Koreansk sesamkød

For gud ved hvilken gang kan man se den kønne svenske kok Tina lave mad på sit tv.

Jeg har aldrig været rigtigt duperet af det hun serverer for seerne. Jeg er dog ikke i tvivl om, at hun faktisk er dygtig. Jeg er overbevist om, at hun er blevet bedt om at lave mad til de ikke så madorienterede svenske tv-seere og det er ikke en nem opgave.

I et af programmerne for nylig lavede hun bulgogi - koreansk sesamkød.

Jeg har min egen opskrift på marinade til kødet og går blot efter et mørt stykke kød uanset om det er entrecote, ribeye eller som i dag mørbrad.

Hendes tilbehør var til gengæld interessant. Ikke så meget den sauterede kinakål, som appelsin-gulerods-sesam-dressingen.

Så,aftensmaden i dag var tynde skiver (cirka 25 mm tykke) oksemørbrad, som jeg marinerede i:

• 2 spsk tamari (japansk soya)
• 1 spsk ketjap manis (sød indonesisk soya)
  
• 1 tsk rørsukker
• 1 stort fed knust hvidløg
• 1 bløb stærk chilisauce (eller finthakket stærk chili)
• 1 spsk sesamolie
• 1 spsk hvid martini
• 1 meget finthakket forårsløg (kan lige så godt være skalotteløg)

Kødet marinerede i cirka seks timer. Det er nok minimum, men hvis kødet er mørt fra starten er det intet problem. Ved mindre møre udskæring skal det marinere i op til 24 timer.

Cirka samtidig med at kødet blev proppet i marinade, lavede jeg en dressing af 1 fintrevet gulerod, saften af 1 appelsin, salt, peber og 2 spsk ristede sesamfrø.

Da sulten indfandt sig, varmede jeg min grillpande op til ekstremt hed og stegte kødet max. 1 minut på hver side. Derefter hældte jeg olivenolie og en anelse sesamolie i en sauterpande og lynstegte et stor håndfuld fintskåret økologisk, gudeskøn spidskål.

Anrettet på tallerken med kød i ring og kål i midten og så gulerods-appelsinsaft dressingen over kålen.

Meget lækkert. Der lærte alletiders Tina mig alligevel noget ;)

Scener fra en stationsby

Jeg har forliebt mig. I den smukkeste og den skarpeste kødkniv. I den dyreste og den smukkeste og den skarpeste kødkniv.

I dag skulle det være, jeg trillede til stationsbyen og fandt en isenkræmmer, som havde den attråede kniv udstillet i et aflåst skab. Jeg fik den i hånden og enhver tvivl fordampede, den skulle det være.

Men så begyndte problemerne. Thi forretningen havde kun udstillingskniven tilbage. Okay, men så forventede jeg da lidt rabat. Nix, der var nemlig ingen andre end mig, der nogensinde havde set på den, så den var på ingen måde slidt, forlød det.

Jeg analyserede den minutiøst for fejl og mangler. Fandt ingen og bøjede mig.

Nu er der det ved svinedyre knive, at de leveres i lækre trææsker. Bortset fra at lige æsken til min kniv var bortkommet, men med et resolut tryk passede den da alligevel ned i skumaftrykket af en meget større kniv.

Det synes jeg så ikke. Jeg anførte, at når jeg skulle give så mange penge for en kniv, ville jeg have den rigtige æske, eller - igen - en efterhånden klækkelig rabat.

Under ingen omstændigheder, helt uhørt absurd.

Nå, men så må jeg jo finde et andet sted at købe min kniv. De tre studine så mildest talt forbløffede ud, da jeg forlod forretningen efter deres udsøgte service, uden slidt kniv i for stor kasse til fuld pris.

Næste stop var Irma, hvor sommerferien betyder mange flere mennesker i butikkerne, for alle de rige landliggere oppe fra Tisvildeleje valfarter til deres yndlingsmærker efter få dage.

Ved mælkevæggen var der decideret trængsel. Det sker ikke ret tit. En ældre herre og en yngre mand småskubbedes lidt ved den absolut økologiske, lige malkede, fra en navngiven ko, mælk helt uden fedt og andet farligt.

Den yngste var stærkest. Da den ældre drejede sig rundt, bemærkede han:

- Hov, det var min vogn, du kom dine varer i!
- Vel var det ej, returnerede den yngre herre og pegede bag sig.
- Næ, sagde den ældre herrer, det der er min vogn!
- Nej den er ikke, det er mine varer.
- Okay, men den lille dreng, der, hvor har jeg så fået ham fra?

Den var en slukøret ung mand, som flyttede sine mælkeprodukter og listede hen til vognen, hvor hans søn, heldigvis intetanende, sad og kikkede sig fornøjet omkring. Tror manden trængte til lidt ferie.

Pinga tyvetøs

Det siger vist noget om, hvor meget jeg har kedet mig på arbejde mine ni en halv time i dag, at det mest interessant jeg har oplevet, sket for lidt siden under min spisesituation.

Frk. Pinga kom hoppende, da hun duftede vitello tonnato - jeg går ud fra, at hun end ikke bemærkede salaten dertil - og hurtigere end sin egen skygge havde hun snuppet et pænt stort stykke kød med tunsauce und alles fra min tallerken.

Hvorfor er det interessant? Fordi; det har hun aldrig gjort før, allerhøjest stirret insisterende på skiftevis mig og maden.

Og så den hast ugerningen blev udført med. Ikke at jeg havde tænkt at smække gaflen i poten på hende for at forhindre den. Men hvis jeg havde villet, havde jeg ikke kunnet. Om jeg så, må sige.

Nu er hun umådelig selvtilfreds. Og har tunånde - men det har jeg nok også ;)

Hvad skal vi dog få resten af aftenen til at gå med, med dette intense oplevelsesniveau?

Stang

Det er vinstue- og selvmordervejr i dag. Kattene er rastløse, men dog hjemme i lange perioder ad gangen.

Sig det ikke til nogen, jeg synes egentlig det er ok. Lyden af regnen mod mit solsejl er hyggelig og en gang imellem rulle en større pyt af med et plask, som forskrækker en eller flere katte, hvis de ellers er vågne....

På et tidspunkt var alle behagelige møbler optaget af katte. Kasper og Pinga i sofaen og naboens Pussi i min stol. Så måtte jeg jo sidde ved spisebordet, på en hård designerstol ;)

I en kort pause i vejret fik jeg høstet lidt frugt: Rabarber, to hindbær, lidt skovjordbær og en lille bunke almindelig jordbær fra mit mageløse forrådskammer lige uden for havedøren.

De er nu forvandlet til fyld i en wienerbrødsstang, jeg havde nemlig en rulle butterdej indkøbt til et for længst glemt projekt.

Jeg undlader at tænke op, hvad det siger om mig, at jeg kan finde på at lave en wienerbrødsstang, men frugt blev til mos med lidt citron, rørsukker og en halv stjerne anis.

En lille kanelcreme blev kogt og nogle pecannødder blev ristet og karamelliseret. Vupti i butterdej med en anelse marcipan og så var der stang og kaffe.

Udbytte

Den første tomat er høstet i drivhuset. En yndig lyserød pink ping pong tomat, fra planten købt i foråret på Fuglebjerggaard. Sifka fandt en forvildet potte trods forlydender om, at den var udsolgt.

Og det var godt, for den smager herligt og endte i en græsk salat, hvor bunden blev lagt med pluksalat, krølsalat og rucola fra plantefortænen. Det er herligt bare at gå ud og plukke.

Jeg har netop overstået tre lange aftenvagter og må atter konstaterer, at de bare slet ikke passer mig. Jeg har haft hovedpine alle tre dage og bakset med den helt forkerte døgnrytme.

Kattene kan heller ikke lide det. To nætter dukkede Pinga først op, da det var næsten morgen. I dag har jeg stort set ikke set hende, fordi hun er sur over den bratte overgang til mit arbejdsliv. Ellers plejer hun lige at checke ind en gang hver eller hver anden time.

Heldigvis er juli en voldsomt feriemåned blandt mine kolleger, så jeg skal udelukkende have morgenvagter, dem kan jeg meget bedre håndtere.

Naturens egen bodyscrub

Kattegat var godt nok vildt og voldsomt i dag. Som en tequila slammer, der var løbet amok.

Når man insisterer på at bade, når det passer en, betød det i dag, at jeg måtte nøjes med at lade mig kaste rundt i brændingen på første revle, for der var simpelthen ikke andre mennesker på stranden end mig, og så er det dumt at tage chancer.

De noget voldsommere bølger ude på anden revle, trak dog voldsomt, men jeg var fornuftig.

Vandet var heftigt, fuld af sand og med en meget ringe sigtbarhed. Helt uden parabener og andet djævelskab, fik jeg peelet gammel og træt hud af hele kroppen, ganske gratis.

Mågerne trippede rundt i havstokken bag mig og pikkede efter, hvad måger nu pikker efter.

Stranden er på få dage forandret totalt. Sandet fyger så voldsomt rundt, at man får sandblæst anklerne, når man går. Hvor der før var rolige stenfri sandbanker, ruller stenene nu i dønningerne.

To skatte lå og ventede på mig og mit wannabe Sifkafad: En lille stykke drivtømmer og en hel skal fra en stor knivmusling med en lille blåmusling på som siamesisk tvilling. Det var fint.

Helt oppe i klitrækken er der også sket forandringer. Den før noget stejle nedgang fra toppen af klitterne til forstranden er nu behageligt rundet, men pludselig forstod jeg en smule mere af, hvordan forne tiders sandflugt på egnen har kunnet udvikle sig så katastrofal.

Jeg cyklede omkring lejet på vej hjem for at købe Pussi-slim til kattene. Det vil sige først fór jeg vild i verdens mindste plantage og forliste såmænd mit badehåndklæde ved samme manøvre. Jeg er ikke et skovmenneske.

Lejet var ved at klæde sig til aftenens fest med flag og gode menuer på restauranterne.

Jeg skal for andet år i træk arbejde på denne festlige aften. Kan hænde jeg slår et smut om stranden i aften ved midnat og kigger på en glød eller to.

Ged i gryden - kat i vasketøjet

Min gedekarry blev ikke spor for voksen og stærk. Den smager forrygende og der er nok til aftensmad på job i morgen også.

Dog ville den nok være blevet endnu bedre med en billigere udskæring og deraf følgende længere tilberedningstid.

Jeg lavede en krydderiblanding af:

• 2 tsk garam masala
• 1 tsk Madras karry
• 1 tsk stærk chilipulver
• 1 tsk stødt koriander
• 1 tsk stødt spidskommen
• 1 tsk gurkemeje
• 1/2 tsk kanel
• 1/2 tsk kardemomme

• Frisk timian blev hakket og ditto en stor håndfuld friske røde tomater.
• 3 fed hvidløg blev hakket fint, 2 mindre rødløg blev halveret og derefter skivet fra top til bund, 1 gulerod blev snittet i mønter, 5 små kartofler blev skåret i kvarte, en halv rødpeber blev skåret i småstænger.
• Ca. 300 gram udbenet gedekølle blev skåret i firkanter.

Olie og smør blev varmet godt op i god gryde. Krydderiblandingen blev futtet af, før kød, timian, løg og hvidløg blev brunet. Resten af grøntsagerne røg i sammen med lidt vand og en stærk chilisauce - jeg var nemlig udgået for frisk chili ellers var sådan en blevet hakket og brugt i stedet.

Efter 25 minutters småkogning satte jeg over til ris og tilsatte samtidig karryen lidt fløde og masser af salt og peber.

Spist med mellemøstligt fladbrød og hakket banan til - over ris altså.

Mens retten kogte de første 25 minutter, kom jeg min nabo i forkøbet. Jeg klippede min hæk - i alt andet en højden, for den styrer hun. Så undgår jeg forhåbentlig en påtale, som sidste år.

Og imens benyttede Hr. Kasper sig af, at jeg bare havde smidt en armfuld rent vasketøj på sengen. Han havde vundet hævd før jeg opdagede det, så han ligger der endnu ;)

Festen der regnede bort

Endnu en dag med byger der går og kommer. Det vil sige de smutter altså bare lige rundt om hushjørnet og så vender de tilbage igen med fornyet kraft.

Heldigvis har solsejlet en dobbeltfunktion som vandsejl, som Kasper og Pinga har opdaget - bemærke den tørre trekant på fliserne ;)

Så alt i alt er det ikke helt så slemt, at dagens visit med indlagt haveparty er blevet aflyst, som hvis vejret havde været bedre.

I stedet for grillet ged, er det gode køllestykke fra Stenalt Gods, som jeg i går snublede over i Irma ved at blive forvandlet til en jamaicansk klassiker: Curry goat.

Det foreløbige smagsindtryk tyder dog på, at jeg måske er blevet lovlig optaget af navnet på en anden jamaicansk egnsret: Manish water.

I hvert fald er min curry goat for voksne og jeg må hellere have masser af koldt vand klar, når jeg om ikke så længe kaster mig ud i en sen frokost/meget tidlig aftensmad - lunner - som det passende kunne kaldes.

Byger der går og kommer, det er den danske sommer

Dagen startede med en ordentlig spand vand på stuegulvet.

Kattene forlangte, ikke helt urimeligt i betragtning af, at sådan har de været de foregående dage, at komme ud ved 3-tiden. Det kom de så og fik en åben stuedør, så jeg kunne sove videre.

Mens jeg sov, og dyrene bimsede rundt, kom noget af den længe ventede regn så endelig, og så var der vandpantomime i stuen.

Men sådan er det jo, her på årets længste dag som alt i alt har været meget mere sommerlig end omskiftelig og som indbød til, at det forlængste indkøbte solsejl, omside kom til vejrs.

Nu er der partystemning på terrassen, og det er fint, for vi venter besøg.

Plantefontænen overvælder sig selv med salat og såmænd også ganske mange jordbær.

Usurpatoren Pinga

Bæstet har en dårlig pote og halter slemt på fjerde dag.

Men dyret kommer morgen og aften og får mad ud mellem mine skure. Den er sulten som en ulv og spiser med god appetit, men jeg kan ikke komme til den.

Til gengæld har jeg bemærket, at Pinga har bemærket, at den er skadet. Nu tør hun pludselig godt gå tæt forbi den, ellers har hun ikke engang ville ud i gården, når den var der.

Men hun har forregnet sig, hvis hun tror hun får lov at fordrive den. Så længe den kan slæbe sig herhen, får den alt det den kan spise og jeg har prøvet at lave en lille hule til den mellem skurene, så den kan hvile sig i fred for oprørsleder Pinga.

At eje sin tid

Åh, hvor jeg allerede længes efter ture på stranden, eftermiddage i solen på terrassen, formiddage til lige hvad jeg har lyst til og bålmad og grillpest i haven om aftenen.

Efter tre dage tilbage på jobbet, føles det som om jeg bare har været lidt længe på toilettet.

Alt er ved det gamle, undtagen at det nu er bestemt, at jeg og andre udvalgte kolleger som bor langt nok borte til at måtte køre bil på arbejde, fra januar skal betale 500 kr. pr. måned for at parkere. På firmaets parkeringsplads vel at mærke. Ikke populært.

Bønnetipi

For ligesom at leve op til mit ry som hippie har jeg konstrueret en tipi til mine bønner, som nu er kommer på friland blandt løg, peberrod, kartofler og rabarber.

Jeg har ingen ide om, hvad jeg har plantet, men jeg håber at der er blå, gule og borlotti i jorden nu.

Operation bønner har været forbløffende tidskrævende, men meget hyggelig og der er blevet sået om en gang.

Jeg har stadig tre små blege bønner i børnehave i svedehytten og ved ærlig talt hverken, hvor de eller de to kraftige pralebønneplanter, som jeg også har fremavlet, skal hen, men kommer tid kommer råd.

Kasper har været en trofast deltager i dagens daglige ritual med at sige godmorgen til bønnerne og lukke drivhuset op og vande og putte dem for natten.

Af en eller anden grund var han helt uinteresseret i udplantningen. Måske fordi den skete midt i et voldsomt vejrskifte, hvor mørke og truende skyer skubbede voldsom vind foran sig på vej ind fra Kattegat.

Den slags er den lille mand ikke meget for, han løber i ly længe inden den første dråbe falder, i modsætning til hans søster, som er helt ligeglad med om det regner eller ej.

Kiksepigen og moslerpingvinen i Tivoli

Sikke et blogtræf. Det var en gave atter at møde Donald, Kagekonen, Madame, Mandagspigen, Mariannes Mening, Reiter, Sifka og Uffe igen.

Søcafeen var en fin ramme og der blev drukket øl, vand og vin, guffet smørrebrød og leget stole og bænkeleg. Marianne var konstant i fare for at blive skubbet i søen ;)

Træffet sluttede på det hyggelige, mere end 10o år gamle Vaffelbageriet, med kager, kaffe, te og standhaftighed.

Men det dejlige samvær var langtfra træffets eneste gave, jeg blev sendt hjem med yderligere to fantastiske af slagsen. En magnetisk Sorte Marie påklædningsdukke, som Sifka har lusket min forkærlighed for ud af mig, ved at kommentere mine to Store Marie dåser.

Lotten havde modeleret en Moslerpingvin til mig - et kært dyr, som nu bliver min signatur i cyberspace. Den er i øvrigt i familie med Sifkas Talismås bagt i den samme ovn.

Så trods en ondsindet golfvabel på min venstre pegefinger, erhvervet i Nivå Golfklub, hvor mine kolleger og jeg mødtes til sommersammenkomst i går morges, endte dagen altså fantastisk.

Vejvisning til blogtræf

I morgen klokken 15.30 mødes vi til blogtræf i Tivoli.

Træffet er selvfølgelig åbent for enhver som har lyst. Det er alene lysten til at møde personerne bag ordene, som er drivkraften. Og husk vi har alle haft en lille nervøs sommerfugl i maven første gang, men man kommer over det, som Marianne fra Mariannes Mening siger.

Vi mødes i Søcafeen. Hvis du ikke er en Tivolihaj, der har havens layout tatoveret på indersiden af dine øjenlåg følger her den letteste vej dertil.

• Gå ind af hovedindgangen - det er den der vender ud mod Vesterbrogade - den imposante rustrøde bygning.
• Følg kastaniealleen når du er kommet gennem porten. Nu har du Pantomimeteateret på venstre hånd.
• Kort efter kan du vælge at gå ned mod det smukke boblespringvand foran Nimbs nyrestaurerede bygning. Det gør du ikke.
• Du følger alleen mod venstre. Så har du restaurant Grøften på venstre hånd og restaurant Perlen på højre hånd.
• Følg alleen når den drejer mod højre forbi restaurant Ketchup. På et tidspunkt har du den åbne plads foran Plænen på højre hånd.
• Kig nu mod venstre, hvor du ser et rundet hus, der lidt ligner et meget avanceret drivhus. Det er Glassalen, hvor Tivolivarieteen opføreres. Drej skarpt til venstre ned foran Glassalen. Du går tydeligvis ned ad mod søen.
• Du befinder dig nu i et ret smalt stræde med en åben bar på venstre hånd. Det er søcafeen.
• Og nu er der to muligheder - hvis det er tørvejr forsætter du et kort stykke af det smalle stræde til du kommer ned til en række overdækkede båse mod søen. Der er nogle lange borde med rødternede duge. Der sidder vi - og snakker og griner. Der er flest kvinder i flere aldre, men også et par mænd.
• Hvis det regner så gå ind mod baren og drej til venstre ind i den overdækkede del af Søcafeen og find os der.

Og så en lille serviceoplysning. Der er betjening i Søcafeen, effektive folk som dog forventer betaling ved hver leverance. Det er derfor mest praktisk, hvis så mange som muligt har kontanter.

Der er øl, vin, vand, kaffe at få. Skulle sulten melde sig, serveres der smørrebrød - deres kartoffelmad er berømt - til for Tivoli fornuftige priser.

Og endnu en servicemeddelelse, der kan lyde som en reklame, det betaler sig at købe et årskort, hvis du regner med at skulle i haven blot to gange mere i år - og det gælder også Haloweenmarkedet i oktober og julemarkedet fra november. (Og kom så med min returkommission, Lars Liebst - eller skaf mig periskoperne ved Pantomimen tilbage)

OBS Mandagspigen gør opmærksom på, at man kan købe og printe billetten hjemmefra, så man springer køen over.

Makaroni og ost

For noget amerikansk mads vedkommende, skal jeg bare læse navnet, så siger det pling i mine smagsløg. Sådan har jeg det med macaroni and cheese, som af mange amerikanere regnes som den ultimative comfort food.

Og pling sagde det i dag, så mac'n'cheese blev min frokost.

I sin simpleste form er det blot små bøjede makaronirør i en hvid ostesovs, som er gratineret i ovnen. I sin værste form er det noget fra en pakke, hvor ostesovsen smager som varm bræk.

I sin bedste form er rette åben for masser af variationer, og selv anerkendte restauranter leger nogle gange med den.

Jeg fik den første gang i 1977, da jeg var udvekslingsstudent hos en familie i en forstad til Seattle i staten Washington over på vestkysten. Det var en meget traditionel familie: Far, mor og fire piger. Far tjente pengene, mor passede hus, hjem og børn.

Problemet var bare, at madlavning ikke sagde hende noget som helst, og at hun benyttede enhver genvej, hun kunne finde. Og der findes mange klamme muligheder med mac'n'cheese.

Alligevel fornemmede jeg, gennem melklister og manglende smag , at retten havde potentiale. Familiens farmor, som var en vidunderlig og meget gavmild kok, viste mig vejen.

Siden har mac'n'cheese ligget sådan i periferien af mit faste repertoire.

Dagens version blev uden makaroni, men med penne i stedet. Det blev fint.

Lidt rødløg, rød peber og nogle syltede chilier hakkes fint. En god smagfuld ost rives. Vand sættes over og pastaen/makaronien koges næsten færdig. Tænd ovnen på 200 grader.

I en sliplet gryde smeltes lidt smør. Grøntsagerne sauteres stilfærdigt. Lidt sennepspulver og sød paprika drysses over. En stor skefuld mel drysses i og røres sammen med smørret til en fast masse . Derefter tilsættes mælk lidt af gangen indtil en god tyk opbagt sovs befinder sig i gryden. 2/3 af osten tilsættes.

Når pasta/makaroni er kogt hældes vandet af og de blandes i ostesovsen.

Hele molevitten hældes i et ildfast fad. Øverst drysses en blanding af rasp og den sidste 1/3 revet ost - et par smørklatter lægges på. Bages i ca. 20 minutter i ovnen til overfladen er brun og sprød og pasta/makaroni er møre.

Serveres med salat eller bare nogle tomatskiver. Jeg havde en rest oksesteg, som jeg blandede i i passende terninger, andre bruger skinke.

Nilles udfordring

Nille har udfordret mig og den tager jeg gerne op.

1. Hvad lavede du for 10 år siden?
Jeg var i gang med et voldsomt forceret projekt, hvor jeg skulle stå for alt fra udtænkning af arbejdsgange til indkøb af skriveborde over funktionaliteten i en database. Sjovt nok var det sværeste at skaffe skrivebordene, for dengang var industriferien hellig.

Jeg var samtidig lige blevet medejer af en 146 m2 stor herskabslejlighed på Frederiksberg, som skulle sættes i stand. Det var en hektisk sommer.

2. Hvilke 5 ting er på to-do-listen i dag?
Kun en eneste ting – som har stået på den hver dag i 2 år – male og fikse min gang/entre. Jeg tror den kommer til at stå der lidt endnu, om en uge vender jeg tilbage på job. Der er ikke en opgave der plager mig.

3. Disse snacks kan jeg godt lide:
6. Jeg tror, det er nemmere at skrive, hvilke jeg ikke kan lide: Poppet hirse og tyske jordnøddeprodukter, men ellers er mine smagsløg nemme at gøre glade og salte ting for dem til at juble.

4. Ting jeg gerne ville gøre, hvis jeg var milliardær:
Først banale ting som at købe mig et hus med fri udsigt over vandet og en åben sportsvogn. Derefter ville jeg sige mit job op og så finde ud af, hvordan jeg kunne hjælpe med at sætte en stopper for de urimeligt mange malariadødsfald verden over.

5. Steder jeg har boet:
Amager
Skovlunde
Taastrup
Vanløse
Århus
Hellerup
Frederiksberg
Østerbro
Charlottenlund
Lynnwood, en forstad til Seattle
London

6. Disse 5 vil jeg gerne vide mere om:
Hmm, siden opfordringen breder sig så hurtigt som en skovbrand i juni, er den nu åben for enhver, der har lyst.

Nattesæde

Hvor disse lange, lyse nætter dog indbyder til nattesæde selv for et a-menneske som jeg. I aftes hjalp nogle usle grillkul til.

Kampen for at få fut nok i babykuglegrillen til at stege fire marinerede lammemørbrader og to majskolber trak ud. Først ved 22.30 tiden var der middag.

Men heldigvis var den landliggende Sifka og jeg mætte efter en stille dag med strandtur, let frokost og en voldsom isvaffel, så det gik - og godt, koldt øl, var der ikke mangel på.

Kattene nød også at bimse rundt i mørket og småslås med hinanden og naboens Pussi.

Pjerrot vanvittig af kærlighed

Den smukkeste og varmeste Grundlovsdag i mands minde måtte Sifka og jeg ofre på det hårde arbejde, at få bestilt bord til blogtræffet på fredag i Tivoli.

Heldigvis for os havde Søcafeen, som er det sted, hvor vi skal mødes, så pivende travlt med at slæbe øl og smørrebrød til sultne gæster, at vi blev bedt om at komme igen senere.

Så travede vi lidt rundt og erkendte langsomt, at alle de gode steder i Tivoli var stopfyldt med glade mennesker og så smuttede vi ud i det andet København.

Vores øl og smørrebrød blev indtaget i kælderbeværtningen Cafe Sorgenfri og derfra sivede vi stille ned mod Gammel Strand, hvor byens største udvalg af øl fristede.

Der var service på, vi fik både en lille papfætter til at bære øllene i og plastikkrus, så vi kunne dele. Oplukkeren var diskret lagt frem, så man selv kunne åbne sine indkøb og ølmanden ikke kan beskyldes for at drive smugkro.

I solen ved kanalen med udsigt til Thorvaldsens Museum legede vi bolværksmatroser en stund. Havnerundfartens både sejlede forbi med så kort interval, at trafikregulering næsten var nødvendigt.

Vel tilbage i Tivoli fik vi bestilt bord, hængt ud ved de småborgerlige tønder i bodegaen, shoppet blandt de rige hos Løgismose og nuppet en enkelt på Søcafeen indtil det pludselig var tid.

Tid til at se pantomime. Sifka kender Pjerrot og jeg har altid været betaget af de små historiers titler, ikke mindst Pjerrot vanvittig af Kærlighed, som blev opført i går. Den halve fornøjelse er at se på de børn, der ser på pantomime, nogle ser slet ikke, andre er tryllebundet. Vi så mindst en balletstjernedrøm blive født på fars skuldre.

Mæt af urbane oplevelser drog jeg nord på og for en gang skyld var hverken s-tog eller lokaltog fyldt med støjende folk, så der var tid til at fordøje oplevelserne og så er der noget ved den kollektive trafik.

Hvor kan en kat klage?

Klokken 5.30 i morges indtraf katte-strofen: Jeg løb tør for kattemad. De to grå havde fået det lidt der var tilbage i skålene som sædvanligt klokken 5 og nippet til det inden de løb ud på første morgentur.

5.30 hoppede naboens Pussi ind af soveværelsesvinduet og tømte alle skåle, så da mine dukkede op klokken 6, kunne der ikke blive fyldt op. Bedre blev det ikke af, at Bæstet samtidig også forsøgte at komme ind af soveværelsesvinduet for at se, hvad der blev af dens morgenmad.

Først klokken 9 åbnede dyrlægen og lagret kunne blive fyldt op. Kort efter fik to meget sultne små grå endelig deres morgenmad.

De var tre lange morgentimer for dyr og menneske ;) Måske lærer jeg af dem?

Feminin energi

Jeg kan faktisk godt lide at lappe cykel. Jeg kan ikke lide at skulle lappe cykel, for det kommer sjældent belejligt.

Jeg er ret fascineret af de der selvvulkaniserende sorte og orange lapper, som ved hjælp af den krasse lim kan gøre selv det fladeste køretøj køredygtigt - hvis altså ikke lige slangen er flænset op af en indtrængende sten.

I nogle dage har jeg tænkt, at jeg skulle have set på mit forhjul, som taber luft, så lappegrej og vandspand blev hentet frem. Men jeg måtte proppe slangen tilbage i dækket med uforrettet sag, vandspanden afslørende ikke så meget som den mindste siver. Meget mærkeligt.

Måske jeg bare mangler en fire-fem andre kvinder og deres feminine energi til at fikse problemet?

Tilbage i 80'erne var jeg på et cykelsommerkursus på Kvindehøjskolen i Visby ved Tønder. Da vi skulle lære at lappe cykel, inden en større udflugt til Rømø, var alt som det plejede at være med dækjern og håndkraft, indtil slangen var fri og jeg så mig om efter vandspanden. Ingen spand.

Så meddelte kursuslederen i sin kedeldragt, at vi skulle sætte os i en rundkreds, gribe fat i cykelslangen og lade vores feminine energi vandre til det formastelige hul var fundet.

Der blev rullet en smule med øjnene, men ingen turde fnise. Nu var hullet i slangen ganske stort, så metoden virkede, men jeg synes jo ikke den var rigtig praktisk, sådan i regnvejr på landevejen - hvor får man lige en fire-fem kvinder fra, hvis man er af sted alene?

Efter aftensmaden hev en anden lærer de interesserede ud bagved, og viste dem tricket med vandspanden, hvis skaden ikke var nem at identificere. Praktisk energi ;)

Ad Helgoland til

Min veninde bor i Dollerup i Midtjylland, men har verdens mindste lejlighed - med balkon - på Amager, fordi hun arbejder samme sted, som mig.

I går skulle vi indvie hendes tilsvarende lille balkongrill, men først smuttede vi ned til den nyopførte Helgoland Søbadeanstalt ved Amager Strandpark.

Den har samme smukke turkise farve som den gamle, og er skøn at skue på sine pæle over vandet. Men i første runde har der ikke været råd til bare en fast bænk og en knagerække, til når man skal klæde om. Det virker som en lidt underlig prioritering.

Men vandet var dejligt, køligt og klart og der var masser af glade mennesker på de høje trapper i fællesbadet. Fædre, der lærte deres døtre at svømme og mødre, som kun så deres sønner, når de rystende af kulde efter en tur på det virkeligt dybe vand på ydersiden af anstalten kom forbi for at tigge om, at badeturen kunne forlænges yderligere en halv time.

Vel tilbage på den lille balkon blev der stegt nakkekoteletter og pølser som blev spist med små nye kartofler og salat, mens vi lyttede til naboens caribiske rytmer.

Tilbage i det lille røde hus efter midnat blev jeg mødt af to glade katte, som havde haft travlt med, hvad nu katte laver efter mørkets frembrud, men som meget gerne ville se på noget i de slunkne madskåle.

Dejlig aften.

Hede hule hot

Termometrene uden for viser +40 grader i solen.

Det er for varmt for den tobenede og de firbenede. Heldigvis er det lille røde hus placeret således på grunden, at der ikke er direkte sollys ind af store vinduespartier. Med døre og vinduer åbne er der svalt og skyggefuldt indendøre.

Pinga har indtaget højderne og Kasper foretrækker dyner. Jeg har fundet lidt skygge i gården og drager om lidt mod aftenbad og grillmad hos en veninde.

Choko-chok

Selvom Sifka kan finde på at dryppe smeltet chokolade i koldskål, så er hun altid velkommen i det lille røde hus.

De to små grå bød hende hjerteligt velkommen fredag aften, da hun ankom til årets varmeste weekend på landet.

Der var noget med nogle tallerkener, som hun forelskede sig i sidst hun var her.

Så lørdag drønede vi lidt rundt den halve dag - hvor det alligevel var for varmt at være på terrassen - og så har vi ellers spist masser af dejlig mad og suget havluft og horisontsyn til os, mens alt fra meditation til katolicisme er blevet vendt.

Til overflod lugede hun mit grøntsagsbed, så alt nu er til at finde igen ;) Så er der noget ved at have gæster.