Hvor kommer drømme fra?

Hvordan begynder man at begære noget eller nogen?

Det spørgsmål stiller kannibalen Hannibal Lecter agent Clarice Starling i Ondskabens Øjne. Han svarer selv:

- Vi begærer, det vi ser til hverdag, og således hjælper han Starling til at finde forbryderen.

Simpelt og effektivt.

TV-2 har en mere poetisk tilgang til samme tema i sangen Sporløs:

For drømmene er ikke større
end de der drømmer dem

Alligevel findes der masser af folk, der begærer noget, de ikke ser til hverdag, og som kan drømme drømme så store som rundetårn.

Jeg var engang bedsteveninde med sådan et menneske.

En kvinde fra et ukompliceret arbejderhjem uden rasende mange bøger, udenlandske oplevelser eller vid horisont. En kvinde med søskende, som aldrig har sat sig ud over deres baggrund.

Da jeg første gang mødte hende var hun en standard små-socialistisk normal-studerende netop indskrevet på sit drømmestudie.

Da hun omkom i 1998 boede hun i en bygde på den grønlandske østkyst, altså den mindre tilgængelige del af Grønland, hun havde planlagt og gennemført den første danske ekspedition over indlandsisen på ski – sammen med en anden kvinde.

Hun manglede kun en kortere strækning i at være det første menneske, som ved hjælp af ski, hundeslæde og kajak havde været hele vejen rundt om den store ø i nord.

Noget af et kvantespring. Og det var ikke små, ankelhøje barrierer i sig selv hun overvandt for at komme så langt.

I starten af 90’erne boede jeg på Bornholm, og jeg husker en travetur hun og jeg foretog langs klippekysten mellem Svaneke og Gudhjem, vi gik og sludrede og nød dagen da en puddel af en lavtgående art pludselig dukkede glad gøende op.

Øjeblikket efter stod min veninde ud i Østersøen i vand til knæene og rystede i bogstaveligste forstand af skræk.

Jeg forstod, at hun var oprigtigt bange for hunde og prøvede at lade være med at le ad det komiske syn, og fik verfet hunden af.

Vi talte ikke så meget om det, men på resten af turen gik hun yderst og greb mig hårdt i armen blot, der var antydningen af en uidentificerbar lyd.

Denne kvinde havde altså overvundet en sådan skræk for hunde og lært at køre hundeslæde. Hun opfostrede endda sit eget kuld til et spand.

Og hun lagde uden at blinke sin vegetarisme bag sig og gik over til rå sæl, da hun lokkede de lokale til at lære sig alt om ture på isen og jagt.

Hvis Hannibal og TV-2 har ret, hvor kommer sådan noget så fra?

Hvordan begynder man at begære sådan et liv, når man vokser op i en bungalow i Risskov?

Jeg tænkte på hende, forleden i kajakken.

Hun omkom, da en pludselig storm kæntrede hendes kajak ud for Sydvestgrønland og vandet var for koldt til, at hun kunne trække sig tilbage op i fartøjet.

Tragisk – men alligevel den eneste død, der var storladen nok til hende.

Det ville have været endnu mere ubærligt, om hun var blevet kørt over af en rutebil eller havde fået en tagsten i hovedet.

Når nu hun ikke skulle blive gammel og vis og fortælle historier fra sit spændende liv, så var det trods alt godt, at det var den natur, hun altid udfordrende, der tog hende.