rundt.
Smid en meget stor håndfuld frisk koriander i gryden og hæld 600 ml god kyllinge fond ved. Kog i 12 minutter.
Hæld hele baduljen i en blender eller food processor og frembring en yndig jævn lysegrøn suppe.
Tilbage i gryden med suppen, hvor den under opvarmning tilsættes 200 gram frisk gedeost – fx den der sælges som smørbar i en lille beholder eller i de der små pyramider.
Pisk osten ind i suppen og smag til med peber og salt.
0 kommentarer:
Send en kommentar