Et år på landet

I dag er det på dato et år siden, at et jeg fik nøgler til mit lille røde hus og lagde mit forstadsliv i Ordrup bag mig. (Billedet er taget efter min først nat som husejer)

Overskriften er inspireret af Peter Mayles A year in Provence – fin bog og dejlig tv-serie med John Thaw (Inspector Morse) i hovedrollen – ikke at omvæltningen har været så voldsom, som skiftet fra et hektisk London-liv til en lille provancalsk landsby.

Men det har været en omvæltning – og en fantastisk en af slagsen.

Dersom jeg tog et stykke papir og delte det med plads til de gode ting og de dårlige ting, skulle jeg sætte rigtig god plads af til alle de gode.

Der er de indlysende fordele som freden, stilheden – når august er forbi – naturen, det frie kig til nattens stjerner og muligheden for at have udekatte.

Der er også alle de lidt mere subtile, som at min blodtryk mærkbart fald, når jeg passerer Farum, at ting her tager den tid de tager, når man det ikke i dag, så kommer der en dag i morgen.

På overfladen var det vist en meget pludselig beslutning, jeg traf der for +12 måneder siden, sådan har den i hvert fald virket på mine nærmeste.

Men jeg tror, den havde været undervejs et stykke tid. Hvorfor blev jeg ellers ved med at kigge husannoncer, de særeste steder på Sjælland?

Og hvorfor blev jeg ellers så betaget af en tv-serie om det der på engelsk hedder down-shifting – altså at gearer ned? En fantastisk serien om en mand, som flyttede til River Cottage og forsøgte at blive selvforsynende.

Det drømte jeg om og jeg tvang mine veninder til at se programmet, de var lidt målløse over min interesse. Men noget småsimrede på svagt blus.

Jeg længtes efter et eller andet.

Så da mit lille røde hus en dag dukkede frem på skærmen i annoncen fra ejendomsmægleren blev jeg så fyr og flamme, at jeg straks fræsede nordvest på for at se, om der mon ikke var noget galt med beliggenheden. Det var der ikke.

Thi dette er stedet, og det er mit sted – og kattenes ;)