Navigare necesse est

Indtil jeg får plads til at sådan en kan komme til sin ret, vil jeg nøjes med at glæde mig over mit nye vinduesskib.

46 kroner i Søstrene Grene, så gør det ikke noget hvis en af kattene rager det ned.

Fra jeg var en 5-6 år havde min far, som var søforsikringsmand, og jeg en fast aftale om en søndagstur til Langelinie.

Det er helt sikkert de samtale vi føre langs kajen, der har ført til min opslugthed af alt, der har med Titanic at gøre.

Dengang var Langlinie ikke forbeholdt krydstogtsskibe, der anløb masser af andre skibe fra ind- og udland. Nogle gange lå de i lag uden på hinanden og nogle gange kom vi ombord fordi min far kendte skipperen.

Når vi så særligt slemme rustbunker, ofte under et eller andet eksotisk Caribisk flag, fortalte min far altid drabelig historier om nogle af de forlis, han havde behandlet.

Også dem han hørte om, da han som forsikringselev lige efter krigen var praktikant hos Lloyds i London, hvor en stor klokke ringede, når et af de skibe selskabet forsikrede var tabt.

På et eller andet tidspunkt har han fortalt mig om Titanic, som Lloyds delvist havde forsikret, og om at der ikke var plads til alle i redningsbådene.

Som 10-årig er verden sort eller hvid, så for mig var det bare det mest forargelige jeg nogen siden havde hørt og jeg satte mig for at læse alt om skibet. Det har jeg gjort lige siden.

Nogen gange var min bror med på søndagsturen, men næsten aldrig min mor, jeg antager hun nød nogle timer i sit eget selskab.

Det var en fast del af turen at vi var på Molecafeen, hvor vi fik sodavand og min far en øl. Var det sommerligt spiste vi nogle gange is, og da vi blev lidt ældre havde min bror og far et ritual, hvor de skulle have en superbørge. Dem fik jeg aldrig fik smag for.