lørdag, september 01, 2007

Septembers himmel er så blå


Så er der gået hul på min favoritmåned. Måske fordi jeg er født i september, har den altid været noget specielt, synes jeg.

Derudover er der de objektive kriterier: Blå, blå himmel og luft så skarp som et nyplukket æble.

Min daglige kamp mod bræddeloftet – det var tredje overmaling i dag, og der venter endnu en i morgen – blev i nogen grad distraheret af en dobbelt jagtscene. Først kom Kasper løbende med en mus i kæften. Gnaveren løb fortumlet rundt og var blandt andet et langt smut under min seng.

Så ankom Pinga kort efter, med, hvad jeg må tro, var præcis den samme mus i flaben.

På et tidspunkt var det nemlig lykkedes, at lempe både mus og Kasper ud af fordøren, hvor den altså slap fra ham, kun for at løbe i gabet på hende.

Hun besluttede dog, at The Final Stand Off skulle være i haven.

Heldigt for musen, for den slap fra dem begge. Nu ligger Pinga på lur mellem mælkebøtterne. Hvem ved, måske er mus farveblinde.

Septembers første dag har også budt på en gør-det-selv ekskursion. Til både et fliseland og til Silvan.

Dersom en rigtig murer skulle have lagt et nyt klinkegulv i mit bryggers, skulle han have været bestilt for måneder siden. Det er han ikke blevet.

Jeg kunne også forsøge mig selv. Jeg har svært ved at se det.

Det jeg kan se, er derimod en pose hurtigttørrende cement, to katte, småvildt, et hus uden indre døre og bryggerset som et vigtigt gennemgangsrum.

Det smager af mafiafilm og græsk tragedie.

I stedet har jeg fundet disse fliser, som kan lægges som legoklodser, hvis gulvet er plant og af cement. Det er mit og sådan bliver det. I morgen eller mandag om gør-det-selv-guden vil.

Hvis man har glemt teksten til Septembers himmel er så blå, så læs den her.

5 kommentarer:

Sifka sagde ...

Smart med de der klik-klik fliser.
Jeg er også vild med september, og vil gerne vide i tide om fødselsdag, så jeg kan gengælde:)

Sifka sagde ...

...og rigtig god lørdag:)

Unknown sagde ...

har du husket Spærre Grunderen inden du gav dig ud i kampen.. mod de uvorne loftsbrædder! :D

Marianne sagde ...

Sikke et arbejde med det loft. Jeg håber det bliver nemt med de flise. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat.

Rigtig god lørdag aften

Mette H. sagde ...

De fliser glæder jeg mig til at høre mere om. Jeg fatter ikke hvordan det kan se ud som om de er fuget. Og jeg er også spændt på om der er revner der kan samle skidt.

Jeg har faktisk lagt fliser i fliseklæb og fik kun et kattespor i det. Så det kan lade sig gøre.