Dagen efter

Jeg var til konfirmation i går. Efter en lang dag på arbejdet. Jeg indrømmer, at det ikke var med feststemning i sindet, at jeg kørte af sted, men det var faktisk en dejlig sammenkomst.

Det er ikke mange konfirmationer, jeg har været til, men jeg har hørt beskrivelser af langtrukne fester med gennemgående temaer, strenge krav til påklædningen og konfirmander klædt ud som brude.

Denne fest var nede på jorden. Maden var kinesisk buffet, som konfirmanden havde valgt, sangene var få og oprigtige og der var nul taler og nul braldrende fuldskab.

Til overflod var der nok unge mennesker tilstede til at konfirmanden og hans søster tydeligvis også fik noget ud af festen.

Jeg husker min egen konfirmation som en ørkenvandring af perifære onkler og tanter og voksensnak og bølgende tobaksrøg.

Da jeg kørt hjem efter i tusmørket over Sjælland glædede jeg mig over, at jeg var blevet inviteret og at jeg var mødt frem.

Jeg er nemlig ikke rigtig i familie med hverken konfirmanden eller hans familie.

Hans far er, hvis man er meget nøjeregnende, min papbror, dog ikke sådan for alvor. Vores forældre mødte først hinanden og blev gift da vi var voksne, så vi er ikke vokset op sammen.

Men vi har faktisk kendt hinanden i sådan noget som 20-25 år og på alle vigtige punkter er vi familie.

Min familie er broget som en malkeko.