En urolig sjæl

Jeg køber mine æg på en gård i Hald. Den direkte, men hverken den hurtigste eller nemmeste vej, går gennem Liseleje og ud ad den fantastiske Hyllingebjergvej, hvor den ene smukke sommervilla følger den anden med en række sagnomspundne arkitekttegnede træsommerhuse fra 30’erne mikset ind.

Et stop på selve Hyllingebjerg giver et betagende vue ud over Kattegat fra skrænten 30 meter over havet.

Når jeg kører turen sådan en lidt overskyet sommerdag med vinduet rullet ned og albuen ud, komme jeg altid til at tænke på den film, som i hele mit liv har gjort størst indtryk på mig: Den Forsvundne Fuldmægtige.

Jeg var 11 år, da jeg så den, og kombinationen af historien og Hans Scherfigs sært indeklemte stemme med de tørre kommentarer, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Da Karl Stegger første gang præsenteres i filmen, i rollen som Martin Hageholm, siger Scherfig:

Manden i bilen hedder Martin Hageholm. Det er en urolig sjæl. Han er pensioneret, og han har arvet penge. Han skulle leve roligt og fredeligt. Men han farer rundt og blander sig i mange ting og har mange jern i ilden. Han har et rødt ansigt. Og når han bliver ophidset, bliver det helt blåt.

Den kommentar lyder altid for mit indre øre, når jeg kører rundt med armen ude.

Der er vist i øvrigt ikke megen tvivl om, at det er netop er denne egn fuldmægtigen søgte til efter sit forsvindingsnummer:

Det er en smuk egn. Der er en stor sø og enge og mose og flade marker. Og der er høje lyngbakker og en skov, der vokser på flyvesand. Der er hvide klitter og blåt hav……..

……..Der er et fiskerleje, hvor fiskerne lejer huse ud til københavnere. De elsker ikke deres lejere, der render omkring med bare rygge og bukser og bader og soler sig, som om de ikke var rigtig kloge. Men sådan er folk altså derinde i byen. Og man skal jo leve af dem.
Bølgebryderen er sandet til. Der bliver ikke fisket mere i lejet. Men der er kommet badehotel og pensionater og hvilehjem. Og inde i landet ligger en historisk kro med bindingsværk og stråtag og gamle lygter og ordsprog på bjælkerne og kunstige blyruder. - Besøg den historiske kro! - står der på skilte og tavler og pile.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor filmen gjorde så stort indtryk på mig. Måske fordi det var første gang, hvor vi var af sted hele familie og virkelig alle værdsatte og fik noget ud af en film.

Indtil da var det vist mest noget med Far til Fire i biografen i Ribe, når vi var på sommerferie, i starten gik min far med, men han faldt altid i søvn.

Vi havde også set nogle Jules Vernes film sammen, men jeg tror min mor mest tog med for hyggens skyld og ikke fordi hun var voldsomt optaget af en verdensomsejling under havet.

Senere blev det James Bond, men min mor gav op, da Sean Connery gjorde.