torsdag, maj 29, 2008

Nej, vi er i bil!


Barndomserindringerne pibler frem over alt i denne uge. På vej på indkøb kom imod mig, adstadigt puttende, en Renault 8.

Sådan en købte min far en gang i 1965-66 som afløser for vores trofaste Renault 4CV.

Den var let brugt, men i forhold til 4CV’en meget moderne og raffi, blandt andet var fordørene venstre- og ikke højrehængslede, og så var den en helt speciel wc-kakkel-lyseblå.

Datidens Agfa-film fik den altid til at se næsten surrealistisk ud mod et sommerlandskab, når min far tog billeder af den.

I sommeren 1966 blev bilen pakket til bristepunktet og så kørte vi mod en lejet hytte i Norge et sted mellem Lillehammer og Gjøvik.

Dengang var der venstrekørsel i Sverige, men heldigvis var det jo bare op ad den endeløst lange E6.

På Svinesundbroen, som forbinder Sverige og Norge, skulle alle biler skifte vejbane efter et sindrigt system.

Kort efter ankomsten til Norge trængte min far til et hvil, og det var tid til at få lidt at spise.

Han fandt et kioskagtigt sted ved vejen og den wc-blå blev parkeret og så skulle der slappes af.

Kioskmanden spurgte, hvad vi skulle have og min bror og jeg anstrengte os for at udgrunde, hvorledes norsk adskilte sig fra svensk og ikke mindst, hvor sære de norske is så ud på oversigtskortet.

Så spurgte kioskmanden min far:

- Er ni på tur med barna?

Hvortil min far svarede, mens han stolt kiggede på sin særtblå Renault 8:

- Nej, vi er I bil!

9 kommentarer:

Sifka sagde ...

:-) lækkert replikskifte!

Nille sagde ...

Fed replik, ja... og din betegnelse om wc-kakkel-blå er lige præcis hvad den farve hedder. Havde bare aldrig tænkt over det!

Kagekonen sagde ...

hahaha... det var en fed replik. Mine forældre kørte i en lyseblå folkevogn og mange sommerferier gik til Tyskland med campingvogn spændt efter den lille boble, til stor undren for de tyske medtrafikanter. Husker engang vi ankom sent til en campingplads og min far (som ikke kunne et ord tysk) gik ind for at skrive os ind... vi grinede og ventede ham retur med bøn om hjælp hvert øjeblik, men der gik lang tid og tilsidst gik min mor ind for at se, hvad der skete... Der stod (min halv-svenske) farmand og talte svensk med en sød ung svensk pige, som havde sommerferiejob i Tyskland... Gæt hvem der grinte sidst...

Anonym sagde ...

En sånn Renault 4 hadde Thv og jeg da vi var unge, - riktig unge. Og så kan jeg jo ikke la være med å rette litt på replikken til nordmannen. For om han sa "Ni", - så var dere fortsatt i Sverige. I Norge sier man "Dere", - ikke for å være vanskelig, altså :-)

Natmaleren sagde ...

En sjov historie:-)
Jeg kan også huske ventrekørsel i Sverige, vi kørte hver sommer i nogle år turen Norge / Danmark.
De sidste gange kørte vi i en lille lys blå og sort Loyd.

Havehyrden sagde ...

Rigtig sjov. Det svenske og norske sprog kan jo være vanskeligt.
I går var vi et smut i Sverige og i Sofiero trädgårdshandel spørger en dansk kvinde efter noget specielle planter. Ekspedienten siger at de står "runt hörnat på marken". Kvinden syntes godt nok det var lige lovligt meget at hun selv skulle rende ud og grave planterne op fra marken........
Jeg kunne så redde dagen med den rigtig oversættelse.
Kan ingen rigtig svenske mere?
Det er for galt!!

Marianne sagde ...

:-D

Fin blå bil. Jeg er faktisk ret vild med den ww-kakkel-blå-farve :-)

Anonym sagde ...

Det var altså Rnault 8 vi hadde også. Er jeg i ferd med å bli senil?

Andrea sagde ...

@ Livetleker - det må være replikskiftet jeg husker forkert, for vi var med sikkerhed nået til Norge.