Separationsangst og Whiskas

Jeg har i dag måtte erkende, at jeg lider af separationsangst. Det er nok den eneste forklaring på, at kattene ikke for flere uger siden er blevet nogle vakse udekatte med kattelem und alles.

De har været ude en gang og det gik faktisk fint, efter en 20-25 minutter gik de selv ind og fik en snack som belønning - Whiskas selvfølgelig, vi har forskrevet os til fanden.

Det er altså ikke tanken om, at de ikke kan eller vil finde hjem, som skræmmer mig, det er frygten for, at de bliver kørt ned.

Jeg bor på en lille fredelig grus/sandvej lige på kanten af et gammelt sommerhusområde. Det er ikke mange biler, der passerer pr. dag.

Det er mindst 300 meter til den nærmeste større vej og rig adgang til et fantastisk lyngareal, hvor der sikkert er gode mus og lækre krybdyr.

Men det stikke i hjertet ved tanken om, hvad der kan ske dem. Det opvejes af, at det faktisk også stikker i hjertet, når jeg ser dem sidde og kigge melankolsk ud af vinduet sådan en dag som i dag.

Så minder de mig om dette billede af den tyske kunstner Micael Sowa