Kagekanon og tingenes tyranni.

Henne i Fakta var der mange dejlige silikonebageremedier til salg i går. Og så faldt jeg for en kagekanon.

En mellemting mellem en bollesprøjte og en sprøjtepose, som mest af alt ligner en fugepistol fra nærmeste farvehandler.

Jeg fornam godt fra morgenstunden, at min irritationstærskel var lav i dag, men jeg tog mig ikke af det.

Dagen er gået med dumme opgaver.

Som at køre ALLE de tomme flasker til købmanden - hvorfor er der altid nogle flasker automaten spytter du igen, og hvorfor kan man aldrig forudsige, hvilke?

Indkøbsudflugt til Hillerød, som inkluderede parkering i det p-hus, der bare ikke vil anerkende at mit dankort, er andet end en ubehjælpsom isskraber.

Strikning af kanter på min cardigan - undrede mig godt over sætningen: Hvis det er for svært at stikket ribbort i to farver kan den evt. stikke stribet.

For svært? Hvordan for svært, når man nu har klaret alle de andre hurdles? Det fandt jeg ud af, da borten skal strikke frem og tilbage og ikke bare rundt og rundt. Bagsiden forudsætter fingerekvilibrisme af den svære art for at få ført garnet rigtigt med. Det går.

For lidt siden skulle kagekanonen indvies. Med vaniliekranse efter van Hauens opskrift.

Lad mig sige det sådan. Det havde været nemmere at bruge kanonen til fugemasse. Eller en fugepistol til småkager. Især da jeg fik den ide at farve halvdelen af dejen grøn og bruge den lille juletræsskabelon til udstandsning af yndige kager.

Hmm, kanonen producerede nogle ynkelige klatter, blæste røret af sig og så måtte dejen retur i røret og kransetyllen på til grønne kranse også.

Et øjeblik kæmpede jeg med en overvældende lyst til at smide det hele ud af vinduet. Sådan noget gjorde jeg i mine yngre dage, men nu prøver jeg ikke at være offer for tingenes tyranni.

Jeg endte med at grine af mig selv. Og kagerne smager himmelsk trods det dilettantiske udseende.