Skemad

Hvordan er det: Når nøden er størst, er fortiden tættest på.

På en eller anden måde har det forbigået min opmærksomhed, at jeg skulle købe ind til aftensmad i dag. Så da hungeren indfandt sig, blandt andet efter et havareret forsøg på at få givet mit nikotingule bryggersbræddeloft et hvidt pep, kiggede jeg ind i et fortvivlende tomt køleskab.

Jeg havde dog ellers været efter både vat, rejer og kamillete til Pinga. Det var så i øvrigt klokken 9 i morges, da Fakta åbnede, og jeg syntes mit underlige indkøb i nogen grad blev overgået af ham bagved, der skulle have en kasse hof, et kødben og 20 Cecil.

Alligevel var alt hvad jeg skuede i det kolde skab altså nogle kartofler og nogle cocktailpølser.

Og så var det, at fortiden kom mig til undsætning. Varm kartoffelsalat med sur-sød eddike-sukker smag. Som min mor altid serverede til røde pølser. Det var andre kartoffelsalater, der passede til frikadeller eller skinke.

I løbet af ingen tid havde jeg en fin skålfuld varm salat – jeg kogte sgu pølserne med i – lige til at spise med den sølvske, der blev placeret i min mund, da jeg blev døbt engang i foråret 1961.

Jeg elsker den ske, den har den perfekte størrelse – mellem te- og spiseske – og ligger fantastisk i hånden.

Tilmed skulle jeg altid have den i hånden som barn, når min far læste op af Den Store Bastian og vi nåede til Historien om den kræsne Mads og omkvædet:

Thi søbemad jeg spiser ej!