tirsdag, april 24, 2007

Det første bytte



Da jeg søvndrukken dappede ud for at tænde min kaffemaskine, som skal varme op en 20 minutters tid før brug, lå der, pænt placeret mellem kattenes madskåle, en død solsort.

På ryggen med de små ben stikkende lige i vejret.

Og det var tydeligvis ikke ham på ovenstående billede, der havde nedlagt den. Kasper er som man ser alt for blød til den slags. Han kiggede faktisk flere gange vantro op på mig, som om han troede, at solsorten var mit tilbud om morgenmad til ham.

Den døde fugl blev svøbt i weekendavisen og båret ud og jeg fik min morgenmad og der faldt lidt whiskas af til Kasper.

For lidt siden dukkede Pinga så op og skulle have en ordentlig kæletur - takketur måske.

Jeg fortalte hende, at jeg var meget tilfreds med gaven og havde spist hele fuglen og at der nu godt kan gå laaaaaang tid før jeg bliver sulten efter solsort igen.

Og så fik hun whiskas.

(Men jeg er nu alligevel lidt stolt af hende - fuglen var sådan noget som en tredjedel af hendes størrelse)

0 kommentarer: