søndag, august 17, 2008

En pez-dag

Det har godt nok været en lang og noget kedelig weekend på arbejde denne gang. Tiden har sneglet sig af sted og jeg har bare haft lyst til at være ude i det fine augustvejr og ikke spærret inde på job.

Men så må man jo underholde sig selv og jeg har heldigvis nogle hyggelige og sjove kolleger.

Af en eller anden grund kom vi i går til at tale om slik fra vores barndom og da vi ikke er jævnaldrende, så var der mange bud på, hvad der var bedst.

Jeg holdt på, at jeg bedst kunne lide pez - og det kunne en anden kollega også, mens den yngste næsten ikke anede, hvad vi snakkede om.

Minsandten om så ikke Fakta havde kasser fulde af Kong Fu Panda pez-maskiner til kun 10 kroner stykket, da jeg for forbi inden lukketid efter mælk til havregryn.

Så i dag legede vi med pez og jeg fik lov at få Panda Po ham selv, når nu det var mig, der havde købt ham.

Mens vi fyldte op og gumlede nåede vi frem til, at pez garanteret er et amerikansk produkt, men der viste det sig at vi tog fejl. Den første pez blev støbt i Østrig i 1927 og navnet opstod ved at sammensætte bogstaver fra den første smagsvariant, som var pfeffermintz.

Og selvfølgelig holdes der store messer, hvor samlere mødes og køber og sælger de forskellige maskiner.

Jeg tror nu nok, at jeg har købt den sidste pez, for de smager slet ikke, som jeg husker dem, men maskinen er helt som jeg husker den og man kan stadig få overlæben i klemme ;)

5 kommentarer:

Marianne sagde ...

De er sjove!

De sidste gange i NY har jeg købt forskellige maskiner til nevøen og niecen; fordi jeg også syntes, de er sjove :0)

Unknown sagde ...

Andrea - har fået mail fra Sterling til morgen, at de sælger flybilleter med 50% rabat. Afsted med dig til Paris, måske du kan finde finde pez dernede :D
http://www.sterling.dk/da/sale08

Lene sagde ...

Ha, dem kan jeg godt huske :-) men jeg har aldrig prøvet det med overlæben :-)

Lotte sagde ...

Jeg tror stadig, jeg har min første og eneste Pez-maskine - en blå en med anders And-hovede. Jeg husker dem som hvinende syntetiske og har ikke spist en pez i noget der ligner tyve år...men jeg kan godt genkalde mig smagen (måske min hukommelse også spiller mig et pudse?)

Anonym sagde ...

Jeg havde helt glemt det, men nu står det lysende klart, at min lillebor jo havde en masse af disse sjove pez-maskiner :-)