Semlor

Dagen er kun blevet bedre og bedre. Kort efter at jeg skrev dagens første indlæg konstaterede jeg, at mit toilet nu også er stoppet. Men heldigvis dukker der jo altså en vvs’er op i morgen.

Derefter måtte jeg af sted på kaffekandejagt og valgte galt, da jeg kørte til Frederiksværk i stedet for Helsinge. Jeg kan ikke døje den by.

For mig kunne den lige så godt være en forstad til Rostock. En hverdagsformiddag er det grimtlugtende lille pseudocenter fuldt af ældre poske mænd, som snakker og mødes, men keder sig og emmer a mismod.

Hovedgaden er proppet med varebiler. Præcis, hvad de afleverer ved jeg ikke, for der er ingen folk i forretningerne og flere butikker er lukket på de seneste.

De få folk, der går på gaden virker opgivende og trætte. Den by lægger sig som en klam hånd om mit hjerte.

Jeg fandt endelig en mokkakoger - sådan en simpel italiensk aluminiumsudgave - det sidste sted, jeg havde fantasi til at kigge. Heldigvis billig, hvis jeg skulle få andre ideer og sikkert brugbar i udekøkkenet.

Derefter shoppede jeg marcipan, for jeg var brændt varm på Anarkistens semlor.

Hele vejen hjem krydsede jeg fingre for, at bilen ikke skulle vælge denne dag til et stunt, men det gik og der er også kun fem kilometer.

Der kom gang i semlorbageriet og vups var de færdige. Jeg fandt nemlig en opskrift, hvor dejen ikke skulle hæve i fem timer i køleskabet.

Så kom eftermiddagens clou: Kaffe fra ny kande i stor, dejlig kop - semla på tallerken. Ske til semlor og interesseret Pinga, som spottede fløden under semla’ens låg.

Første bid.
Stor skuffelse.
Voldsom skuffelse - den der blanding af krumme, marcipan og mælk smager godt nok ikke ret godt. Øv.

Dagen i dag kunne gøre mig glad ved at gå over, men kaffen blev nu meget god.

(Nej, bitternissen er ikke væltet igen - han knejser strunkt på sit træben)