Vi hengiver os hæmningsløst til Store Græskaraften. Lageret af tørfoder til katte er nu helt fyldt op og der er gode ting i køleskabet.
Trods megen hype om, at danskerne har taget Halloween til sig, synes jeg ikke, det er en årstid, der presser sig på i dette hjørne af landet. Jo, Irma havde da nogle græskar forleden, men de var mugne og bløde og lugtede allerede fælt.
De små lygte-græskarmænd blev købt i byen, den aften vi holdt ølsammenkomst.
Jeg er ikke faldet ud over kanten af verden, jeg arbejder blot længe og udmattende i disse dage.
Og når jeg ikke gør det, pendler jeg i min midlertidige bil - en VW Golf Trendline - som er et ok bytte, mens min Jeep bliver fikset efter weekendens invasion af en grapefrugtstor kampesten.
Trods fodring af bæstet under halvtag, havde den igen været inde og rydde mine små grås skåle og ligge på min seng, så måske nærmer vi os punktet, hvor den skal have et navn.
Inden vi alle bliver overmandet af travlhed og sammenkomsthed og julehed og vinterkold kunne det da være hyggeligt at gentage successen med en ølsammenkomst.
To mulige datoer er foreslået - lørdag den 10. november eller lørdag den 17. november.
Stedet er foreløbig ikke fastslået, men i København med gode offentlige transportmidler lige ved døren er en selvfølge.
Er du interesseret, har du ideer, eller bare en kommentar så skrive til andreadoria56 snabel-a gmail.com.
Sifka og Zette kan også kontaktes om samme.
Lige siden Sifka i sidste weekend skrev om æbleskiver har tanken om den skønne spise spøgt i mine smagsløg. Forleden i Irma købte jeg en pose pandestegte skiver og i dag skulle det være.
Flormelis dalede ned over mit lille himmelbjerg og pudrede net og tyttebærsyltetøj holdt hvil fra köttbullarakkompagnementet og blev til dyppelse. Skønt.
Dog ikke helt så skønt som de helt friskstegte æbleskiver fra Traktørstedet Malerklemmen i Dyndet ved Borup. De er de bedste æbleskiver i verden.
Jeg er ikke meget af en festabe, men min brors 50 års fødselsdag var faktisk en fin fest.
Dejlig mad, passende mængder taler og festlige indslag og behageligt selskab.
Nogle af de fremmødte møder jeg kun hvert 10. år til hans runde fødselsdage, andre ser jeg lidt oftere og så er der hans ungdomsvenner, som jeg har kendt siden jeg var en lille pige.
Jeg kom til at falde lidt i staver over, at jeg pludselig var omgivet af 45-50 årige - altså folk på min egen alder - og hvor meget der er sket med vores ydre og hvor lidt med vores indre.
Jeg kan selvfølgelig ikke se, at min bror er blevet meget ældre, men når jeg ser hans venner kan jeg godt regne ud, at sådan er det selvfølgelig.
Men han er stadig en drengerøv og hans spiller efterhånden helt godt guitar så hans og bandets koncert var rigtig god og sjov.
Desværre sluttede aftenen lidt brat for mig, da en vagt kom op og fortalte at der havde været indbrud i en blå Jeep.
Min.
Jeg var hjemme ved 2.30 tiden efter en kold køretur op gennem Nordsjælland med vinden susende i venstre øre og uden sikkerhedssele på, for knust glas havde lejret sig ned i optrækket, så den ikke kunne trækkes på.
Min GPS er borte - det var det de gik efter - moderne biler kan jo ikke sådan stjæles og bilstereo heller ikke.
Morgenen er gået med politianmeldelse og skadesindberetning. Det er dejligt, det kan ordnes online, men stadig noget baks. Og jeg kommer jo ikke uden om at måtte leje en bil mens den får ny siderude, for der kører ingen offentlige transportmidler, når jeg skal møde klokken 5.
Jeg gætter på ,at i Tyvenes Landsforening overbeviser de hinanden om, at det de laver ikke er så slemt, for dem de bestjæler er jo forsikrede.
Tjah med selvrisiko, manglende dækning for GPS'en, fordi den ikke var fastmonteret, og billeje, så bliver det sgu en smådyr fødselsdag.
Forhåbentlig har jeg det ikke i morgen, som Kasper ser ud til at have det på billedet.
Det ved jeg faktisk med sikkerhed, at jeg ikke har, men i aften gælder det min brors 50 års fødselsdag.
Det plejer at være muntert lag med musik, øl og masser af snak, taler og sang. Og god mad selvfølgelig, men jeg er jo til bils, så øllet må jeg nøjes med at kigge beundrende på og nippe til.
Jeps, så har jeg også skrevet det frygtede j-ord. Jeg hænger nemlig over en flaske Julemumme fra Kongens Bryghus, som blev trukket op til en omgang af Jamie Olivers fantastiske ovnkogte chili con carne.
Bryghusets distribution er dog hurtigere end deres webmaster, så øllet er ikke omtalt på hjemmesiden, men jeg kan citere fra bagsiden:
"Der er tale om øl, som det smagte, da man gik til bords med julemaden i slutningen af det 18. århundrede."
Mummen, som er en historisk mørke aletype øl, er tilsat kirsebærlikør, rosiner, stjerneanis, vanilje og kryddernelliker. Det lyder meget mere parfumeret, end den er.
Til overflod er øllen ikke nær så sød og stærk af alkohol, som julebryg ofte er det. Den bliver nok min julefavorit, men jeg mangler at smage Jacobsens Golden Naked Christmas Ale.
Dagens lektion ved kattelemmen var: Alle i huset beboende små grå skal ud gennem lemmen, når de skal ud, husejeren skal nok åbne den, men det er eneste metode til udgang.
Well, det er lykkedes at få Kasper til at hoppe ud tre gange og Pinga to. Normalt gætter jeg på, at det er ude og inde en 11-12 gange i løbet af en dag.
I stedet har herskaberne jo så måttet kede sig i dynerne og se blaserte ud. Det er de gode til.
I morgen hedder lektionen: Alle de i huset beboende små grå skal både ud og ind gennem lemmen, husejeren holder, kattene hopper.
Yeah right!
Kokaffekogeren fra Berlin er blevet indviet i dag med kanelbullar med blåt og pink sukker på.
Den funker sgu, selv om mælken, som koges med nede i den øverste beholder, bliver meget varm.
Første forsøg i morges resulterede i en overkogning, da vingen nede i kaffemælken begyndte at piske rundt og fluffe væsken op.
Berlin er indbegrebet af Europa for mig. Når jeg er der, føler jeg mig mere europæisk end noget andet sted, og det er en fornemmelse jeg godt kan lide.
Det er en by med enorme kontraster mellem skønhed og grimhed, mellem natur og kultur og mellem det gamle og det nye.
Min endagstur gav mig 9 timer til at suse omkring og suge til mig.
Der er ting, jeg altid skal - i KaDeWe, et smut omkring Hackescher Markt og det gamle jødiske kvarter og så skal jeg hen til Europas smukkeste plads Gendarmenmarkt. Ovenstående billede er taget ved en tidligere lejlighed.
Jeg havde også sat mig for at besøg et ret nyåbnet DDR-museum og at opleve endnu en ukendt bydel Hohenschönhausen, valgt tilfældigt på kortet over buslinjer fra Hackesche Markt.
Jeg er faktisk noget af et vanedyr, så i stedet for at lede efter et nyt sted til frokost indtog jeg den på Lutter & Wegner på Gendarmenmarkt. En stor supertynd wienerschnitzel med eddikelun kartoffelsalat til og en bajer.
Museet var rigtig sjovt og hvis Goodbye Lening og De andres Liv fængede - et spændende sted at opleve det tidligere DDR. Masser at se, høre og røre ved.
Hohenschönhausen var en rigtig DDR forstad med række på endeløs række af betonhuse, dog efterhånden i god stand og folk havde pyntet overdækkede altaner og udearealerne op, så det så helt hyggeligt ud.
Jeg elsker sporvogne og synes det er en perfekt måde at komme rundt på, der er ikke nær så mange pludselige opbremsninger som i bus og en behagelig afstand mellem stoppestederne, så man rent faktisk kommer frem også i myldretiden.
Jeg havde en god dag - og overvejer nu, hvor jeg ellers kan smutte hen på endagstur ;)
Jeg har en kollega, som er vild med filmen Goodbye Lenin. Han og jeg var på arbejde sammen i weekenden og da han hørte, at jeg ville på endagstur til Berlin, sagde han for sjov: Tag nogle Spreewaldgurken med hjem til mig.
Spreewaldgurken var den eneste type syltede agurker til salg i DDR. I filmen er det et problem, fordi hovedpersonen skal forsøge at genskabe DDR-stemning , da hans mor vågner op af coma og ikke ved, at muren er faldet. Altså må han klistre gamle etiketter på nye agurker.
Nå men i KaDeWe fandt jeg en lille dåse med en enkelt syltet agruk i - og det smager da lidt af fisk, for der er tale om en Spreewaldhofgurken.
Jeg købte en fluks og tænkte ikke videre over den internationale flysikkerhed før jeg skulle gennem security check i Tegel i Berlin.
Det er en ret anderledes konstrueret international lufthavn - hvor der er security check ved hver gate, som ligger som en lille celle bag indchecknings skranken.
Al ting går meget langsomt og når man først er inde i cellen, er der ikke meget at underholde sig med. I aftes gik det hele galt, security gik så langsomt at vi blev forsinket fordi deres scannere hele tiden blev overbelastet, men der blev skam ikke gået på kompromis med sikkerheden af den grund.
Da min indkøbspose gled gennem gennemlysningen så de: En mokkakoger med kopletter (de så formentlig ikke pletterne), en isterningsbakke til pingvinisterninger og en konservesdåse med en enkelt agurk i.
De to første genstande trak de blot på skulderen af, da jeg havde beskrevet dem for dem og kassen med mokkakogeren var blevet set an.
Men dåsen. Den var der jo vædske i!
Hele herligheden vejer 250 g, agurken i sig selv 100 g - altså er der 1,5 dl vædske ved. 0,5 dl for meget.
Så måtte jeg tale for min syge moster, prøve at overbevise dem om, at dåsen og det fine plastiklåg og gafle til at spise agurken med også vejer noget og at massefylden på syltelage er større end vands.
Til sidste gav de sig. Lige som jeg var begyndt at overveje hvordan man siger: Hold kæft, hvor er jeg træt af Osama bin Laden - på tysk.
I morges fik jeg lyst til æbleskiver efter visit hos Sifka, men sådan nogle havde min købmand ikke og jeg har ikke nogen æbleskivepande.
I stedet havde min købmand flæsk. Og så lavede jeg klassikeren stegt flæsk med persillesovs.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste fik det, men jeg må sige, jeg tror der kommer til at gå lige så lang tid igen. Det er sådan en ret, som bare ikke smager mig nær så godt i virkeligheden, som i forventningen. Sådan har jeg det også med mange pastaretter og pizza.
Dagen er blevet brugt til lidt ærinder, strikkeri og generel afslapning.
I morgen smutter jeg et smut til Berlin. Og det bliver et smut ud klokken 7.25 og hjem igen 19.30. Det glæder jeg mig til, og jeg skal nok nå en masse.
En times tid efter at jeg var gået i seng i aftes smækkede fælden: Kattelemmen flappede ned bag bæstet, som straks gik i gang med at æde Pussi ud af dåsen på bordet i bryggerset.
Da den hørte mig, forsøgte den at komme ud gennem lemmen igen, men kunne selvfølgelig ikke.
Da jeg nåede ud i bryggerset og lyset tændt, var den tilbage ved Pussi-dåsen og i gang med indholdet.
Sulten og bange. Jeg stod stille og lod den æde lidt og fik kigget grundigt på den. Det var ikke nogen skovkat, men en stor og bred brun, hvid, orange og grå tabby med vinterpels.
Ikke Emil fra billedet.
Den hvæste lidt af mig og åd. Da jeg bevægede mig den mindste smule forsvandt den ind under sofaen.
Nu var gode råd velkomne. Jeg fik fat i mine to og proppet dem ud på badeværelset, som har husets eneste lukbare indre dør.
Og så fik jeg lukket hoved- og havedør op jaget dyret ud.
Helt hjerteløs er jeg ikke, så den fik en skål Pussi med ud.
Bæstet virker ret vild, det eneste der taler imod, er dens brug af kattelem og så det mærkelige, at den jo altså ikke har skadet mine katte det mindste på noget tidspunkt, heller ikke da den var låst inde i huset sammen med dem.
Nu, må vi se, hvis den har tænkt sig at adoptere os, så må den jo også vænne sig til mig og lige nu virker jeg som en rød klud på den.
Jeg ved, at den har hvilet sig i min seng et par gange, den fælder nemlig totter, det er der ingen af de grå, der gør.
Og så æder den altså som en bulldozer, når den dukker op.
Jeg må vist hellere finde en udeskål til den og købe noget mere kattemad.
Det er vist meget godt, at jeg ikke nåede at få fat i Emils familie. Men sikke en fortælling, hvis de ringer tilbage ;)
Intet slår sushi foran pejsen på en kold efterårsaften efter tre lange arbejdsdag og med udsigt til en pæn stak fridage forude.
Det skulle da lige være ovenstående med en flaske Gaase Hvid til ;)
16 stykker sushi er meget til en person og jeg kan ikke engang påstå, at der også er købt lidt til kattene, for de er ophøjet ligeglade.
Forklaringen er den, at min arbejdsplads har årtusindets tåbeligste weekendbespisning. Når jeg møder klokken 6 kan jeg få frokost fra 11.30 til 13.00 - sådan cirka det tidspunkt, hvor jeg har allermest travlt, så det lykkedes ikke.
Så er vi udstyret med en automatcafé, hvor der er gammel salat, herregårdsbøf til opvarmning og svenske romkugler. Nogle gange er der ingenting, andre gange virker automaterne bare ikke.
På en arbejdsplads, hvor der arbejdes i døgndrift.
Det er lidt sært og lidt træls.
Anyway siden en medbragt bagel klokken 6.00 i morges, har jeg kun fået kaffe, te og vand. Jeg kunne ikke begrænse mig, da jeg stod med Sticks 'n Sushis kort og skulle bestemme mig. Og de skal nok blive spist.
BÆST-UPDATE II: Han havde spist de små grås mad i går og buldrede ved lemmen i aftes, men han er stadig ikke fanget og det er nok meget godt. Jeg har nemlig stadig ikke fået fat i hans familie. Begynder at tro, nummeret kan være forkert - vil køre forbi adressen i morgen og se om nogen er hjemme.
Om ikke så længe sætter min bror og hans familie sig til bords et sted i Midtsverige og spiser en lækker elgsteg med gode rodfrugter og en kras lille salat med pærestykker og blåskimmeost til.
Jeg ville ønske, jeg var der, min bror fylder nemlig 50 år i dag.
Men de er alt for langt væk til, at jeg kan møde på arbejde klokken 5 i morgen tidlig.
Så i stedet vil jeg fejre ham med en omgang köttbullar med mos, pandesovs og tyttebær.
Det er altså en underlig følelse at have en 50-årig bror.
Jeg kan huske, hvor gamle jeg syntes mine forældre var, da de blev 50. Og så er det som om, at de tre år der er imellem ham og mig, flyver af sted, når han har rundet noget rundt.
Jeg undrede mig, da han blev 30 og gyste, da han blev 40 og så skete det lynsnart for mig også.
Han er i øvrigt en meget dejlig storebror og om et par uger holder han stor fest, hvor jeg vist heller må få forberedt et eller andet at sige til ham.
BÆST UPDATE: Dyret har ikke vist sig, men en lille skål tørfoder, der skulle lokke ham hen til kattelemmen i aftes, var tom i morges, ind hoppede han altså bare ikke. Jeg har forsøgt at ringe på mobilnummeret i efterlysningsannoncen, men ingen svarer, måske er de på efterårsferie.
Jeg vil fortsætte bestræbelserne på at fange ham, og så må jeg se.
Da jeg smådistræt bladrede den lokale gulvmåtte igennem i dag, var der pludselig et kattefjæs der sprang mig i møde: Emil, der har været borte fra sin familie i to uger.
Jeg er ret sikker på, at det var det fjæs, jeg kiggede ind i, da bæstet småslumrede under min seng forleden, da det var lykkedes mig at spærre ham inde i hytten.
Det forklarer, hvorfor han forstår sig på kattelem og hvorfor han er så sulten. Han bor - hvis det er ham - en 3-4 kilometer herfra gennem noget skov og over en golfbane, så jeg forstår godt, at han ikke kan finde hjem.
Nu har jeg en plan. Jeg fanger ham sgu. Her lader vi os ikke slå ud af rovdyrbesøg så en bette skovkat skal være så velkommen. Jeg sætter kattelemme på indadgående.
Når jeg har besigtiget ham nærmere, ringer jeg til familien, og så slipper de for at skulle vakle rundt i området og råbe på ham.
Han har ikke spist - her - i flere dage, men forsøgte sig i morges. Jeg jog ham på flugt, da Kaspers tøseskrig fik mig til at springe ud af sengen.
Egentlig var min plan for de kommende to fridage, at slappe af med samme grundighed som denne miniature gris.
Det har jeg så ligefrem fået ordre til, sådan helt bogstaveligt, af min elskelige tandlæge.
En krone flækkede søndag aften og for halvanden time siden knagede min underkæbe som stormasten på en tremasted skonnert for fulde sejl, da den formastelige tandrest slap sit tag og endte i en stålbakke på tandlægens bord.
Man ved man er blevet midaldrende - og i øvrigt var barn dengang det årlige besøg hos skoletandlægen notorisk udløste to kviksølvplomber på størrelse med dueæg - når tandbehandlinger begynder at koste det samme som en mindre halvgammel japansk bil med 80.000 på kilometertælleren.
Så jeg fræsede hjem, slæbte brænde ind, fik gang i en god ild, fik kastet forhåndenværende grøntsager i en gryde til suppe og venter nu på at bedøvelsen klinger ud.
Jeg skal altså nu tage den med ro i to dage, ikke spise for varme, men bløde ting, og børste tandsættet forsigtigt efter hvert måltid.
Godt jeg har den der cardigan at nørkle med.
Når man skal til at låse sig ind, og fordøren opfører sig sært. Når man træder i et stykke plastik lige inden for døren.
Når de to små grå er nervøse og ikke vil sige goddag.
Når madskålene er støvsuget og en glemt dåse pussi væltet, tømt og køkkenbordet smurt ind i indtørret kattemad.
Så er der noget galt.
Så har man fået indstillet den nye kattelem til at tillade passage ude fra og ind, men ikke indefra og ud.
Så er lemmen molesteret fordi bæstet har prøvet at komme UD. Så var fordøren underlig, fordi bæstet har forsøgt at hoppe op og har ramt den underste halvdels håndtag.
Så fodre man sine dyr, fifler ved kattelemmen, begynder at vaske bordet af. Til det indlysende begynder at blinke: Bæstet er her endnu!
Ganske rigtig – under min seng, lå en mæt, lun og småsovende grå og brun tabby. Da han så mig strøg han ud i gangen og fløj i et elegant tigerspring ud af lemmen.
Slam.
Velbekomme!
Så er der gang i ølklubben for kvinder.
Først møde var besøgt af fem kloge koner og det var voldsomt hyggeligt. Jeg fik smagt to gode fadøl på Café Langebro - Rug IPA fra Ølfabrikken og en Gaase Hvid fra Kongens Bryghus.
Der blev også drukket øl fra Belgien og Amager, foruden whisky. En enkelt af deltagerne ville hellere have kaffe og god whiskey.
Jeg skal love for at snakken gik og endnu engang kunne jeg konstatere, at vi alle sammen langt hen af vejen er som vi præsenterer os gennem ord og ofte billeder på bloggen.
Jeg bliver så glad, hver gang jeg opdager det.
Ikke en eneste øksemorder mødte frem eller forklædte galninge, men en enkelt havde siddet i fængsel et meget eksotisk sted.
Heldigvis havde jeg natlogi i hovedstaden for den sidste gruppe brød først op klokken halv to i nat.
Om lidt skal jeg sejle fra Hundested til Rørvig og så hele vejen over til Vesterlyng på Sjællands vestkyst til mere hygge og snak og to småpiger og en varm pejs.
De små katte bliver låste inde i huset med deres nu lem i lock down position - bæstet har været her og ribbet alle skål for alt. Nu skal de have ro og hvile og mad.
Jeg er gået i gang med kauni cardiganen, men jeg må sige, at det har været en hård fødsel.
Jeg forestillede mig sådan en afslappet dag, hvor jeg strikkede derud af, mens kattene øvede sig i brug af den nye lem og ilden buldrede i ovnen.
Det eneste som gik efter planen var ilden i ovnen ;)
Kattene synes stadig at lemmen er et dejligt vindue - Kasper har dog været gennnem to gang for udadgående, når jeg vel at mærke har holdt plastikflappen åben for ham.
Og 266 masker er mange at slå op tre gang og tre centimeter ribbort med to farver er meget at stikke tre gange.
Men sådan gik det, for først stikkede jeg for tæt, så cardiganen ville blive for lille. Så kom jeg alt for langt uden at opdage, at hele baduljen var snoet og efter min bedste mening umuligt at sno tilbage, men endelig kom jeg i gang og fik strikket de første fire pinde firkanter.
Jeg har et lidt problematisk forhold til at strikke. Da jeg skulle lære det i 1. klasse slog håndarbejdslærerinden 10 masker orange bomuldsgarn op, viste mig retstrikning en pind hen, vendte og forventede at jeg kunne strikke videre.
Det kunne jeg ikke. Så i time efter time flyttede jeg mine masker frem og tilbage, frem og tilbage, mens mine klassekammeraters halstørklæder blev længere og længere og stribede i to farver.
Til sidst blev det selvfølgelig opdaget og så blev jeg hentet op til lærerinden, anbragt på hendes skød og så tvangsstrikke hun med et fast greb om mine hænder, mens min kammerater grinede.
Jeg fik det lært, men det blev aldrig sjov. Sidenhen har jeg kun strikket lidt sokker og lidt fingervanter.
Men nu vil jeg være god til det.
Klokken 17 i aften har vi første sammenkomst for kvinder fra blogverdenen, der kan lide øl. Det glæder jeg mig meget til.
Før det skal jeg til Roskilde og spise frokost med gode kolleger, så jeg tror ikke jeg bliver færdig med cardiganen i dag ;)
Der var drama ved lemmen for et øjeblik siden. Kasper og Pinga betragter den foreløbig som et velplaceret vindue.
Kasper gav sig midt i min aftensmad til at tude som en tøs. Det gør han næsten altid, når han møder en anden kat. Snude mod snude gennem lemmen stod han og en grå og brun tabby.
Den løb, da den så mig.
Og et mysterium er nu opklaret. Et par aftener når jeg er kommet sent hjem, har alle katteskåle med våd såvel som tør mad været støvsuget.
Mine to var sådanne aftener glubende sultne og noget forknytte grænsende til nervøse. Af det sluttede jeg, at en anden kat havde været på besøg og ædt alt. Jeg kaldte den bæstet.
Nu ved jeg altså, hvordan den ser ud, men fik ikke lige opklaret om den forstår brugen af en kattelem. Jeg gætter dog på, at den er mere vild end tam, ellers ville den nok ikke være så sulten.
Anyway, Kasper afbrød mig midt i indtagelsen af en ganske dejlig muslingechowder med lidt godt, hjemmebagt brød til.
Sådan en chowder kender jeg kun fra USA og mest som clamchowder.
Jeg startede med at koge på tre store kartofler, 1 løg, to stængler bladselleri og en skive spidskål, blot krydret med peber og to fed hvidløg. Derpå en 7 dl vand.
Da grøntsagerne var udkogte blev hele molevitten blendet.
Derefter blev tern af to skiver god bacon fra Hanegal smidt i en hed gryde og derefter røg tre forårsløg i skiver og en stængel bladselleri i tern i.
En pose frosne grønskals muslinger røg derefter i sammen med den blendede suppe, som vel var en 5 dl i alt. Nogle dråber Worchestershiresauce, lidt grøn tabasco, salt, peber og 2 dl mælk røg også i.
Efter 10 minutter tog jeg muslingerne ud af skallerne og så var suppen klar.
God og mættende med brødet til.
Så er kattelemmen monteret og klar til brug. Men ingen af de to grå værdiger den et blik.
Jeg har forsøgt at vise dem, hvor nemt luge kan skubbes op, men de stirrer bare vantro på mig.
Mine dage som domptør er vist talte og det bliver ikke lettere af, at der faktisk ikke er nogen form for snack, som med usvigelig sikkerhed kan lokke dem.
Til gengæld øver Pinga sig gerne på at flyve.
Den kloge og elegante Madame og jeg deler arbejdsplads.
Det udnyttede vi i dag til et rendezvous i vor medarbejdercafé.
Den bærer det ganske forpligtende navn Døgnet Rundt, men har kun åbent fra 8-16.
Det var dejligt at få puslet et ansigt til Huskebloggens ejer og jeg tror, vi skal have flere møder over varme drikke i cafeen.
Projekt få-så-sat-den-kattelem-i-huset har været strandet i flere dage.
Jeg har nu en yderdør med et pænt rundt hul, festligt beskyttet med en dusk toiletpapir.
Jeg er simpelthen i under-værktøj. Jeg troede, at min stiksav kunne klare at skære en skive ud af døre, men efter tre knækkede klinger gav jeg op.
I morgen klokken 15.00 begynder fem sammenhængende fridag for mig. På hjemvejen må jeg vist forbi Silvan og tale med dem om leje af ovenstående drabeligt udseende instrument.
Jeg har vist mumlet noget om det før: Jeg synes blogland smitter.
I dag ramte smitten mig allerede ved første besøg, hos Sifka, hvor der er blevet bagt pandekager og spist krydret æbleguf.
Jeg var nu også et let offer. Mit immunforsvar var helt i bund efter to lange weekendvagter, en sammenkomst i aftes og et dobbeltarrangement i torsdags. Jeg er sgu for gammel til den slags.
Så jeg kunne ligefrem smage Sifkas pandekager.
Mit problem er bare, at jeg ikke er ret god til at bage almindelig danske pandekager. Jeg er god til dej, ved jeg fra en der er gode til at bage, men jeg har hverken håndelag eller tålmod til de tynde finde kager, som andre magter.
Tykke amerikanere, det er lige mig. Så sådan blev det - amerikansk morgenmad til aftensmad.
Mens jeg vakler mellem at gå i gang med en af mine andre infektioner: En Kauni cardigan.
Mine garnbunker er vundet op - mind mig om aldrig mere dumstædigt at påstå, at jeg da sagtens kan vinde 500 gram garn eller 2.000 meter via to stolerygge. Well, det kunne jeg jo, men det havde nok været hurtigere og mindre kedsommeligt at bruge forretningens til samme formål opstillede vinde - men måske er jeg for slatten til noget nyt og udfordrende.
Alternativet er bølgetæppe II, som skrider fint af sted, for nu skal jeg have noget fra hånden inden jeg skal tidligt i seng og tidligt op.
Når jeg er ude at handle, glor jeg altid diskret, men hæmningsløst ned i mine medhandlendes kurve og indkøbsvogne. Det er god tidsfordriv, når man venter i kø, at brygge løgnehistorier sammen om folk på baggrund af det, de køber.
Ved faktisk ikke, hvad man kunne være kommet frem til på baggrund af det jeg har købt i dag:
En flaske nypresset gulgrøn, uklar olivenolie, 500 gram Kauni regnbue garn, to rundpinde, 10 dåser pussikattemad, en kattelem, en stiksav og et heftigt træbor. Foruden en lille æske urtebolcher.
Men løgnehistorien kunne lyde således og ikke være den halve løgn:
Katteejende personage på randen af en forkølelse, agter at bekæmpe efterårskulden via trøje endnu ikke strikket. Vil samtidig drive sig selv og kattene til vanvid ved at installere kattelem. Har indset, at der formentlig skal et arsenal af kattemad for at lokke dyrene til at bruge lemmen, dersom installationen lykkes. Har taget høje for at kattene kan få problemer med at presse deres kroppe gennem lemmen, og har derfor olie parat, som de kan smøres med til de smutter igennem.
Nu er der sat dato på kvinder og øl arrangementet, det foregår fredag den 12. oktober ved fyraften på Islands Brygge i København.
De som ikke allerede har meldt sig kan gøre det ved at smide et snabela mellem andreadoria56 og gmail.com - så får du det præcise sted og tidspunkt og vi kan få bestilt bord.
