Dagmarkulten

I dag har jeg fået bundet en lille sløjfe til min barndom.

Med bilens kopholder fuld af den mest ydmygende kontrabande – en McFlurry med Smarties, som er min absolut mest hemmelige nydelse – var jeg på udkig efter et sted, hvor den kunne indtages uden at nogen så det.

Jeg mener, hvor mange voksne kvinder kører i McDrive, holder længe i frokostkø blandt dieseldunkende varebiler fulde af bebumsede ungersvende, kun for at købe sådan en? Det er vederstyggeligt.

Men altså fra McDonalds i Frederiksværk, tog jeg the road less travelled. Den der fører ud på Arrenæs, en halvø i - ja rigtigt gættet - Arresø.

Der spottede jeg en pænt slået passage gennem højt græs ned mod søbredden og en nærliggende p-plads. Perfekt til mit lyssky forehavende.

McFlurryen blev McSlugt og den mageløse udsigt beundret. Der var endda en affaldsspand venligst ophængt ved søbredden, hvoraf det fremgik, at jeg ikke var den eneste af den gyldne måges kunder, der havde frekventeret stedet.

På vej tilbage mod min bil, spottede jeg sådan et skilt, der fortalte om den attraktion, jeg faktisk først kunne se, da jeg kom helt derhen. Ruinen efter Dronningholm Slot.

Og så stod jeg pludselig og kiggede på resterne af Dronning Dagmars slot.

Dronning Dagmar har altid haft en særlig betydning i vores familie.

Min mor tilbragte sin ungdom i Ribe og fik et Dagmarkors i konfirmationsgave.

Når vi som børn var på ferie i Ribe var et besøg på Slotsbanken ved Riberhus slotsruin en daglig tilbagevendende begivenhed. Solnedgangen ud over Vadehavet var flot at skue og byens bedste ishus lå lige i nærheden, så de voksne var nemme at lokke.

På Slotsbanken står en fin lille statue af Dagmar. På soklen findes et relief af hendes dødsleje, som havde en vis syg fascination for os unger, der altid fik min mor til at recitere først vers af folkevisen: ”Dronning Dagmar ligger udi i Ribe Syg, til Ringsted de mon hende ventede”.

Jamen, de kom til at vente i Ringsted, for hun returnerede først, da hun var død. Hun ligger begravet i Sct. Bendts Kirke.

Og den kirke er min far tilfældigvis døbt i og minsandten om ikke, han hed Bent, fordi mine farforældre havde en enestående ringe fantasi ;)

Da jeg stod der, i dag, på Arrenæs anede jeg ikke, at Dagmar havde haft sit eget slot.

Min mor må have overset referencen i Politikens ”Danmarks Rundt”, ellers ville vi med sikkerhed have været forbi ruinen med madkasse, campingbord og hele pivtøjet.

Det har vi ikke været – for så havde det jo været en del af vores families Dagmarkult.