Jeg bliver aldrig klog på havet

Dagens dosis fra Guds store gule D-vitamin-kanon i himlen er indtaget. Havet kaldte.

I går stod Kattegat højt op på forstranden og skum rullede af overfladen, i dag var det roligt og havde trukket sig tilbage. Men det havde taget alle sten, muslinger og strandingsgods med tilbage.

Jeg havde sat næsen op efter drivtømmer, hulsten og masser af sære skaller, måske endda glasstumper slebet af havet.

I stedet var stranden, som havde en gigantisk husmoder nettet den ved hjælp af en monsterstøvsuger, som havde suget alt op, væk, bort.

I stedet gik jeg i solen og hilste på en masse glade hunde og deres lige så tilfreds mennesker. Og en enkelt knivmusling blev det da til, som det fremgår.