Så bliver cardiganen ikke anderledes før jeg få styr på pingvintinkapper. Den er blevet vasket og presset og har fået blanke metalknapper formet som sneglehuse.
Lige lovligt skinnende, men det går an.
Det er sgu en meget fed følelse sådan at have nørklet en trøje ;)
Anede ikke at håndgerning kan være personligt berigende og ikke bare på det materielle plan. Tak blogland!
To vigtige begivenheder i dag: Kauni cardiganen er blevet vasket og neon juletræet er blevet hentet frem og er blevet anfuttet.
Som det fremgår, er Pinga ret fascineret af lyset, tror nærmest hun er hypnotiseret af det, og så har hun bestemt, at hun nok skal få cardiganen tør med det vuns. Så nu er der også blevet lagt et håndklæde over den.
Ellers er jeg i gang med grumme aftenvagter og har dårlig samvittighed over, at jeg hverken får fulgt ordentlig med i blogland ellers svaret alle jer, der skriver kommentarer til mig.
Donald spurgte, hvor søren tanken om pingvin-tinknapper kommer fra.
Vel blot fra at jeg er en flittig amatør pingvinolog og gerne vil have tinknapper til tøjen, men er lidt valen over for tung norsk blomster symbolik, som synes at være på de fleste, jeg har set. Vil nødigt falde ned i en fylkefejde eller bekende mig til noget jeg intet ved om.
Og tak for ideerne til at give huen som gave. En veninde har tilbudt at sælge den på et julemarked i Jylland i weekenden, tror det bliver sådan.
Jeg går aldrig med hue eller hat eller noget som helst på hovedet. Nu har jeg strikket en hue - nærmest en bør - uden helt at vide, hvad den skal bruges til, eller hvorfor jeg har frembragt den.
Tror dog nok, det var for at have noget at teste min vaskemaskines uldprogram på, før cardiganen skal vaskes. Den er færdigstrukket - cardiganen - og jeg er gået i gang med at hæfte ender. Der er forbløffende mange.
Og så skal jeg have fundet ud af om jeg kaster mig ud i at støbe pingvinknapper. Jeg antager, at jeg blot kan opsøge en tinsoldatforretning og udbede mig det nødvendige ;)
Kasper må have følt sig meget forsømt, mens travlheden på mit arbejde var på sit højeste, lige så snart jeg sætter mig, kommer han fisende og vil ligge på skødet og putte.
Så lykkedes det mig endelig, at få noget noteret på min ønskeseddel: En busbilletpude fra strikaholic. De har også en cykelbillet- og en stregkodepude, men det er den lange jeg ønsker mig.
Trods fridag måtte jeg forbi mit arbejde til et totimers møde, som jeg gerne kunne have været foruden, men det betød da, at jeg fik trasket lidt rundt i indre by i dagslys, det er jo ellers sjældent på denne tid af året.
For min skyld må de gerne give fuld skrue på juelpynt og -lys. Hvadsomhelst for at lyse og live det grå lidt op.
Jeg troede faktisk, at jeg havde fundet de rigtige knapper til min cardigan - skriver af ben tror jeg det er - men nu drømmer jeg om tinknapper.
Hvor svært mon det kan være at støbe syv hjemmedesignede tinknapper med pingviner på?
Henne i Fakta var der mange dejlige silikonebageremedier til salg i går. Og så faldt jeg for en kagekanon.
En mellemting mellem en bollesprøjte og en sprøjtepose, som mest af alt ligner en fugepistol fra nærmeste farvehandler.
Jeg fornam godt fra morgenstunden, at min irritationstærskel var lav i dag, men jeg tog mig ikke af det.
Dagen er gået med dumme opgaver.
Som at køre ALLE de tomme flasker til købmanden - hvorfor er der altid nogle flasker automaten spytter du igen, og hvorfor kan man aldrig forudsige, hvilke?
Indkøbsudflugt til Hillerød, som inkluderede parkering i det p-hus, der bare ikke vil anerkende at mit dankort, er andet end en ubehjælpsom isskraber.
Strikning af kanter på min cardigan - undrede mig godt over sætningen: Hvis det er for svært at stikket ribbort i to farver kan den evt. stikke stribet.
For svært? Hvordan for svært, når man nu har klaret alle de andre hurdles? Det fandt jeg ud af, da borten skal strikke frem og tilbage og ikke bare rundt og rundt. Bagsiden forudsætter fingerekvilibrisme af den svære art for at få ført garnet rigtigt med. Det går.
For lidt siden skulle kagekanonen indvies. Med vaniliekranse efter van Hauens opskrift.
Lad mig sige det sådan. Det havde været nemmere at bruge kanonen til fugemasse. Eller en fugepistol til småkager. Især da jeg fik den ide at farve halvdelen af dejen grøn og bruge den lille juletræsskabelon til udstandsning af yndige kager.
Hmm, kanonen producerede nogle ynkelige klatter, blæste røret af sig og så måtte dejen retur i røret og kransetyllen på til grønne kranse også.
Et øjeblik kæmpede jeg med en overvældende lyst til at smide det hele ud af vinduet. Sådan noget gjorde jeg i mine yngre dage, men nu prøver jeg ikke at være offer for tingenes tyranni.
Jeg endte med at grine af mig selv. Og kagerne smager himmelsk trods det dilettantiske udseende.
Efter den travleste arbejdsuge jeg kan huske i mit liv, er det blevet weekend, og jeg har fire gode fridage foran mig.
Bonniers har sendt mig en hvervegave - tre knive - for et abonnement jeg ikke har tegnet. Efter meget palaver frem og tilbage med abonnementsservice, har jeg fået lov at beholde gaven. Nok mest fordi jeg faktisk har tegnet et andet abonnement.
Så nu er jeg tre japanskinspirerede knive rigere - tror ikke det er Harttori Hanzo kvalitet. Tror slet ikke det er kvalitet, men så kan de ende som have-knive til næste sommer.
Trods lange arbejdsdage er der blevet strikket på cardiganen, så den nu kun mangler hals- og forkanter. Desværre løb jeg tør for garn.
I går ringede jeg til min lokale butik i Helsinge. De havde ikke regnbuefarvet Kauni på lager i butikken, men indehaverens mand, som jeg talte med, konfererede lidt med konen, som sagde, at hun havde et bundt hjemme, som jeg så kunne hente i dag.
Jeg stod klar i hendes butik i formiddags - hun havde glemt garnet. Men så - og det er her man må elske provinsen - spurgte hun til, hvor jeg bor og det var ikke så langt fra hende. Så for et øjeblik siden hentede jeg et fornemt nøgle på hendes hjemmeadresse. Og hun gav mig , oven i købet en solid rabat.
Og måske var det meget godt, at jeg ikke bare fordybede mig i strikketøj fra formiddagsstuedn for nu er huset rent og fint og middagsmaden er på vej.
Madbladet Gastro, som jeg synes er rigtigt godt, selv om jeg vist er så fjernt fra dets målgruppe, som man kan komme, har i det seneste nummer en artikel om mormors mad, som hun burde have lavet den. Boller i karry er blandt mormor-retterne.
Det har jeg aldrig lavet. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst har fået det.
Det var en ret min bror og far elskede, men som jeg aldrig var tilsvarede glad for. Når familien var i byen skulle min bror og far altid ind og købe karry i en specialforretning på Købmagergade, hvor de havde mange andre gode ting, som min mor og jeg gik og kiggede efter. Blandt andet småkagerne vrøvl i løs vægt.
Familien hankønsvæsner havde kun hån til overs for det gule stads fra Tørsleff der blev kaldt karry og hjembragte - som regel engelske - bøtter med karry, der nærmere var rønnebærfarvet og duftede og smagte meget anderledes.
Det var deres ting. Jeg var ikke med i karryklubben.
Nu giver jeg lige retten en chance og jeg har en ordentlig bøtte Madras at gøre det med.
Nu skal man ikke være alt for kritisk over for vorherres skaberværk, når man ikke selv kan strikke en cardigan, uden at skulle trævle op flere gange, men det viste æg er ikke, som æg er flest.
Min faste æggehandler skuffede mig i øvrigt og havde udsolgt. Jeg kiggede bøst på hønerne, men de klukkede bare.
Næste sted var der fyldte bakker - der var også en ram stank af tobaksrøg i udhuset, hvor æg og grøntsager opbevares. Det synes jeg er klamt og derfor handler jeg der nødigt, men bakken blev brændt, æggene omlastet i lugtfrie omgivelser og så kan jeg pleje min afhængighed en uges tid endnu. For jeg kan ikke undvære æg - spiser dem hver dag.
Turen til min æggehandler går gennem det gamle Liseleje, hvor jeg gjorde et stop hos købmanden efter kattemad. Der var en meget trykket stemning. Lidt nede af vejen forsøgt en eller anden idiot i går eftermiddag at kidnappe en 12-årig pige og proppe hende ned i sit baggagerum.
Folk er utrygge, for det er ikke første gang der er sket mærkelige ting på egnen. Madame skrev om det for et stykke tid siden.
Ellers startede dagen smukt med sol på mosplænen og is på det kombinerede fuglebad-kattevandingssted.
Jeg fik gravet et bed igennem og Kasper er glad. Et smukt stort kattetoilet åbenbarede sig under al det visne græs og brændenælderne.
Milde makronsalat, hvor vinden tager fat i det lille hus.
Kattene kan ikke bestemme sig til om det er dejligt at blive rusket igennem af naturen, eller for meget.
Jeg har valgt side: Foran ilden, med varm te, lune sokker og gang i en lydbog. Der ryger samtidigt pindefulde af garn på ærmet af cardiganen.
Kagen blev skabt fordi en blød banan lå og fimsede fra frugtskålen. Derudover er der pecannøddestykker og hakket 70 procents chokolade i den.
Da låget var af melbøtten kunne jeg også lige bage et brød.
Jeg kan sagtens blæse inde nu uden at lide nød.
Min favoritret i hele verden er tunet kalvekød - vitello tonnato - men jeg glemmer det i lange perioder og ser det ikke ofte på menukort.
I dag blev jeg ramt af trangen tidligt i formiddags og lod der ikke være for langt fra tanke til handling. Et stykke kalvekød blev indkøbt og passende tilbehør udtænkt og da klokken så var 16:30 kunne jeg ikke vente længere, jeg måtte bare smage og spise.
Kalvekødet var et stykke filet, så jeg kogte det blot 30 minutter i en kogelage med gulerod, løg, selleri, salt og hele peberkorn. Havde det været klump, skulle det nok have haft 50-60 minutter.
Tunsaucen lavede jeg af en dåse drænet tun i vand, som røg i foodprocessoren med en stor spisekefuld mayonaise, to skefulde yogurt, et skud kapers, tre ansjosfiletter fra olie og peber. Jeg havde ingen citron, det blev faktisk en fin sauce uden, men ellers skal der lidt citron i også og citron til.
Kødet blev derefter skåret tyndt ud og påsmurt saucen. Kloge kvinder som Elizabeth David siger, at det skal trække et døgn, det havde jeg ikke tålmodighed til, men så bliver det jo endnu bedre i morgen.
Tilbehøret var japansk kartoffelsalat og en lille tallerken med julesalat, appelsinfiletter og tranebær dyppet med fløde rørt med appelsinsaft, salt og peber.
Godt brød ville have været godt, men ellers var det udsøgt.
Måske er jeg lidt gammeldags, men efter lang overvejelse forleden blev jeg enig med mig selv om, at de godt kan vente nogle årtier med online-valget, hvor jeg bare kan fikse det hele hjemmefra via min computer.
Jeg synes faktisk, at det er bevægende at tage hen til en eller anden skole og stå i en kø i en sært duftende aula eller gymnastiksal, for at blive gelejdet ind i en lille bås bag et offentligtfarvet forhæng og gribe en snedkerblyant og sætte mit kryds på en seddel så lang som Ida Davidsens smørrebrødsseddel.
Jeg elsker at komme tidligt og møde mennesker, der har taget deres pæne tøj på, fordi de skal hen og stemme.
Og blive betjent af disse valgtilforordnede, som udfører deres job samvittighedsfuldt med en lineal og en blyant i den uhåndterbare vælgerbog.
Forstå mig ret - jeg elsker min netbank og at kunne skaffe viden via nettet og købe hvad jeg mangler med få klik.
Af en eller anden grund kan jeg lide at få papir på demokratiet, og det gør mig godt at skulle gøre noget aktivt for at deltage.
Kauni cadiganen er nået så langt, at jeg i dag kunne sy de nu korrekt placerede skuldersømme sammen. Derfor måtte jeg på jagt efter mine uldnåle.
Undervejs fandt jeg min mors sysager: En lille saks og et fingerbøl i et itui, som er mere end slidt. Det røde skind er meget blødt og mørnet.
Da jeg var en lille tøs, elskede jeg at lege med fingerbøllet - tror aldrig rigtigt jeg begreb, hvad det var til.
Og jeg kan huske, at min mor af en eller anden grund syntes det var vigtigt, at jeg lærte at stoppe strømper, så det blev jeg sat til - i strømper, som aldrig siden blev brugt, for min far gik ikke i stoppede strømper og det gjorde hans børn heller ikke!
Men jeg syntes det var sjovt at stoppe. Lidt som at væve.
Fire lange arbejdsdage overstået - og så har jeg de seneste tre haft godt hjemmelavet rugbrød med til den værste gammelsult.
Jeg er dog langt fra udlært som rugbrødsbager - og stadig i syv sind om ikke jeg er for doven til så langvarige bageprocessor, som en tilbagevendende begivenhed.
Jeg købte en rugsurdej fra Aurion da jeg i fredags fartede rundt i omegnen om småshoppede. Men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke satte mig voldsomt ind i, hvordan sådan en dej skal håndteres.
Jeg smed noget lunkent vand, noget godt øl (Jacobsen Golden Naked Christmas Ale), noget salt, nogle rugkerner, noget rugmel og surdejen i mit bagetrug. Konsistensen var som tyk grød. Det stod så i 18 timer før det fik noget mere rugmel, hævet en smule igen og blev bagt i halvanden time.
Brødet blev dog en anelse for surt til mig - jeg tog heldigvis dej fra, så jeg kan prøve igen. Nu efter opskrift ;)
Det gik faktisk rigtig udmærket med Kauni cardiganen denne eftermiddag, indtil jeg efterlod lillehjernen i en skotøjsæske og satte de forkert masker på en tråd.
Det afslørede sig ubønhørligt, da jeg nåede til at skulle lukke af og sy skuldersømmene sammen. Så var der ikke andet for end at hyle 6 gode centimeter strik med mønster og det hele op.
I modsætning til Madame er jeg ikke en lysvampyr, jeg er sådan nærmest et skumringsgespenst, så det eneste sted, jeg syntes, der var lys nok til at smide de store mængder masker tilbage på en pind, var i bryggerset. I en noget akavet stilling. Kattene lo.
Det gør de ikke, når naboens langbenede kulsorte ungkat æder al udemaden, som jo egentlig er tiltænkt bæstet. Jeg tror bæstet er smuttet, så indtil han materialiserer sig igen, er der lukket for udefodring. Nabodyret må spise hjemme.
Ellers har fridagen før en weekend på arbejde budt på en lille runttur i nabolaget i Jeep med nye ruder på udkig efter alt fra æg til en lille rød keramikhest. Den fandt jeg i gårdbutikken med de gode spegepølser.
Og så har jeg for første gang i måske 10 år sat et rugbrød i gang. Det skal blive helt sjovt, men jeg har aldrig været overbevist om, at det er besværet værd, for jeg synes, der er meget godt rugbrød at købe.
