søndag, marts 30, 2008

Hold snitterne fra min mus!


I nattens mulm havde en leopardplettet tøjmus materialiseret sig i min stue - sammen med en væltet brændekurv, så dele af gulvet nu er dækket af træsmuld. Meget rustikt.

Noget tyder altså på, at kattene mine har holdt bal, mens jeg sov. Eftersom noget tilsvarende tilsyneladende er sket på Amager, må jeg konstatere at megamadshopping, årgangssardiner og designerromkugler giver meget dyb søvn.

Inco er et fascinerende sted. Ikke mindst stedets enorme udgaver af alt fra årgangschampagne til 10 liters yogurtspande over monsterkonservesdåser med Heinz Ketchup, for ikke at glemme meter lange flæskestege og dåser med Jakabov på størrelse med hegnspæle.

Klientellet er også en studie værd. Det er en meget broget flok, fordi den danske fødevarebranche består af mennesker fra alle verdens lande. Her er travle mennesker, som kommer fræsende med deres stålrulleborde - stedets svar på indkøbsvogne - til fare for deres omgivelser og mere adstadige besøgende, som os, der kigger og piller og en gang imellem udstøder velværelyde.

Således blev Sifka og jeg simultant overvældet af glæde over at finde små lækre gedeoste til grillning, det fik os til at udstøde langtrukne uhhhhmmmmm-lyde. Desværre var vi ikke alene i det nedkølede osterum, så en anden kunde fik sig et billigt grin.

Betalingen er et kapitel for sig. Hver kundes stålrullebord skal køres på plads i noget der svarer til et autoværksteds lift - om nødvendigt kan kassemedarbejderen så hæve hele baduljen, så han eller hun kan prisskanne varer på nederste niveau.

Ikke mindst på grund af de mængder af varer, som mange køber, kan processen tage tid og imens breder køen af folk med rulleborde sig ind i det nærliggende frostområde og almindeligt kaos med folk der står i vejen for hinanden bryder ud.

Nå, men nu ejer jeg en fantastisk flaske Tequila, et halv kilo mandelmel, et halvt kilo rigtig gammeldags farvestrålende krymmel UDEN smag og masser af gode ting til wokmad.

Det var en dejlig udflugt - og den efterfølgende frokost mindst lige så god.

P.S. Pinga ser måske nok vild ud, men hun leger kun, det er meningen at musen langsomt skal smugles fra hende, så hun, lige når den er ved at forsvinde ud af hendes rækkevidde, kan smække en besidende pote på den.

4 kommentarer:

Unknown sagde ...

ja det er en vild butik ik? Jeg går jo i skole - dele af min tid under min uddannelse - inde på flæsketorvet - så man har altid rig mulighed for at studere - især alle de kinesere der handler ind i obskure mængder ;) DER er også mange der har bagagerummet åbent - til en eventuel sort handel. .

Sifka sagde ...

Ja, de der 'capdrivere' udviste i særlig grad voldsom volvo. Næste gang ved vi bedre:)

Havehyrden sagde ...

Det er da dejligt at din kat leger med sin leopard mus. Her i huset er den slags legetøj forbudt. En af kattene kan ikke helt kende forskel på en tøjmus og en frisk-fanget-ex-levende-mus.
Det var her jeg fandt ud af at katte kan knurre!
Men et utrolig dejlig billede af din kat, den ser ud til at nyde tilværelsen.

Kagekonen sagde ...

Tillykke med tequila, mandelmel og krymmel... nu er der ingen undskyldninger for ikke at kaste sig ud i en omgang macaroons...