Sysager
Kauni cadiganen er nået så langt, at jeg i dag kunne sy de nu korrekt placerede skuldersømme sammen. Derfor måtte jeg på jagt efter mine uldnåle.
Undervejs fandt jeg min mors sysager: En lille saks og et fingerbøl i et itui, som er mere end slidt. Det røde skind er meget blødt og mørnet.
Da jeg var en lille tøs, elskede jeg at lege med fingerbøllet - tror aldrig rigtigt jeg begreb, hvad det var til.
Og jeg kan huske, at min mor af en eller anden grund syntes det var vigtigt, at jeg lærte at stoppe strømper, så det blev jeg sat til - i strømper, som aldrig siden blev brugt, for min far gik ikke i stoppede strømper og det gjorde hans børn heller ikke!
Men jeg syntes det var sjovt at stoppe. Lidt som at væve.
3 kommentarer:
Jeg har også min mors sysager - bliver man ikke lidt rørt, når man sidder med de redskaber, ens mor også brugte?
Rørt er et smukt ord Madame.
Som med disse håndskrevne kogebøger, vi også har til fælles, er det tråden tilbage i tiden fra mor til datter.
En stærk tråd.
I min familie blev trådværket dog uglet, da min mor døde før min mormor.
Uha, det var trist, at du mistede din mor tidligt. Jeg er også meget glad for mine trækken-tråde-tilbage-ting. Jeg har endda en lammeskindsfrakke, som var min mors. Det er med andægtighed, jeg går med den, når det er isnende koldt på vores fælles strand.
Send en kommentar