Mad smager bedst i det fri

I blød formiddagssol fik jeg sat kartofler og løg og sået rucola, røde gulerødder, bolchestribede rødbeder og forårsløg.

Jeg bliver ualmindeligt skuffet, hvis ikke alt er klart til høst i morgen.

Når sandheden skal frem, ligner mit bed en kirkegård for tre halvlange kvælerslanger og solsortene er allerede begyndt at pikke mine dyre frø, som ellers er godkendt og stemplet og hvad ved jeg af Demeterforbundet.

Omkring mine roser i havens andet bed har jeg med rund hånd kastet blomsterfrø og det var så dagens hortologiske indsats.

Som Kasper til en vis grad deltog i, ikke mindst fordi bedet, som fra nu af vil blive omtalt som grøntsagsbedet, fungerer som hans egen gigantiske kattebakke. Hvilket også åbenbarede sig olfaktorisk, da jeg begyndt at grave og rode for at sætte og så.

Antager at Kaspers bidrag til den kommende høst forhindrer, at mine grøntsager kan kaldes biodynamiske. Ser i hvert fald ikke noget i reglerne om, at letfordøjet whiskas er tilladt.

Nu er jeg jo rødhåret og tåler ikke høje UV-tal, men der blev tid til en kop kaffe og den sidste – let brændte kanelbulla med kaffe ved havebordet.

Let brændt fordi min crappye Blomberg-ovn har sådan et enkelt tallerkenstort område, hvor den bager som død og helvede. Sælger de mon Blomberg i Jem og Fix og er firmaet ellers ikke mest kendt for Gløgg-ekstrakt????

Kanelbullarne var gårsdagens kraftanstrengelse. Der er dage, hvor jeg bare må have noget med kanel og disse svenske nationalbakelser er nem at lave og sjove at servere.

Efter formiddagskaffen stod det klart, at der var en overhængende risiko for at resten af dagen ville smuldre mellem fingrene på mig, hvis ikke jeg fik lettet rumpetten og gjort noget aktivt.

Med en madpakke i rygsækken gik det med raske fjed ud over lyngen og ned til havet det skønne. Det var faktisk lidt råt med solen i ryggen og køligheden fra vandet lige imod, men meget smukt.

Håber det er videnskabeligt fastslået, at mad smager bedre i fri luft. Tre klapsammen med rullepølse, leverpostej og tunsalat var dejlige på en flad sten i et T-høfte med solen bagende ned.

Og så var den nemmeste vej hjem jo forbi lejets ishus, hvor de sælger isbåde som i min barndom.