Over Arresøens våger

Når jeg er rigtig godt træt af myldretidstrafik og hektisk arbejde, nyder jeg at dreje fra hovedvejen og ud på en af området fineste biveje, som fører mig hele vejen rundt om østsiden af Arresø.

Her passerer jeg åen med det lident flatterende navn, Pøleå, som levede så rigeligt op til sit navn i 80'erne og 90'erne - det begyndte uden tvivl længe før- og var en motorvej af udvaskede næringssalte fra landbruget og længere tilbage spildevand fra Hillerød, indtil Arresø var en pøl af skident vand.

I dag er søen, og Pøleå, på rette vej og der er vidunderlige vyer, (jeps, det er lovligt, slå det selv op) som man kører langs bredden.

Det er en fin måde at få nulstillet hjernen og ladet batteriet op ind hjemkomsten til det lille røde hus.

Så dræbende træthed og langsomme synapser til trods fandt jeg pludselige overskud til både at lave en skudefuld japansk kartoffelsalat til i morgen, hvor svigerinden skal have sin kajak, og få nettet hytten lidt, så den ikke mere ligner en rockerborg.

Jeg har blot en helt almindelig friweekend denne gang og skal have mig en 60 timers uge fra mandag klokken 5.00, så nu skal er der lænestolssidning på programmet og aftensmaden er vist bare en lille skål kolde stegte ris fra i går og en stor skefuld kartoffelsalat.

(For nu ikke at drive de mellem-litterære til vanvid, har jeg foretaget den googling, som min overskrift skriger på)