torsdag, januar 22, 2009

Kedelige dage ved kummen


Ups – dette sted ligner jo en iskiosk i en sommerby – øde og uopdateret.

Lørdag fejrede jeg et skønt sen-nytår med gode venner og dejlig mad. Det er mennesker, som jeg har fejret nytår med de seneste 14 år, men som i år var på en længere udlandsrejse, da 2008 blev til 9.

De to piger på 8 og 6 var bekymrede for, om de så skulle vente et helt år mere på serpentinere, knallertere, bordbomber, fjollede hatte og andet halløj. Jeg havde hamstret blandet andet det meste af Nettos overraskende sortiment af knæklys – jeg elsker knæklys, men de skal som regel købes i suspekte butikker eller på nettet.

Så festen fik hele armen og vi fik østers og champagne og god mad lige til ved 1.30-tiden om morgenen – inklusive nogle yndige skiver gederyg med rösti.

Dagen derpå blev fejret med god brunch og en råkold tur til den lokale havn, hvor en større bestand ænder kæmpede mod grødisen for at komme til at tigge mad fra os, så såre de så os.

Vi havde lidt brød med, men det var begrænset, hvor mange friskbagte økogrovbiller familiefaderen ville af med. Heldigvis kom en flink mand fra en af skudehavnens små hytter pigerne – og fuglene - til undsætning med nogle poser købebrød, så de kunne fodre videre. Selv mågerne var det nok til.

Vel hjemme belavede jeg mig på at skulle tidligt op og på arbejde. Det kom jeg også – op klokken 1.00 og ud til den hvide kumme, en gang mere inden jeg kørte på job klokken 3.00 – der er ikke lige nogen man kan ringe til på det tidspunkt og melde forfald til.

Klokken 8 var der mødt folk nok til at jeg kunne fræse hjem igen mellem to kvalmebølger og så var det ellers rutefart til de lille hus til langt ud på natten. Og det tog faktisk yderligere et par dage at komme på toppen igen – svag kvalme og muskel/ledsmerter blev bare ved og ved.

Men nu tror jeg, det er bag mig. Det skal det være – for i aften skal jeg lige have en aftenvagt for en syg kollega – heldigvis ikke en jeg har smittet ;)

6 kommentarer:

Nille sagde ...

Jeg håber altså det der maveonde er forsvundet ud af landet, når jeg kommer ind i landet - for alle lader da til at blive ramt af det! Det er noget af det værste simpelthen... håber, at du er på toppen igen... også til på lørdag ;-)

Madame sagde ...

Vi har lige begge været gennem præcis det samme, som du har, med den hvide kumme. Og så er det jo at jeg tænker på storrumskontorer ...

Kagekonen sagde ...

øv altså. Vi har også alle ligget (ja jeg ligger jo endnu), dog ikke med mavevarianten... God bedring

Zette sagde ...

Det er godt, du er tilbage - du har været savnet. Og jeg håber virkelig at du er helt over din dårligdom, det tærer, gør det!

Lene sagde ...

Håber du er helt klar til arbejde.

God arbejdslyst og dejligt med en lille nytårsfest uden for tid.

Lotte sagde ...

Welcome back!!!

ØkogrovBILLER?!?!?! Lyder ikke som noget, min lokale bager har... :-D
(I låååååwe den slags tastaturtryllerier, det ved du)

Kommer du ikke til træf på lørdag?