Perspektiv

Formiddagen har jeg tilbragt hos områdets eneste Jeep-forhandler med dertil hørende værksted. Der er tale om et pænt mondænt sted i Kokkedal, som kun beskæftiger sig med Jeep som en nebengesjæft, deres hovedområde er Mercedes, Chrysler og Dodge.

Min lille jeep udviklede forleden - for tredje gang på et år - problemer med en fartføler på baghjulene. Resultatet er, at festligt lysende lamper på instrumentbrættet siger, at der er problemer med alle bremsekredse.

Første gang det skete, kørte jeg temmelig stærkt på en motorvej, og da er det ikke en god besked at få.

Heldigvis er bilen faktisk fortsat i stand til at bremse. Blot uden hjælp fra abs’en så i yderste nødstilfælde skal man katastrofebremse, som jeg i sin tid lærte det på køreskole: Ved at pumpe bremsepedalen op og ned, så bremserne ikke blokerer.

Nå, det skete altså igen forleden og i dag trillede jeg på værksted. Jeg er snu. Jeg ringer ikke og bestiller tid, for så har de først tid om fire uger. Jeg triller bare ind på forpladsen og forklarer, at den er helt galt med bremserne og så kommer man til inden for en halv times tid.

Imens jeg ventede, fik jeg set på en masse fine biler. Ingen kostede under 800.000 kroner på hvide plader. Men selv det bliver kedeligt i det lange løb, så jeg endte sammen med de øvrige utålmodige i lædermøblerne og var dømt til at drikke automatkaffe og læse Børsen.

Imens futtede sælgerne rundt med antistatiske klude og tørrede der, hvor vi hver og en havde pillet, indtil de dyre biler ikke mere kunne fange vores interesse.

En yderst velklædt dame spildte kaffe ned af sig og fik straks hjælp af en yngling med klud, men hun viftede ham af, hendes outfit kunne end ikke renses, så nu var det alligevel sket med det.

Straks følte jeg mig smålig over, at jeg var begyndt at se om jeg kunne huske, hvad mekanikertimer koster et sted, hvor værkførerne har jakkesæt på og mekanikerne er så forunderligt rene, at de ikke behøver at lægge smudsbeskyttelse på sæderne, når de kører af sted med kundernes biler.

Børsen var kedelig, kaffen smagte brændt og en herres idelige mobilsnak med kontoret var også ved at gå mig på nerverne.

Men så kom en jakkeklædt herre stolpende med den velklædte dames bilnøgler, som han storsmilende rakte frem og sagde:

- Så!

Hun greb sin Louis Vuitton taske og sagde følgende guldrandede sætning på vej mod døren:

- Nå, har I så skiftet motoren?
- Ja, svarende manden fra værkstedafdelingen.

Damen forsvandt ud af døren og kørte fra stedet i en lav, lækker Mercedes coupé.

Resten af min ventetid gik med at tygge på den skrå.

Men blev dog enig med mig selv om, at det må have være vinduesviskermotoren der er blevet skiftet. Jeg mener, hvor nonchalant kan man ellers være?

Min bil var klar kort efter. Jeg blev dog forsikret om, at Jeep klarer regningen, for der er selvfølgelig garanti på sådan en fartmålerdims. Tihi.

Så nu leger Pinga og jeg med snor og har ingen bekymringer i verden ;)