Helt færdig

Ud over at være helt færdig, fordi mine tidligste arbejdstider er flyttet til klokken 4 om morgenen og jeg derfor skal op 2:40, så er jeg trods Pingas ihærdigste indsats også blev færdig med mine paradoksale bælgvanter.

Det er faktisk slet ikke ens, men det ser man ikke, når klaveret spiller. Med lidt held kan de måske testes i morgen, hvis vinden fortsætter. Den får i hvert fald luften her til at føles som minus 20 grader og kattene er ikke til at drive ud i det.

Men jeg ved, at jeg ikke skal klage langs Vestkysten og ved Limfjorden er det meget værre.

Pilespidser

Om ikke så forfærdelig længe - en små 20 dage - tager jeg hul på 16 ugers frihed.

I den anledning har jeg sat mig for, at der skal være et praktisk udbytte af alle de dage uden arbejde: De sidste ting i mit hus skal være færdige, der skal stå et drivhus i min have - med indhold - og jeg skal have strikket en trøje mere.

Det bliver Marianne Isagers Pilespidser. Jeg var ganske vist ved at boykotte hende, da det gik op for mig, at ikke nok med at hendes kits låser mig fast på bestemt garn, de låser mig også fast på bestemte farver.

Men så gik det op for mig, at jeg kunne købe hendes bog. Henne hos boghandlen stod der er fin skammel lige ved strikkebøgerne, som jeg satte mig på og efter en grundig gennembladning af hendes Strik med inspiration fra Afrika blev jeg enig med mig selv om, at der var valuta for pengene og at jeg ved at købe bogen, selv kan vælge garn og farver.

Så det blev til to nuancer grøn Kid Mohair fra Dansk Naturfiber.

Nu forestår et større regnearbejde for at trøjen kan passe mig og vinding af ti nøgler garn, men jeg har jo 20 dage til mit forarbejde - og stadig vanter, der mangler at blive færdige ;)

Egernstuvning

Nej, selvfølgelig har jeg ikke stuvet et egern. Men jeg har lige spist en amerikansk klassiker, som i tidernes morgen blev lavet af egern eller andre smådyr folk kunne skyde/fange, kaniner og harer for eksempel.

Brunswick Stew som hele to stater - Virginia og Georgia - gør krav på, men som er så simpel, at det er svært at forstille sig, at den ikke har eksisteret lige så længe der har været gløder efter bål, tunge sorte jerngryder og sultne folk til.

Mange amerikanere har det svært med retten, fordi den ofte serveres i skoler og på hospitaler i dårlige og udvandede udgaver. Jeg har været vild med den siden jeg så en meget solid amerikanske sydstatskvinde lave den på Food Network engang jeg var i USA.

Nu jeg ikke havde et egern, lavede jeg den på kylling - ca 500 gram skåret i pæne firkanter.

Derudover skal der bruges lidt god røget bacon i stumper for røgsmagens skyld, 300 gram kartofler i mundrette stykker, gerne nogle der koger lidt ud, to løg i grove stykker, et godt stort bundt grønne bønner i mindre stykker, en rød peber i firkanter, en stor håndfuld champignons i skiver, et fed hakket hvidløg og en halv finthakket moderat stærk chili.

Hele baduljen brunes gradvist i neutral olie med kyllingen og bacon først, dernæst løg, hvidløg og chili og så resten efterhånden som der er plads i gryden. Når alt har fået varme krydres med cayennepeber, spidskommen, chilipulver, peber og salt.

En dåse flåede tomater og en dåse løse majs tilsættes - hæld vand ved til alt er dækket og tilsæt et skvæt flydende kyllinge fond. Smag evt til med lidt tabasco og engelsk sovs. Det skal ikke være en stærk ret, men lidt bid er godt.

Lad retten simre og småkoge i cirka 40 minutter. Vædsken skal svinde lidt ind og jævnes en smule af stivelsen i kartofler og majs.

Serveres med cole slaw og hvidløgsbrød - jeg havde ikke noget kål - men revet æble og gulerod i en dressing af majonæse, græsk yougurt, eddike, sukker, salt og peber fungerede fint.

I morgen til frokost smager det endnu bedre.

Hvis du har adgang til okra er de gode i retten og jævner fortrineligt.

Hvis du har adgang til et dødt egern - sundt humant nyligt nedlagt dyr - er jeg frisk ;)

Farveladeboller

En veninde havde et par timer til et smut forbi og blev diverteret med gårsdagens brød, som en slags landgangsbrød, og nybagte fastlavnsboller.

Der er creme og marcipan i bollerne foruden en halv tørret abrikos i hver anden.

Og så, som det fremgår, kender jeg i modsætning til den fantastiske Kagekonen ikke til mådehold, når jeg leger med frugtfarver - ingen pasteller eller girly-girly farver her.

Jeg kan forstå på brølet fra naboens hus, at jeg også skulle have givet nogle rød og hvid glasur.

Danmark må have vundet, herligt for alle jer der har fulgt holdet.

Og trods Pingas ihærdige forsøg - man kan jo bare lægge sig oven på menneskets strikketøj, hvis man føler sig forsømt - så er det lykkedes mig at blive færdig med en vante.

Nu mangler jeg så bare en isvinter for rigtig at få glæde af dem, de når halvvejs op ad min underarm. Men er meget bløde og lækre at have på.

Mirakelsuppe

Aftenens måltid blev en suppe, som kan kurere enhver begyndende infektion og alt fra mismod til vinterdepression.

Den er inspireret af den vietnamesiske pho, men udgiver sig ikke for at være autentisk overhovedet.

Den kan lave med grøntsager køleskabet gemte. Dette er basis:

En brik nudler smides i 4 dl koldt vand i en kasserolle. Fintrevet ingefær, et revet fed hvidløg og hakket chili skal samme vej. Pres saften af en halv lime i kasserollen, tilsæt et bløb bouillon og nogle vred sort peber.

Grønsagerne kunne være tre champignons, en lille halv gulerod og et halvt rødløg i tynde skiver. I kasserollen med hele baduljen sammen med nogle grønne bønner i mindre stykker.

På ilden med gryden. Når suppen koger, så vent et par minutter til nudlerne kan trækkes fra hinanden, tilsæt derefter en lille håndfuld oksekød af god bøfkvalitet i meget tynde skiver og en lille håndfuld hakket koriander.

Låg på og tag gryden af varmen. Efter et øjeblik, når kødet lige akkurat har fået farve, serveres i en stor skål, så der kan slupres nudler og spises suppe til sveden springer og al dårligdom og bekymring er borte.

Kan også spises en lørdag aften, hvor vanterne er for interessante til at afbrydes for længere madlavning. Så forvandler den hede suppe med de stærke elementer stuen til en varm sommerdag.

Mens jeg venter på Boller af stål

Hos Gitte fandt jeg ud af, at Camilla Plum snart har et bageprogram på DR2. Det kommer til at hedde Boller af stål og starter den 10. februar.

Som opvarmning har jeg bagt hendes ciabatta fra bogen Et ordentligt brød.

Jeg har faktisk ejet bogen et stykke tid uden at komme i gang med hendes opskrifter. Tror jeg må erkende, at processer der tager mere end to dage, er for lange til mig.

Men dette brød startede jeg, før jeg tog på arbejdet i går og lavede færdigt til hævning før rengøring og indkøb i dag, så der var frisk brød, da roen sænkede sig over det lille røde hus.

Jeg købte en bagesten, som hun anbefaler, og smed en kop koldt vand ind i bunden af ovnen, da brødet lige var sat ind. Resultat: Et smuk, velsmagende og dejligt brød.

Og så har jeg fået hul på Lucy Neatbys Paradoxical Mittens - tror faktisk, at de er de sjovest at strikke, af de fire par jeg har prøvet kræfter med indtil nu.

Men jeg ville ønske at en talentfuld kvinde som Neatby, havde en mere talentfuld hjemmeside, hvor man kan købe hendes opskrifter i elektronisk format.

Min opskrift er købt i Sverige - Neatby var villig til at sende mig en fax, men sådan en ejer jeg ikke, og der er altså efterhånden også en lidt gammeldags måde at sende ting på ;)

Cocio, popcorn og smagsløg der går i barndommen

Sifka satte en lavine i gang, da hun i søndags i stedet for tømmermænd havde makrelsalatdrømme.

Det fik mig straks til at længes efter min fars i dag ganske usofistikerede makrelsalat, som tilbage i 70’erne var meget eksotisk: En klat god tyk ymer blandet med en dåse makrel i tomat og tilsat salt og peber.

Mine kammerater var målløse over fraværet af majonæse og befippede over, at det var min far der havde mikset og ”opfundet”.

Nu ymeren er i hus, er den også blevet spist med velbehag til morgenmad med drys og bananskiver – helt som dengang i makrelsalatens tid.

Helt galt gik det i nat, da poser med popcorn og dåser med cocio begyndte at svæv for mit indre blik på vejen hjem ad dunkle landeveje gennem mørke landsbyer.

Så klokken 00.30 sad jeg i min seng med en lille skål corn og en kold dåse sjokolademælk.

Pinga blev så begejstret, at hun både gnaskede to poppere i sig og måtte lappe et par chokolademælksdyppede pegefingre rene.

Så kunne vi sove.

Regressionen har endvidere bredt sig til min musiksmag.

Et tilfældigt genhør med Tøsedrengene i radioen forleden har sendt mig af sted på et Anne Dorte Michelsen trip.

Hendes seneste album Hvor var det nu vi var? indeholder mange smukke sange og også et par røvirriterende. Sådan har mine øre altid haft det med hende: Hun kan irritere mig grænseløst og bevæge mig dybt.

Sangen Muse musestille (du kan høre en lille smagsprøve) gør mig dog mest beklemt, det er en tekst om næsten ikke at orke livet.

Jeg har altid været bange,
bange for min egen skygge,
bange for de største sorger
og den ufortjente lykke.

Og for hver gang jeg har frygtet den,
blev faren bare større
når jeg vendte mig og flygtede
fra det jeg burde gøre.

Jeg har grædt og jeg har gemt mig
og min gud, hvor var jeg lille,
jeg har tvivlet, ombestemt mig,
ikke anet, hvad jeg ville.

Jeg har siddet lidt for længe,
som et espeløv i blæsten,
holdt mig væk fra kærlighed,
fra Vorherre og fra næsten.

Og her ville det så være så skønt, om hun fortsatte med at fortælle os, at hun har lagt den usikkerhed og frygt bag sig, men det gør hun ikke.

Hun bliver ved. Meget stærkt og meget gribende.

Og så kan jeg som regel ikke komme videre med hendes sange. Men heldigvis har jeg også hendes cd med salmer Fred Hviler over land og by.

Det er svært forløsende at synge med på salmedigtere som Broson, Ingemann og Grundvigs vidunderlige tekster i en lun Jeep på vej mod barnagtigt natmad.

Og så er det jo sangens år, men det er godt, at det kun er mig der kan høre mig ;)

Koefoed og kolleger

Jeg har haft et par dejlige fridage, det er jo det gode ved weekendarbejde, at så får jeg fri på hverdage.

I går spiste min bonusMor og jeg middag på Restaurant Koefoed i København.

For snart en del år siden besluttede jeg mig til, at i stedet for at købe hende ting til hendes fødselsdag, ville jeg invitere hende ud. Det har været en dejlig tradition lige siden og vi nyder det i fulde drag.

Restaurant Koefoed bruger bornholmske råvarer og gør det fantastisk. Lokalet er et meget stemningsfuldt kælderlokale i stram minimalistisk stil med hvide duge og smuk opdækning.

Vi fik en tre-retters menu og der var både lidt mundgodt før og undervejs, som ikke fremgik af kortet, og fantastisk hjemmebagt brød.

Det var en fin aften som sluttede hjemme hos hende over en kop te og sjove anekdoter fra for mange år siden.

I dag har jeg spist frokost med to gode kolleger - det er en fornøjelse at mødes borte fra arbejdspladsen og have tid til rigtig at snakke.

Den ene rejser til Galapagos på søndag, hvor hun i 14 dage skal rejse med skib rundt blandt øerne.

Jeg havde en lille moleskin notesbog med til hende til rejsenotater og hendes anden gæst god sæbe og creme i små flasker foruden en lækker frottéklud velegnet til alt fra hovedpude på flyet til vaskeklud på skibet.

Jeg har også fået startet på nogle nye vanter. De her bliver vist nærmest bælvanter - Lucy Neatbys Paradoxical Mittens.

Mine bliver strikket i lys og mørk petroleumsblå med orange kant.

Bento efter bajer

Som flere deltagere i blogtræffet har bemærket, så blev det gennemført udelukkende med vådt på menuen.

Jeg har regnet mig frem til at fra lørdag klokken 11.30 til søndag klokken 11.30 så indtog jeg kun en rigelig mængde øl, en håndfuld krydrede peanuts og et æble.

Værtinden var nemlig gået i seng, da jeg ankom til mit natlogi og så ville jeg ikke plyndre køleskabet. Kantinen på min arbejdsplads har, på trods af at de ansattes arbejdstider er fordelt døgnet rundt, ikke åben til morgenmad i weekenden.

På hjemvejen blev jeg klar over, at jeg trængte til noget ekstraordinært til aftensmad og kørte forbi Sticks'n'Sushi efter deres dejlige bison boks med kyllingekødbolle, oksmørbrad med persillesmør, kyllingebryst med chilisauce & gedeost med lufttørret skinke, edamame bønner, japansk kartoffelsalat,ris og kimchee .

Jeg er iøvrigt meget fascineret af det japanske madkassesystem bento. Der er der også andre der er.

Kunne godt finde på at lave mig nogle æg i sjove faconer.

Da bloggerne stjal Café Langebro

Lad mig føje min spæde stemme til koret af begejstrede deltagere fra gårsdagens blogmøde på Islands Brygge.

Jeg ankom som en af de sidste, og kunne straks jeg trådte ind på Café Langebro fornemme en usædvanlig stemning.

De lokale så lidt rådvilde ud rundt i værtshuset hovedlokale, men i Maskinrummet var der snak, latter og gang i den.

Sikke en flok. Fantastisk at møde mennesker kendte alene fra deres ord, fra det virkelige liv og så ikke overhovedet.

Og fantastisk, at vi i løbet af ingen tid havde ryddet værtshuset for andre gæster. Stamkunderne blev simpelthen fordrevet af vores snak og energi.

Mens de mest stædige stadig hang ved baren hørte jeg en af dem beskrive os: Jamen der er een stodder derinde!

Jeg ved ikke om det var klar over, at der også blev STRIKKET i lokalet

Tak bloggere for en skøn sammenkomst, tak Ølfabrikken for 100 gram IPA og tak forsyn for de to panodil jeg fandt i min taske, da jeg mødte på arbejdet klokken 6.00 stadig med dampe fra øllet i hjernen.

Heldigvis har det været en stille arbejdsdag og kattene var overglade da jeg kom hjem og deres skåle blev fyldt og straks lappet tomme så de små grå kunne forsvinde ud i aftenskumringen på strejf efter, hvad der nu drager dem derude.

Klud og kursus

Så er to nøgler Noro Silk Garden forvandlet til Jared Floods fine halsklud og to kursusdage forvandlet til fortid.

Jeg har nu snuset lidt til coaching - ved ikke helt, hvad jeg mener om teknikken endnu.

Men jeg ved, hvad jeg mener om begrebet - mindst halvtreds procent varm luft. Dele af undervisningen antog sektlignende og pyramidespilsagtige undertoner.

Grundliggende er der selvfølgelig stor fornuft i at lede folk frem til deres egen mening, uden at smide egne råd efter dem på vejen. Det ville bare være skønt, hvis det kunne gøres med lidt mindre selvhøjtidelighed.

Jeg er klar til i morgen - skal lige have en arbejdsdag overstået, men derefter mødes:

Zette, Sifka, Marianne, Madame, Regitze, Kagekonen, Dana, Lotten, Anne, Gitte , Therese, Suszy Q, Husejer til snak, grin, hygge og øl på Café Langebro på Islands Brygge i København.

Der er uden tvivl plads til flere, så duk bare op, hvis du først opdager arrangementet nu.

De første dukker op ved 15.30-tiden i Motor/maskinrummet lige til højre for baren - jeg tror ikke det er et selvskab, det er nemt at gå fejl af - masser af kvinder der taler i munden på hinanden.

Skind og kat

Dagens eneste opgave var en tur til Hillerød - jeg manglede en reservedel til min brændeovn. Nu jeg var kommet til storstaden, kunne jeg da lige så godt få en udflugt ud af det.

Jeg faldt forbi den fine garnforretning Butik Strik - hvor lige sådan et fåreskind, som jeg har ledt efter rigtig længe lå og lokkede. Samtidig har jeg skrevet efter opskriften på Paradoxical Mittens og dem skulle der jo købes garn til, så de kan påbegyndes straks.

Det blev til mere af det fantastiske mohair fra Dansk Naturfiber og et lidt mere fluffy bundt i æblegrønt fra Græse Mølle. Foruden tre nøgler Noro Silk Garden, som nok skal blive til et tørklæde.

Så skulle man tro, jeg var udshoppet, men nej. Lige pludselig spottede jeg noget, som gjorde mig københavneragtig glad, en butik med god kaffe og brød fra Reinhard Van Hauen.

Jeg har undret mig over, at en by som Hillerød ikke har haft sådan en biks, men det har den altså - lige ved nedkørslen til en p-kælder. Der er også Kusmi-dåser i en reol fra gulv til luft.

Jeg bliver aldrig overbevist te-drik. Jeg får sådan en underlig hul følelse indvendig efter to kopper, men en mikroskopisk dåse med grøn jasminte røg der da i kurven, sammen med et fransk landbrød og lidt pølse.

Så aftensmaden er gode madder - og som det fremgår har Kasper straks adopteret skindet.

Selvgjort er velgjort

Så blev jeg færdig med med mine hybridvanter. Overraskende nok klarede jeg den med to nøgler garn af 50 gram. Så nu har jeg lidt hvidt, et helt nøgle lavendel og et nøgle irmablåt, jeg skal udklække en plan til.

Og så mangler jeg jo en Anemoi vante i grøn og grå ;)

Hyggestudie i blåt

Det er nu slet ikke så dårligt at være sygemeldt. Jeg har lige tjekket - det er min første sygedag i seks år og jeg er jo slet ikke sløj mere, det er for at være sikker på at alle mine kolleger ikke også skal turen igennem, i morgen møder jeg igen.

Men indtil da er der god kaffe i den blå pantone, oreos, stiktøj, glade katte og lun pejseild.

Sær-gammel-dame-linjen

Mon ikke man placerer sig grundigt på den forkerte side af sær-gammel-dame-linjen, når man hugger brænde i stribede natbukser, forsjasket sweatshirt, dunvest og de forkætrede gummitræsko?

Jeg elsker på den anden side at hugge brænde og nogle gange er det nødvendigt. Naturen har givet mig en smuk huggeblok, som samtidig fungerer som blomsterpotte om sommeren, lige i min indkørsel, så jeg står fuldt til skue. Jeg må vist leve med det.

Og det er jo den vej det går - blot vil jer forsøge at fastholde, at jeg ikke er sær, men excentrisk, selvom forskellen tilsyneladende er ens.

Mig og Noro

Jeg ville ønske, at dette blot var en hyldest til det underskønne japanske Noro-garn. Men det er det ikke.

Derimod en konstatering af at noro ramte mig i nat - virussen der forårsager, det de fleste kender som Roskildesyge.

Og så lader det til, at mine katte ikke har læst det kapitel i bogen om mennesker, hvor der står, at de skal være særligt omsorgsfulde, når den tobenede er sløj.

Tværtimod rottede de sig for en halv-times tid sammen og indledte en miauw-kampagne for at få mig til at stå op, så Kasper kan sove eftermiddagssøvn i dyne.

Når man kan søge råd hos sig selv

Trods en noget tex-mex-agtig stemning i det lille røde hus - en af mine julegaver var chililys og sand i en aflang holder (på billedet, man se hvordan), som jeg fik lyst til at prøve af i dag, og så jeg er gået i gang med at finde ud af, hvordan jeg kan bruge den smule fritid, jeg har, når jeg i starten af marts skal til Houston på efteruddannelse, bedste – havde jeg lyst til noget asiatisk mad.

Så er det godt at erfare, at jeg har været omhyggelig med at kortlægge mine mere mindeværdige måltider i 2007. Altså kunne jeg google mig frem til min egen udgave af moo-shoo-pork.

Opskriften måtte tilrettes til kylling, for det var, hvad køleskabet gemte. Ret meget kylling, så jeg smed også lige en gang chicken rice sammen for at have til frokost og lækkersult i morgen.

Meget tilfredsstillende.

Lige som responsen på Sifkas, Zettes og min øl-sammenkomst. Jeg har talt, vi bliver 12!

Det er fantastisk og jeg glæder mig så meget til at møde nye og gamle blogvenner og allermest fantastisk, så kommer Marianne hele vejen fra Jylland blandt andet for at møde os.

Øl den 19. januar

Når jeg, på grund af arbejde ikke har tid til at opleve noget eller tænke en tanke, der er værd at skrive om, så er der altid øllet at falde tilbage på.

Den 19. januar kort efter 15.30 mødes de første til snak, hygge og gode drikkevarer på Café Langebro i København.

Alle er velkommen - vi bliver der jo nok i nogle timer, så man kan komme dryppende. Og vi er i hvert fald Sifka, Zette og mig sagde Husejeren. Måske kommer der også meningsfyldt besøg fra Jylland!

Og selvfølgelig kan man få andet end øl, de har både kaffe og whiskey og sikkert også vin. Men jeg tror ikke, de har Kusmi te, måske Medova.

Skriv til mig på andreadoria56 snabela gmail.com, hvis du vil have hemmelige informationer om, hvordan du genkender os ;)

København du har alt, hvad der drager...

Der var engang, hvor jeg var bidt af København. Jeg læste om byens historie og opsøgte interessante steder. Det var godt, at jeg var et forstadsbarn, byen var blot en s-togsrejse væk.

Siden hen boede jeg flere år i Århus og på Bornholm i forbindelse med min uddannelse og mit arbejde.

Så flyttede jeg tilbage til byen og så kom jeg så tæt på den, at jeg mistede blikket for den.

Det er jeg så stille og roligt ved at få tilbage, nu hvor der skal en udflugt til for at besøge de gammelkendte steder. Nu vender begejstringen tilbage.

Jeg havde et par timer i dag før et kort møde på min arbejdsplads. Jeg fik gået en god lang tur gennem middelalderbyen og kigget og erindret.

Magstræde en vinterdag er stadig et uendeligt stille sted – smukt og tidløst.

Havnefronten vil altid have en særlig plads i mit hjerte og den drager mig mere end noget andet i byen. Så snart var jeg på Søren Kierkegaards Plads.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal mene om Den Sorte Diamant og Fisken – Det Kongelige Biblioteks tilbygninger.

Nogle dage og fra nogle vinkler er det rent wauv – andre dage og fra andre vinkler er det lidt underligt. Især fordi tøjhusets fantastiske tegltag kan drukne lidt i stål, glas og skarpe vinkler. For slet ikke at tale om den stakkels Istedløve, som ser ud som om den bare ønsker at kunne lægge sig ned og sove fra alt det nye.

Desværre havde jeg ikke tid til en tur med havnebussen – de bedste vinkler er nemlig ofte fra søsiden.

Sneboldsvante-hybrid

Den yndigste julesne daler fra himlen og dæmper hele verden. Vinden har lagt sig, og der er faldet ro over menneske og dyr.

Mit moslergen magtede ikke at kaste mig forbi gårsdagens vante-forhindring, og jeg kørte altså ikke af sted blot efter garn, derfor måtte jeg improvisere.

For et stykke tid siden købte jeg tre bundter fantastisk mohairgarn fra gedekid. Det er både smukt, blødt og blankt. Det kunne da godt blive til nogle vanter. Men hvilke?

Jeg er faktisk ret glad for de mange fine detaljer på Anemoi vanterne, men tommelfingeren er lidt lam og mønsteret tager tid, fordi kun håndfladen kan memoreres.

Jeg kan meget bedre lide tommeltotterne på Tiffany.

Måske kunne jeg bakse de to ting sammen? Og måske frembringe et mindre hjernekrævende mønster, når nu min lillehjerne befinder sig i en skotøjsæske?

Designeren af Anemoi vanterne har været så flink at levere en side blank mønsterrapport, så man kan være kreativ selv.

Jeg er ret betaget af nogle mønstre som en irsk designer Kerian Foley har lavet og så selvfølgelig de paradoksale vanter.

Det er alt sammen blevet kogt sammen til foreløbig en halv vante i perlehvid og lavendel. De bliver forrygende.

Mellemfornøjelser

Min verden har forskubbet sig en anelse, så intet er helt, som det bør være. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste,.

Pludselig udvikler der sig konflikter af ingen ting på arbejdet, og min bror og jeg var for første gang i 30 år ude af synk med hinanden en times tid torsdag eftermiddag.

Kattene daffer også lidt formålsløst rundt og kan ikke rigtig finde ro.

Måske er det vejret - jeg har intet mod kulde - men vinden er begyndt at irriterer mig, kan jeg mærke. Sådan er det vist også i området med føn, folk og dyr bliver tovlige.

I går gik det helt galt.

Jeg var nået til at skulle lukke hoveddelen af Anemoi luffe nummer to af. Det foregår fra vrangsiden. Jeg smed maskerne på en tråd og jeg vendte madam svendsen, derefter var det mig umuligt, selv med de tyndeste pinde jeg ejer, at få maskerne taget op igen. Altså trævlede jeg lidt op og lidt til - så faldt mig blik på en saks......

Nu mangler jeg at strikke en hel Anemoi luffe - og jeg har heller ikke mere garn.;)

CH3CHO

Billedet siger vist det hele - dog er der tale om en hjemmebagt kartoffelpizza, så helt underdrejet er jeg ikke.

Det var en god aften og en dejlig fest. Herligt at drikke champagne og spise østers til dronningens nytårstale med to meget royalistiske småpiger:

- Se der kommer gartnerne!
- Ja, de er flotte!

Der blev tysset, da vi tre voksne som med en mund korreksede regentens forkerte årstal. Der var tale om majestætsfornærmelse fremgik det.

Her til morgen blev jeg vækket af tøserne, der krævede den godnathistorie jeg letsindigt havde lovet dem, så såre de slog øjnene op. Heldigvis kunne jeg ligge ned og læse bogen om Knut, Lars Peters cykel og Pippi Langstrømpe.

Efter brunch gik vi tur og fik luftet hjernerne igennem, inden jeg var for hjemadgående.

Kattene har tilsyneladende ingen men af krudtaftenen alene hjemme - tror nu heller ikke, der er blevet skudt meget af lige her. Den ene er gået i hi i dynen og den anden ligger på tæppe ved brændeovnen.

2008 er sgu ok.