Ikea-syndromet

Der er jo en grund til at Ingvar Kamprad er en af verdens rigeste mænd. Det er ikke blot en uforlignelig evne til at parre møbler og svenske stednavne. Det er også hans evne til at gennemskue, hvad kunderne har brug for.

Og han har i den grad gennemskuet, at man har brug for næring for at kunne udholde besøget.

Så der er gør-det-selv hotdogs til en femmer ved udgangen for de helt desperate og kjöttbullar med kartofler, sovs og syltetøj undervejs til dem, der skal samle kræfter til turen ned på tag-selv-lageret efter 100 kilos kasser, der altid ligger i tredjesals højde.

Jeg indrømmer det gerne: Jeg har en svaghed for Ikeas kjötbullar. De er en næsten fast bestanddel af en tur. Jeg har aldrig tænkt over, at man kunne lave dem selv.

Indtil Newyorkerbyheart inspirerede mig. Min tallerken blev dog en del anderledes end hendes, som det fremgår.

For da jeg stod og sjaskede med meget mælk, æg og udblødt brød tænkte jeg, at det da ville blive lidt fersk blot at komme hakket forårsløg – i stedet for porre – og salt og peber i. Så mine kjöttbullar fik et skud kanel og lidt chili og værk.

Jeg havde nogle dejlige blå congo kartofler til mos, som jo altså så blev lilla og da jeg nåede til sovsen havde jeg ikke lige fløde, så panden fik lidt bouillon, blåskimmelost og græsk yoghurt.

Det hele gik nu op i en højere enhed og smagte dejligt med tyttebærsyltetøj til.

Jeg antager dog, at hvis mine overgreb på den svensk nationalspise opdages, så starter broderfolket en krig.

Blame it on Ikea.