Koreansk sesamkød
For gud ved hvilken gang kan man se den kønne svenske kok Tina lave mad på sit tv.
Jeg har aldrig været rigtigt duperet af det hun serverer for seerne. Jeg er dog ikke i tvivl om, at hun faktisk er dygtig. Jeg er overbevist om, at hun er blevet bedt om at lave mad til de ikke så madorienterede svenske tv-seere og det er ikke en nem opgave.
I et af programmerne for nylig lavede hun bulgogi - koreansk sesamkød.
Jeg har min egen opskrift på marinade til kødet og går blot efter et mørt stykke kød uanset om det er entrecote, ribeye eller som i dag mørbrad.
Hendes tilbehør var til gengæld interessant. Ikke så meget den sauterede kinakål, som appelsin-gulerods-sesam-dressingen.
Så,aftensmaden i dag var tynde skiver (cirka 25 mm tykke) oksemørbrad, som jeg marinerede i:
- 2 spsk tamari (japansk soya)
- 1 spsk ketjap manis (sød indonesisk soya)
- 1 tsk rørsukker
- 1 stort fed knust hvidløg
- 1 bløb stærk chilisauce (eller finthakket stærk chili)
- 1 spsk sesamolie
- 1 spsk hvid martini
- 1 meget finthakket forårsløg (kan lige så godt være skalotteløg)
Cirka samtidig med at kødet blev proppet i marinade, lavede jeg en dressing af 1 fintrevet gulerod, saften af 1 appelsin, salt, peber og 2 spsk ristede sesamfrø.
Da sulten indfandt sig, varmede jeg min grillpande op til ekstremt hed og stegte kødet max. 1 minut på hver side. Derefter hældte jeg olivenolie og en anelse sesamolie i en sauterpande og lynstegte et stor håndfuld fintskåret økologisk, gudeskøn spidskål.
Anrettet på tallerken med kød i ring og kål i midten og så gulerods-appelsinsaft dressingen over kålen.
Meget lækkert. Der lærte alletiders Tina mig alligevel noget ;)
2 kommentarer:
Jeg kan godt lide at se Tina i tv, for hun er så lige til.
Jeg har kun lavet mad efter hende en gang, bøf stroganoff, men det kunne jeg ikke lide!
Men faktisk elsker jeg vist bare at se madprogrammer, og så drømme mig til at tænke på at lave det, for jeg ved, at jeg aldrig får det gjort.
Det er sjovt med hende Tina, hende kan jeg bare ikke med... men jeg er sikker på, det der tilbehør er lækkert, og kødet skal også prøves engang.
Send en kommentar