Mormors

Grydestegt kyllingesteg med bugen fuld af persille og et par fed hvidløg. Serveret med små, kogte, nye, ægyptiske kartofler, den gode sovs fra gryden, rabarberkompot på chili og stjerneanis og salat med mormordressing – altså fløde med sukker og eddike, salt og peber.

Dertil et par uautoriserede skiver Beauvais Appetit Agurker, for jeg kom så sent i gang, at en agurkesalat ikke havde kunne nå at udvikle sig.

Og så er aftenens menu mere en hyldest til min farmor end min mormor.

Min farmor var en spinkel, lille, jernstæk kvinde. Selvstændig erhvervsdrivende på Halmtorvet i København. Hun drev renseri sammen med min farfar. Han døde, året efter jeg blev født.

Hendes kunder var i bogstaveligste forstand ludere, lommetyve og det bedre borgerskab.

En søndag om måneden, hele min barndom, inviterede hun på søndagsfrokost.

I spisestuen på damasken, på grøn Tranquebar fajance, med det totårnede sølvtøj, spiste vi stege og bøffer og klassisk dansk mad.

Det var forår, når hun serverede kyllingesteg med kompot, for sådan havde det været i hendes barndom, som datter af smeden i Slots Bjergby ved Slagelse.

Det var hende, der lavede agurkesalat, syltede asier og pickles og rørte mormordressing til dansk hovedsalat.

Min mormor derimod var kendt for - på det huslige område - at springe over, hvor gærdet ikke bare var lavt, men helst faldet sammen på forhånd.

Under min fars første besøg i villaen i Ribe, som min mors bejler, kom han for skade at stå for tidligt op den første morgen. Han var blevet indlogeret i et tagværelse på sikker afstand fra min mor i ungpigeværelset i stueetagen, selv om de begge var 29 år.

Han vandrede nedenunder til lyden af en støvsuger. Da han åbnede døren til den ene stue sad min mormor i min morfars stol med fødderne oppe og røg smøger og læste avis. Støvsugeren stod tændt på gulvet i hjørnet.

Berlingske Avertissementstidende blev sænket og hun lod ham forstå, at hun ville se ganske meget mere velvilligt på hans bejleri, hvis han undlod at nævne episoden for min morfar, som, trods min mormors fuldtids og ofte natarbejde som farmaceut på Ribe Apotek, mente, at hun skulle passe huset som enhver anden hustru. Hushjælp var penge ud af vinduet.

Min mormor kunne godt lave mad, men gjorde det nødigt. Senere, da hun gik på pension og flyttede til Tønder, tilbragte min bror og jeg nogle år et par uger hver sommer hos hende. Brugsens sortiment af færdigretter blev velkendt for os. Spist på det musselmalede, af det tretårnede.

For trods min farmors overlegne evner i et køkken, trumfede min mormor hende med et tårn. De brød sig ikke meget om hinanden.