Høst

Et pludseligt solstrejf ramte haven efter regn og gråvejr, og så var det tid at få høsten i hus. Kattene var meget hjælpsomme.

Som det fremgår, ikke noget prangende udbytte, men avlet med glæde og på trods.

Jeg havde jo faktisk planer, da foråret kom. Og jeg var også kortvarigt drivhus ejer. Men regnen ondulerede huset og siden har chili, tomat og agurk måtte klare sig i fridrift midt på plænen uden ly for regnen.

Nu er vi jo nøjsomme på denne egn, hvor der er mere sand end jord, og jeg er godt tilfreds. Druerne er små og søde og der er næppe nok til så meget som en enkelt flaske vin, men syltetøj måske.

Og der er lidt flere chili og tomater på vej, så måske kan det blive til et lille glas henkogt af egen avl.

Selvlysende grønne tårer

Der var ingen skader på kattens hornhinder, konstaterede dyrlægen, efter at have dryppet farvestoffer i øjnene på Pinga, slukket lyset og haft den blå lampe fremme

Det regnede hun nu heller ikke med, at der ville være. Så vi blev sendt hjem med øjendråber og en penicillinkur og selvlysende grønne tårer, der trillede ned af Pingas snude i en rum tid.

Men heldigt for katten fik hun ok til ude livet, selv om smitten kommer fra ukendt kant.

Altså forsvandt hun som et lille gråt lyn, så snart vi kom hjem og bærekassen blev åbnet. Hun har dog sovet i dyner de seneste par timer og finder altså selv ud af at komme hjem og slappe af.

Dagens anden opgave var hvidmaling af loft. Det kræver en del fantasi at se det endelige resultat for sig her efter første påstrygning. Der siver nikogult ud af brædderne og det dækker af h... til, men sådan så det også ud, da jeg var igennem samme tur i soveværelse, så det er bare at tro på det.

Der er dog ikke tale om samme type loft, som det over Pondus på billedet. Det er fra 1929 og af den gode gamle cigarkasse slags, der aldrig skal males.

Det er Sifka, der har inspireret til Pondus-billedet, da hun fortalte om sit livs sparegris.

Det kaldte erindringen frem om den gang i 1967, da jeg tillidsfuldt bar min første plastik-Pondus ind i Landmandsbanken for tømning, og skrækslagende måtte se på, at bankdamen tog et redskab frem specialdesignet til at skære bunden ud af sparepingvinen og resolut skamferede den.

Mens jeg langsomt havde fyldt småpenge i dyret, havde jeg været af den fast overbevisning, at henne i banken kunne de få dem ud, uden at ødelægge Pondus. Han var jo min, banken havde selv foræret mig ham.

I stedet var den altså blevet udsat for et pekuniært overgreb og den bankbog jeg fik med den pålydende pingvin-saldo, kunne slet ikke gøre det godt igen.

Tilmed lignede det Pondus-ødelæggende redskab i uhyggeligt grad, det, som lægerne året før havde benyttet til at koppevaccinere mig og en aulafuld andre unger på Skovlunde Skole.

Mange år senere fik jeg en keramik-Pondus af en veninde, men den mangler lågen i bunden og kan kun bruges som pynt.

Godt det samme. Jeg har mistet tilliden til sparebøsser;)

Skemad

Hvordan er det: Når nøden er størst, er fortiden tættest på.

På en eller anden måde har det forbigået min opmærksomhed, at jeg skulle købe ind til aftensmad i dag. Så da hungeren indfandt sig, blandt andet efter et havareret forsøg på at få givet mit nikotingule bryggersbræddeloft et hvidt pep, kiggede jeg ind i et fortvivlende tomt køleskab.

Jeg havde dog ellers været efter både vat, rejer og kamillete til Pinga. Det var så i øvrigt klokken 9 i morges, da Fakta åbnede, og jeg syntes mit underlige indkøb i nogen grad blev overgået af ham bagved, der skulle have en kasse hof, et kødben og 20 Cecil.

Alligevel var alt hvad jeg skuede i det kolde skab altså nogle kartofler og nogle cocktailpølser.

Og så var det, at fortiden kom mig til undsætning. Varm kartoffelsalat med sur-sød eddike-sukker smag. Som min mor altid serverede til røde pølser. Det var andre kartoffelsalater, der passede til frikadeller eller skinke.

I løbet af ingen tid havde jeg en fin skålfuld varm salat – jeg kogte sgu pølserne med i – lige til at spise med den sølvske, der blev placeret i min mund, da jeg blev døbt engang i foråret 1961.

Jeg elsker den ske, den har den perfekte størrelse – mellem te- og spiseske – og ligger fantastisk i hånden.

Tilmed skulle jeg altid have den i hånden som barn, når min far læste op af Den Store Bastian og vi nåede til Historien om den kræsne Mads og omkvædet:

Thi søbemad jeg spiser ej!

Universalmiddel

Der var ingen Pinga-kat i min fodende, da jeg vågnede i morges. Højst usædvanligt.

Jeg fandt hende i sofaen ude af stand til at åbne sine øjne og meget bedre blev det ikke, selv efter at jeg duppede med lunkent vand.

Klokken 8.00 havde vi pevet os igennem de trods alt kun 10 minutters kørsel til nærmeste dyrlæge, som konstaterede, at hun ud over meget hævede øjne også havde pænt med feber.

Faktisk er hendes øjne så hævede, at dyrlægen ikke kunne komme til at se om det hele kommer sig af hornhindeskader, så vi skal tilbage igen i morgen tidligt.

Efter en ordentlig rengøring af øjnene, et skud antibiotika og et skud smertestillende, så hun ikke finder på at begynde at klø sig, kørte vi hjem igen.

Hun har det lidt bedre nu og bliver håndfodret med rejer og får renset øjne med kold kamillete med jævne mellemrum.

Jeg har en stærk aversion mod kamillete, som var min mors universalmiddel, da jeg var barn, det lykkedes mig faktisk en gang at udvikle røde knopper mod produktet, så jeg fremover fik suppe, når jeg havde ondt i halsen og eller hoste.

Da duften fra kattens te ramte min næse fik jeg kuldegysninger, helt som dengang ;)

Et blankt kanvas

Efter en koncentreret indsats er mit bryggers nu forvandlet til at tomt rum med masser af muligheder.

Kattene tager det i stiv pote, selv om deres foderplads forsvandt i samme moment og midlertidig er blevet flyttet ind i stue.

Kasper var meget tilfreds, da en død fugleunge - heldigvis ikke alt for rådden - dukkede op inde bag køleskabet.

Jeg bandede tilgengæld en smule over den tidligere beboers hang til at bruge billige skruer. Mange kærve var godt kværnet sønder allerede i skruningen.

Forbløffende nok var det også lykkedes ham, som ellers ikke lader til at have ejet et vaterpas eller at have kæret sig synderligt om paskram, at få lagt de ene bordplade på, så ikke et stykke silkepapir kunne presses ind omkring den. Det krævede lidt brutalt arbejde med hammer og stemmejern, at få den af.

Den slags arbejde, bliver man så dejlig afslappet af bagefter;)

Nu skal loftet hvidtes, væggene males - en lys isblå farve - så skal der lægges en gulv og så dukker der forhåbentlig et par møbler fra Ikea op en dag.

Det er faktisk ikke fordi jeg har mange billeder af bryggerset før, men her er et fra store øltappedag:

Ikea burde forbyde mig adgang

Jeg burde offentliggøre tidsplanen for ethvert planlagt Ikea-besøg på forhånd. For de andre shopperes skyld.

Jeg havde et rendezvous med nogle potentielle køkkenmøbler til mit bryggers, og, da jeg nu var der alligevel, have fat i nogle henkogningsglas til ovenstående Plum-løsning.

Men det slår aldrig fejl. Den kø jeg stiller mig i, går i stå.

I samme øjeblik jeg stiller den gule pose på gulvet og giver mig til at vente, svigter det første Dankort, går et Ikea Family kort i udu eller en stregkode forsvinder.

Mens min uheldsramte kø sneglede sig af sted, og folk foran mig med gradvist mere og mere røde øre forsøgte at gøre gældende, at Dankortet altså havde virket for et øjeblik siden i Jydsk, eller, at Ikea Family kortet lige var blevet udstedt, fløje køerne på begge sider af os fremad som velsmurte maskiner.

Jeg havde lyst til at række hånden op og sige:

- Bare tag det roligt, det er min skyld. Om lidt henne på McDonalds virker Dankortet igen og du ser stregkoden, når du pakker ud derhjemme. Jeg kan ikke gøre for det, undskyld.

Jeg ved ikke om fænomenet har et navn, men det slår aldrig fejl.

Cowboymad med eget bryg

Ret utroligt, hvor omskiftelige mine smagsløg er. Fredag, da jeg købte ind, var jeg sikker på, at den indkøbte landkylling ville blive fransk med rosmarin, citron og hvidvin.

I stedet endte den sine dag i min gode, blå, emaljerede støbejernsgryde, af ukendt dansk fabrikat fra engang i 70’erne, som aldrig bliver erstattet af moderigtig Le Creuset (men måske suppleret), forvandlet til et rigtig amerikansk cowboymåltid – eller noget.

Jeg slog comfort food op i går. Et minimumskrav er at måltidet er hjemmelavet. Det var dette, så måske tæller det:

Kylling med frisk majs i chilitomatsovs, dertil kartoffelmos med purløg og majs-oste popovers.

Sådan noget skal spises i et trug synes jeg, og jeg ville ønske jeg kunne drikke kaffe om aftenen, for så skulle maden efterfølges af et ordentligt krus sort kaffe.

Nu må det i stedet blive Ben & Jerry is.

Ellers er dagen gået med planlægning af feriens projekt. Jeg vil have skik på mit bryggers og min gang. Der skal males og findes bedre måder at opbevare ting på. Projektet starter i morgen.

Hvis nogen har lyst til cowboymad, så kan min menu eftergøres.

Det forudsætter noget i denne stil:

Hovedret
1 landkylling
2 friske majskolber
2 mindre peberfrugter
1 håndfuld champignon
7-8 – gerne forskellige – tomater, dog ikke i bøfstørrelse
3 fed hvidløg
1 stykke pænt stærk chili
Frisk rosmarin
Tabasco
Worchestershire Sauce
olie
salt
peber
chilipulver
spidskommen
vand

Majs-oste popovers
1 æg
1/2 cup mel
1/2 cup mælk
sennepspulver
smagfuld osl
salt

Mos
3 medium kartofler
lille klat smør
slat mælk
salt peber
purløg

Og således spænder det af - fra start til måltid nok en halvanden time, men der kan drikkes en lille en i mens ;)

Om lidt er der brug for en 220 grader varm ovn, så måske er tiden til at dreje på knappen nu.

Skær kernerne af de to friske kolber – gør det ned i et fad, så saften også opsamles.

Skær de to mindre peberfrugter i mundrette stykker. Skær håndfulden af champignon i skiver, hak det meget store rødløg, de tre fed hvidløg og stumpen af stræk chili.

Hak tomaterne, ingen grund til det helt store knivarbejde, blot i ottendedele.

Skær derefter landkyllingen i stykker. Otte stykker, hvis lår deles i over og under, ti, hvis bryststykkerne også deles.

Varm en god sjat neutral olie op i en tykbundet gryde. Kom salt og peber på kyllingestykkerne og brun dem i etaper, så de virkelig bliver brunet – for meget kylling i for lidt olie koger i stedet for at stege.

Tag stykkerne op efterhånden som de er brunet og smid dem på et fad.

Når dyret er brunet kastes løg, hvidløg og chili i den hede olie under stor opmærksomhed, så det steger og ikke brænder, smid også en god hakket tot frisk rosmarin i også. Tilsæt peber og champignon lidt efter krydr med chilipulver, tabascosovs og spidskommen.

Tag en lille håndfuld af majskerne fra i en skål – hæld resten i gryden.

Smid til sidst tomaterne i og steg/kog lidt på dem før kyllingen ryger tilbage i gryden med vand nok til at alt er stort set dækket. Og så skal retten småsimre.

Fortsæt med popovers’erne. Der er tale om den amerikanske udgave af Yorkshire Pudding og de er god til alt, hvor der er sovs, der kan moppes op.

Jeg lavede 6 – de holder sig ikke, men det er ikke nemt at dele et æg.

I en skål hældte jeg 1/2 cup mel, den lille håndfuld majskerne jeg tog til side, en knivspids sennepspulver, salt og et lille stykke parmesan – eller anden smagfuld ost – revet.

I en anden skål piskede jeg æg sammen med mælk.

Rør nu det våde i det tørre, så dejen bliver glat og jævn, det vil sige lidt efter lidt. Dejen skal have konsistens cirka som pandekagedej.

Hældes i en muffinform, som er smurt med smeltet smør, og stilles i den 220 grader varm ovn i 25 minutter. Det er forbudt at åbne ovnlågen undervejs. Hvis man smugkigger, så skal de altså gerne vokse og blive meget brune.

Til sidst lavede jeg kartoffelmos af tre kogte medium kartofler, most sammen med bagsiden af en ske med en lille klat smør, salt, peber, et drys purløg og en sjat mælk.

Kyllingen kogte i cirka 50 minutter – det gav lige popovers’ere tid til at hvile ud af formen.

Dertil en flaske Asserbryg Fuglebjerggaard IPA – eller en anden god øl.

Det er jeg stolt over

Madame har udfordret mig til at skrive ti positive ting om mig selv. Hun har selv skrevet nogle rigtigt gode punkter.

Her kommer mine:

1. Kan få de fleste mennesker til at le
2. Er god til at lære fra mig
3. Læser hurtigt
4. Er klog, men mangler lidt før jeg også bliver vis
5. Siger min mening
6. Kan spotte en psykopat på mange meters afstand
7. Har ingen tolerance over for bøller og bøllethed
8. Flyder som en prop og kan derfor svømme i det uendelige
9. Møder andre mennesker åbent og uforbeholdent
10. Bliver stoppet på gaden i selv meget fremmede lande og spurgt om vej – kan næsten altid hjælpe ;)

Har vist glemt at levere en Pinga-opdatering: Hun kom hjem i går til almindelig aftensmadstid, som om intet havde været anderledes.

Men de har nu været et par hjemmefødninger i dag og så dårligt er vejret ikke.

Rovdyrlugt

Under morgenkaffen og nettjekket til sengs blev jeg mere og mere klar over, at den underlige lugt jeg allerede havde bemærket i aftes, var virkelig, og ikke en del af mine drømmebilleder.

En sødlig, dyrisk rovdyrlugt.
Hverken våd kat eller morgenfimset menneske.
Rovdyr.

En nærmere undersøgelse under sengen afslørede lort.
Snoet fast lort.

En husmår har med andre ord været på visit, mens jeg var på visit. Det interessante er, at det ikke rigtigt har registreret hos kattene.

Kasper sniffede ganske vist meget interesseret til et møbelhjørne i går, men jeg antog, at det kunne være en af nabolagets katte, der lige havde været inde efter nogle boligindretningstips.

Men nej, det var såmænd en mår.

Foreløbig vil jeg sige: Hellere en mår på lynvisit i soveværelset end ti på taget ;)

Comfort food

Er vist hårdere angrebet af gårsdagen end de første evalueringer tydede på.

Har i hvert fald måtte opgive enhver tanke om mere avanceret kogekunst med gode sager i mit køleskab, til fordel for det amerikanerne kalder comfort food.

Kan ikke komme i tanke om et godt dansk udtryk. Det er ikke det samme, som at trøstespise eller spise dårlig mad nødvendigvis.

Det er at tilberede og indtage præcis det situationen kræver: Varm kakao med marshmellow når man er kold, hed suppe når man er sløj, blød kartoffelmos når man er modløs og salt mad, når elektolytterne er i udu. Og alle menneskers liste over comfort foods er forskellig.

Mit valg af saltmad er tunsandwich med syltede agurker, dertil en håndfuld rodfrugtchips og vand, masser af dejligt vand.

Tunsalaten er verdens simpleste:

• Dåsetun - tunvand og -fnuller i kat
• fiskekød i skål
• deri et finthakket halvt rødløg og et hakket halvt æble.
• Salt, peber, lille citrondryp, en skefuld Hellmanns majonæse og tre skefulde tyk, græsk yogurt

Salaten bruges som fugemasse, i lagt i skiver af syltede agurker, mellem to ristede stykker brød tidligst en halv times tid efter den er bikset samme og indtages under stor nydelse.

Og tunsalaten er dobbelt så god i morgen.

Franske elefantkys og tomater

Øllet blev godkendt af mine to uafhængige prøvedrikkere. Flaskerne forsvandt gelinde midt i en ellers fransk aften. Nok meget godt, at der kun var to flasker ellers havde det hævnet sig i morges.

Hvor jeg havde den fryd at blive vækket af husets eneste andet a-menneske, en 4-årig, som mente, at der skal holdes bamsebryllup i min gæsteseng og i løbet af nul komma dut havde slæbt hele menageriet af plydsdyr ind og omhyggeligt fordelt dem rundt om mig i sengen.

Som del af bryllupsfesten fik jeg en stort kys af den nye elefant, som hun havde fået på familien årlige Frankrigstur.

I aftes fik jeg mere spiselige franske sager. Foie Gras, Chevre, snegle og gode vine. Og ved morgenbordet fik jeg en fødselsdagsgave på forskud: En fornem ostekniv fra Laguiole.

Den 4-åriges søster er lige begyndt i første klasse på en skole, hvor ungerne har både engelsk og tysk fra starten af deres skoletid. Derfor udspandt sig følgende mærkelige dialog, da der skulle hoppes i sengen til Här kommer Pippi Långstrump:

Pige: Det er en sang på tysk
Mig: Nej, den er faktisk på svensk:
Pige: Det kan den ikke være, for jeg har ikke lært svensk endnu, det må være på tysk

Morgenhyggen gav også ny viden, som at der kan være syv kilo snot i en elefantsnabel og at elefantbussemænd er store som fodbolde.

På vej hjem lagde jeg turen forbi Gartneriet Toftegård og investerede i lidt tomater, når nu min egen høst er slået fejl.

Tror det ender med en Camilla Plum løsning, men i dag skal de bare være lysende smukke og fornøje øjet.

Og så er det i øvrigt første gang at kattene har haft mulighed for at være ude hele døgnet. Har endnu ikke mødt Pinga, men Kasper har spist lidt Pussi og spiller nu kostbar, som kun katte, der føler sig urimeligt behandlet kan.

Asserbryg

I morgen - ja faktisk i dag - er der verdensdrikkepremiere på første bryg fra ultra-microbryggeriet Asserbryg.

For efterhånden 10-11 uger siden, deltog jeg på et ølbryggerkursus på Fuglebjerggaard. Det var midt i årets første hedebølge og med mig hjem havde jeg 13 liter India Pale Ale brygget med omhu og forbløffelse af mig og min ukendte makker.

Siden fulgte jobbet med at hælde brygget på flaske og så den lange venteperiode til øllet er færdig.

Nu er min ferie startet og jeg skal på visit på det sydvestligesjælland, hvor værtsfolkene vil divertere med det bedste de har haft med hjem fra en Frankrigsferie. Jeg vil slæbe et par flasker øl med og håbe på uforbeholdne meninger og en tålelig drikkeoplevelse.

Undervejs har jeg prøvesmagt to flasker. Jeg tror, jeg ved, at øllet er en smule for sødt - og dermed stærkt - til min smag, men må sige, at oplevelsen var fin.

Med mine rudimentære grafiske virkemidler har jeg bikset etikette øverst sammen.

En flaske med etikette ser således ud:

Citronmånerne har den farve citronmåner skal have

Ved midnat begynder min sommerferie, tre endnu uplanlagte uger som jeg har gået og længtes efter et stykke tid nu.

På min arbejdsplads er det kotume, at man giver kage, når man skal på ferie. I hvert fald til de nærmeste kolleger.

Så fra morgenstunden har jeg bagt, citronmåner. Som altid må man kunne improvisere i denne ende af verden. Ingen gul frugtfarve i miles omkreds og ikke engang en citronvand, som måske kunne have lavet en fesengul glasur. Men farve skulle månerne jo have, så de blev blå.

Selve kagen er Camilla Plums fantastiske citronkage med birkes, som stammer fra bogen Mors Mad.

Den bages således:

• Tænd ovn på 165 grader
• Sæt 250 g smør til blid og langsom smeltning. Når smørret skal bruges, skal man kunne stikke en finger i uden at brænde sig
• 6 æg piskes hvide og skummende med 350 g sukker
• Riv skallen af 3 citroner og pres saften af den første
• Hæld citronskal, den ene citrons saft og 1 dl birkes ned til ægge-sukkermassen
• Hæld 1 dl mælk og derefter smørret i
• Til sidst skal 350 g hvedemel og 1 spiseskefuld bagepulver i.

Hæld massen i en smut springform - bag i 45-50 minutter - nogen gange mere. Tjek med strikkepind eller træspyd at dej ikke hænger ved og at midten er hed.

Imens den bager koges saften af de to sidste citroner med 2 dl sukker i en 10 minutters tid. Køl den af til kagen er færdig og hæld den over når kagen kommer ud af ovnen.

Når kagen er helt kold smørres en blå - eller gul . glasur på.

Hvis nu man ikke vil have birkes i, skal der lidt mere mel i. Men birkesene er faktisk det der gør kagen fantastisk, så prøv den først med.

Slet ikke skabt til aftenarbejde

Jeg er udpræget a-menneske og det er Pinga og Kasper også, så det passer os slet ikke, når jeg har aftenvagt. I denne uge er den endda den nådige, hvor jeg er hjemme allerede ved midnat, der findes også en, der er halvanden time længere.

Selv om jeg kommer sent i seng vil kattene ud klokken 5 - det kommer de selvfølgelig - og så får jeg sjældent sovet mere end et par timer derefter og vågner med moderat hovedpine til glubende sultne dyr.

Glubende sultne er de også ved min hjemkomst, som det ses af ovenstående billede, hvor der bliver spist igennem.

Aftenens hjemtur var i øvrigt endnu en af den globale opvarmnings surrealistiske oplevelser, vægge af vand væltede ned og generede trafikken indtil Farum, hvor det klarede op. Her er det foreløbigt ganske tørt.

Jeg ved, at hvor regnen har været tidligere i aften, er der de efterhånden sædvanlige situationer med opkastede kloakdæksler, oversvømmelser og tog, der ikke kan komme frem.

Meget sært at kunne putte ordet sædvanlige i den sætning.

Regression

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn.

Da jeg var barn, drak jeg rød sodavand så ofte, som jeg fik lov.

Det har jeg ikke gjort i mange, mange år - altså drukket hindbærvand - men i går lokkede en kæmpe, funklende rød flaske mig i supermarked.

Minsandten om ikke man nu kan få rød sodavand light. Det smager ikke, som jeg husker det, det er der vist ikke meget, der gør, men det vækker hyggelige minder.

Jeg tror rød sodavand light skal være en af mine hemmelige hyggeting, som pulverdilddip til chips og dåseananas på pizza.

Så mangler jeg bare at finde et godt rustent søm, så er alle barndommens favoritter samlet ;)

Nederen, de hænger der jo bare

Vejret er formidabelt til den årlige Kattegat Dragefestival. En ganske frisk vind og blå, blå himmel med milde, hvide skyer – bedre kan det vist ikke blive, eller smukkere.

Lejet er fuld af mennesker, fordi der også er torvedag og intet drager danskere som vakkelvorne borde fulde af andres ragelse. Nogle få borde er antydningsvist organiseret med fx emaljeting eller glas, men det meste ligner en hurtig oprydning.

Det er i grunden en ganske rørende tanke, denne tro på, at der er guld at hente i det andre ikke har brug for længere.

Men jeg ville nu ønske, at markedet var fuldt af hjemmeavl – af alt fra madvarer til håndgerning. Jeg gad godt gå på rov i andres syltekunst og opfindsomhed.

Nå, men det var dragerne jeg kom fra.

Overskriften var en spontan ytring fra en pige på en 13-14 år da hun og familie spottede dragerne hen over lejets lavtagede huse.

Desværre hørte jeg aldrig, hvad hun præcis mente. Mor og en anden kvinde kastede sig straks verbalt over hende: Hvad mener, du? Hvad skulle de ellers gøre?

Ja, hvad skulle de ellers gøre? Et eller andet, andet forventede hun jo altså.

Soundtracket til mit liv

Ok, jeg indrømmer det: Da lyset gik, så jeg ikke mere kunne hækle til min lydbog, kom jeg til at kede mig lidt.

Men når kedsomheden er størst, er nettet nærmest, og så jeg fandt en liste:

Lav dit livs soundtrack

Alt hvad opgaven krævede, var et smut ind iTunes og så at sætte min musik til at spille i tilfældig rækkefølge. Ved hver overskrift skulle jeg klikke et nyt nummer frem. Det kom der følgende liste ud af:

Opening Credits:
Ain't no cure for love - Aaron Neville
Waking Up:
Hvem si'r at jeg er færdig med dig? - Anne Dorte Michelsen
First Day At School:
Mozart: Piano Concerto Nr. 25 in C, K. 503: III. Allegretto dirigeret af Daniel Barenboim
Falling In Love:
Mozar: Piano Concertp Nr. 22 in E flat, K482: Allegro - Andantino cantabie - Allegro dirigeret af Daniel Barenboim
Fight Song:
Rollercoaster - Everything but The Girl
Breaking Up:
Anchorage - Michelle Shocked
Prom:
Gånglek från Älvdaken - Jan Johansson
Life:
Cry! Cry! Cry! - Johnny Cash
Mental Breakdown:
Don't Miss you at all - Norah Jones
Driving:
An Englishman in New York - Sting
Flashback:
Händel: He Shall Purify - Kathleen Battle and The Toronto Symphony Orchestra
Getting back together:
Loving you is a Dirty Job But Somebody's gotta do it - Bonnie Tyler
Wedding:
Who by Fire - Leonard Cohen
Birth of Child:
Stille Morgen - Allan Olsen
Händel: Final Battle:
And With His Stripes We Are Healed - Andrew Davis and The Toronto Symphony Orchestra
Death Scene:
Corcovado - Everything but The Girl
Funeral Song:
Harrison Ford - Souvenirs
End Credits:
Stop - Diverse kunstnere

Tankevækkende og ganske morsom liste. Især er jeg forbløffet over, at jeg skal begraves til et nummer af Souvenirs - gruppen med hittet: Jeg hader Susanne.
Jeg aner ikke, hvorfor jeg overhovedet har deres musik i mit bibliotek, men sjovt er det.

Resten passer sgu efter omstændighederne godt not til, at jeg kunne blive helt overtroisk ;)

Jagttrofæer II

Tak for kommentarerne til min nye bukkehovedknagerække – de er jo overvejende positive.

Hovederne kan i øvrigt købes her, hvis man lyster. (Nej, jeg får ikke returkommission)

Dog synes Zette de er lidt væmmelige. Det har jeg tænkt lidt over.

Jeg ville aldrig hænge et ægte jagttrofæ op. Dybest set synes jeg, det er underligt at prale med sin evne til at dræbe.

Ikke at jeg ikke godt ved, at nogen typer jagt er nødvendig for bestande osv. Men sådan den rendyrkede: Nu tager jeg af sted med det ene formål at dræbe den smukkeste, største buk, giraf, tiger eller vandrende pind. Det synes jeg er sært.

Når det så er sagt, så er jeg fascineret af jagttrofæet som ikon og hængte hjertens gerne et elghoved op over sofaen, hvis det var af plys, eller lagde et akryl isbjørnetæppe foran min brændeovn, hvis der var plads ;)

Jeg pønser på at strikke en underlig fisk til et stykke drivtømmer som fisketrofæ.

Og så hænger ovenstående muse-trofæ altså på mit badeværelse.

Kattene har aldrig værdiget det et blik, men jeg kom en gang langt med at bilde mine nevøer ind, at det var hovedet fra den første mus de havde nedlagt.

Jagttrofæer

Det er snart længe siden, at jeg købet en ladning af disse gevirprydede bukkehoveder, som jeg havde dunkle planer om at bruge til en knagerække.

Jeg har været gennem mange ideer, fra at finde et stykke drivtømmer og montere dem på det, til at skrue dem lige i væggen.

Nu er alle afsat, i min gang er de skruet i et stykke egetræ og i soveværelset er de kommet på et stykke panel.

Her var det oprindelige problem, at det faktisk ikke er en væg de sidder på, men noget tyndt afblændingsmateriale.

Den slags kan sætte mig i stå i månedsvis, indtil jeg lige pludselig en dag ser problemet klart og kan løse det: Der er nemlig en smule væg helt ude i siderne, og der er panelet skruet fast :)

Naturens egen pedicure

Til formiddag har jeg gået en to timer lang tur rundt i omegnen i smukt solskin og med blot en mild brise.

Det blev til en små 8 kilometer. Det langsommelige tempo skyldes, at mindst tre af kilometerne var på bare fødder i vandkanten langs stranden.

Efter sådan en tur er fødderne bløde og helt, helt rene ;)

Mig og Winston

Når nu dagen er en årsdag, så skulle den jo fejres.

Det tog mig ikke lang tid at forud-smage mig til, at en god peberbøf med lidt ristede kartoffelterninger og en Cæsarsalat kunne være en fest.

Kødet var Irmas ungokse, som faktisk er godt og smagfuldt,

Jeg boykottede Irma i en periode, fordi det altid var udtjente malkekøer man købte, når man købte deres oksekød. Faktisk fik jeg dem engang til at skrive det præcis sådan i en mail til mig, da jeg klagede over en roastbeef, der var uspiselig, fordi den var sej som en affaldssæk. Som friskfyren skrev, hvad regnede jeg egentlig med, når jeg købte en steg til under 100 kroner?

Ungokserne er ikke dyre, men smagfulde, og derfor pengene værd.

Bøffen fik nyknuste peberkorn på begge sider og blev stegt på en jernpande i lidt smør. Dertil terninger af to kartofler ristet gyldne i smør og olivenolie i en 10-12 minutter og drysset med salt.

Cæsarsalat er en herlig simpel ting: Romain salat skyllet, slynget og revet i store stykker, et par ansjoser, flager af parmesan, brødcroutoner – jeg lavede terninger af en halvtør bollet og ristede dem med lidt knust hvidløg i olivenolie.

Dressingen lavede jeg på en æggeblomme, en ansjos, hvidløg, citronsaft og Worcestershire sauce mixet hurtigt op i min food processor og så olie langsomt hældt i til konsistensen er majonæse.

Der var ikke ansjos i hverken dressing eller salat da Caesar Cardini opfandt salaten, men det er en skøn erstatning for salt ;)

Og så må jeg bryde sammen og tilstå, at jeg drak champagne til.

Det er vist ikke et klassisk valg, men Winston Churchills favorit, Pol Roger, klarer udfordringen.

En del entusiaster kan ikke lide Pol Roger, fordi der er meget svovl – eller for at sige det på dansk - prut i duften og derfor også antydningsvis i smagen.

Netop derfor er den god til bøf og salat med ansjos ;)

Et år på landet

I dag er det på dato et år siden, at et jeg fik nøgler til mit lille røde hus og lagde mit forstadsliv i Ordrup bag mig. (Billedet er taget efter min først nat som husejer)

Overskriften er inspireret af Peter Mayles A year in Provence – fin bog og dejlig tv-serie med John Thaw (Inspector Morse) i hovedrollen – ikke at omvæltningen har været så voldsom, som skiftet fra et hektisk London-liv til en lille provancalsk landsby.

Men det har været en omvæltning – og en fantastisk en af slagsen.

Dersom jeg tog et stykke papir og delte det med plads til de gode ting og de dårlige ting, skulle jeg sætte rigtig god plads af til alle de gode.

Der er de indlysende fordele som freden, stilheden – når august er forbi – naturen, det frie kig til nattens stjerner og muligheden for at have udekatte.

Der er også alle de lidt mere subtile, som at min blodtryk mærkbart fald, når jeg passerer Farum, at ting her tager den tid de tager, når man det ikke i dag, så kommer der en dag i morgen.

På overfladen var det vist en meget pludselig beslutning, jeg traf der for +12 måneder siden, sådan har den i hvert fald virket på mine nærmeste.

Men jeg tror, den havde været undervejs et stykke tid. Hvorfor blev jeg ellers ved med at kigge husannoncer, de særeste steder på Sjælland?

Og hvorfor blev jeg ellers så betaget af en tv-serie om det der på engelsk hedder down-shifting – altså at gearer ned? En fantastisk serien om en mand, som flyttede til River Cottage og forsøgte at blive selvforsynende.

Det drømte jeg om og jeg tvang mine veninder til at se programmet, de var lidt målløse over min interesse. Men noget småsimrede på svagt blus.

Jeg længtes efter et eller andet.

Så da mit lille røde hus en dag dukkede frem på skærmen i annoncen fra ejendomsmægleren blev jeg så fyr og flamme, at jeg straks fræsede nordvest på for at se, om der mon ikke var noget galt med beliggenheden. Det var der ikke.

Thi dette er stedet, og det er mit sted – og kattenes ;)

Tropical shower

Jeg er løbet tør for petroleum til min gamle toglygte. Det er vist meget godt, det er et skrækkeligt myggevejr med voldsom høj luftfugtighed. Ikke værd at stå ude og bakse med lygten blot et par minutter.

Efter en hel dags arbejde i det akvarie, hvor jeg arbejder, var jeg uden sans for vejret, da jeg trådte uden for, for at køre hjem.

Et lyn glimtede og torden rullede. Ind gennem byen var folk i alle grader af afklædning på vej i Tivoli og i byen.

Ved Utterslev Mose gik der hul på himmelbylden.

Så stort et hul, at mange måtte køre ind til siden, fordi deres vinduesviskere ikke kunne følge med. Jeg tror faktisk kun jeg har kørt i sådan en byge en gang tidligere, i Florida, i orkansæsonen og der betegnes de tropical showers og er noget man har respekt for.

Op ad motorvejen gik trafikken flere gange i stå, fordi vandet samlede sig i på vejbanen, hvor den blev ført under andre veje.

Det så ud til at blive en lang tur hjem, men så ved Farum: Tørt og klart vejr - og sådan har det været siden.

Meget mærkeligt.

Benene op og hovedet ned

Min dyne strandede på vej til udluftning i morges, det har Pinga sat pris på.

I to timer i eftermiddags hang hun sådan, mens Kasper var sur over, at han måtte ligge på sengen uden dyne.

Til gengæld har han vist ikke noget at klage over, det viser sig, at hos naboen hedder han Gustav og at han lever det gode liv over hos dem, lige til den døve og blinde hund, som i sin tid jog ham op i et træ, får fært af ham.

På nettets uvejsomme veje faldt jeg over en kaffe, som er lidt ud over den sædvanlige.

Bønnerne har lige været et smut igennem fordøjelsessystemet på en mårligende desmerkat på den indonesiske ø Suwalesi. De lokale samler dyrets lort sammen og vasker kaffebønnerne frem og sender dem så til den vestlige verden for flere tusinde kroner kiloet.

Gud ved om ikke Kopi Luwak, som kaffen hedder, er indonesisk for lortekaffe?

En urolig sjæl

Jeg køber mine æg på en gård i Hald. Den direkte, men hverken den hurtigste eller nemmeste vej, går gennem Liseleje og ud ad den fantastiske Hyllingebjergvej, hvor den ene smukke sommervilla følger den anden med en række sagnomspundne arkitekttegnede træsommerhuse fra 30’erne mikset ind.

Et stop på selve Hyllingebjerg giver et betagende vue ud over Kattegat fra skrænten 30 meter over havet.

Når jeg kører turen sådan en lidt overskyet sommerdag med vinduet rullet ned og albuen ud, komme jeg altid til at tænke på den film, som i hele mit liv har gjort størst indtryk på mig: Den Forsvundne Fuldmægtige.

Jeg var 11 år, da jeg så den, og kombinationen af historien og Hans Scherfigs sært indeklemte stemme med de tørre kommentarer, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Da Karl Stegger første gang præsenteres i filmen, i rollen som Martin Hageholm, siger Scherfig:

Manden i bilen hedder Martin Hageholm. Det er en urolig sjæl. Han er pensioneret, og han har arvet penge. Han skulle leve roligt og fredeligt. Men han farer rundt og blander sig i mange ting og har mange jern i ilden. Han har et rødt ansigt. Og når han bliver ophidset, bliver det helt blåt.

Den kommentar lyder altid for mit indre øre, når jeg kører rundt med armen ude.

Der er vist i øvrigt ikke megen tvivl om, at det er netop er denne egn fuldmægtigen søgte til efter sit forsvindingsnummer:

Det er en smuk egn. Der er en stor sø og enge og mose og flade marker. Og der er høje lyngbakker og en skov, der vokser på flyvesand. Der er hvide klitter og blåt hav……..

……..Der er et fiskerleje, hvor fiskerne lejer huse ud til københavnere. De elsker ikke deres lejere, der render omkring med bare rygge og bukser og bader og soler sig, som om de ikke var rigtig kloge. Men sådan er folk altså derinde i byen. Og man skal jo leve af dem.
Bølgebryderen er sandet til. Der bliver ikke fisket mere i lejet. Men der er kommet badehotel og pensionater og hvilehjem. Og inde i landet ligger en historisk kro med bindingsværk og stråtag og gamle lygter og ordsprog på bjælkerne og kunstige blyruder. - Besøg den historiske kro! - står der på skilte og tavler og pile.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor filmen gjorde så stort indtryk på mig. Måske fordi det var første gang, hvor vi var af sted hele familie og virkelig alle værdsatte og fik noget ud af en film.

Indtil da var det vist mest noget med Far til Fire i biografen i Ribe, når vi var på sommerferie, i starten gik min far med, men han faldt altid i søvn.

Vi havde også set nogle Jules Vernes film sammen, men jeg tror min mor mest tog med for hyggens skyld og ikke fordi hun var voldsomt optaget af en verdensomsejling under havet.

Senere blev det James Bond, men min mor gav op, da Sean Connery gjorde.

En ommer

Yups – trods fornemme solskinstimer og høj havetemperatur, så kunne jeg ikke nære mig for at bage småkager.

Tændstikkerne skulle makke ret og jeg havde en ide til en ny småkage – ny ud i egen indbildning i hvert fald.

Jeg gætter på, at det er umuligt at opfinde en småkage en eller anden et eller andet sted i verden ikke for længst har bagt.

Først var jeg dog i Netto, hvor jeg skaffede mig tre glas lemon curd, foruden seks nøgler bomuldsgarn i den rigtige tykkelse, men noget fesne farver. Tror dog ikke bølgetæppet tager skade, der er jo ingen plan for det.

Netto vil altid være mig en prøvelse.

Jeg kender ingen butikker mere uorganiserede og sjusket drevet. Min Fakta om hjørnet er til sammenligning et ordenstempel og strømlignet som de svejtsiske jernbaner.

Næste gang jeg skal derhen, skal tilbuddet være fænomenalt.

Nå men tilbage til småkagerne. Jeg har analyseret lidt på, hvad der gik galt forleden og er blevet enig med mig selv om:

• at min ovn er for varm
• at det må være lettere at få en småkage til at holde sin facon, hvis der er æg i

Mel, sukker, smør, smag må nu engang være dømt til at flyde ud.

Så nu lyder min ny, forbedrede opskrift:

1,75 dl hvedemel
0,25 dl sukker – halvt rørsukker, halvt lys muscavado
1 tsk limejuice
4 dråber bergamotte
1 tsk finthakket frisk rosmarin
50 gram koldt smør
1 æggeblomme

Hurtigt samlet og smidt i køleskabet i hvert fald en halv time.

Jeg har læste ganske grundigt i blandt andet min klassiske Den Blå Bagebog fra Tørsleff. Alle opskrifter med den slags dej siger bag 10 min ved 200 grader.

Jeg satte min ovn på 175 og kiggede intenst ind gennem ruden mens jeg vindslede garn. De blev hentet ud efter 9 minutter.

Svovlet er æggehviden blandet med flormelis, farve og et par dråber eddike. Min var ikke helt fast nok, så jeg dyppede af et par gange.

Så er der småkage II – dem kalder jeg:

Te med citron
Det er præcis samme dej, rullet til kugler og stukket en finger i, så der er plads til en klat lemon curd.

De er super cool. Bergamotte sammen med den søde citroncreme er som en stor slurk skoldhed Early Gray te med citron og honning. Det er i øvrigt den eneste te jeg kan lide ;)

Tordenmartini

Da jeg var i Helsinge og handle lige efter middag tegnede den umiddelbare fremtid lys og tør, så jeg skruede mig op til noget amerikansk med hvidløgslaks, melonsalsa og ovnkartofler og så gav et godt tilbud på Martini Extra Dry mig en øjeblikkelig association til en stor kold Dry Martini med en smag som flybrændstof og et spark som halen på en sur badebæver. (Som James Bond foretrækker jeg min dry Martini rystet, men den skal være på gin.)

Så kom regnen og vaskede udendørsdrømmene inden døre – at dømme efter DMI’s tjeneste er dette hjørne af Danmark stort set det eneste med nedbør – men det er hyggeligt nok, især fordi der følger både torden og lynild med

Det er jeg så meget et bysbarn, at jeg bare nyder. Jeg har heller aldrig set en gård brænde ned, eller en ko blive flækket af Thors vrede.

Og kattene, som jeg stort set ikke har set det seneste halvandet døgn, kom listende da trykket faldt og skyerne trak sammen.

Kasper holdt øje med vejret, mens jeg bjærgede tørresnorens ophængte emner, og alt det løse, som ender med at flyde ude efter en dag med sol.

Nu sover Pinga i dyner og Kasper putter sig på savbriksen, som stadig lever et uafklaret liv i stuen, dog ikke mere midt på gulvet, og i godt vejr på plænen.

Det er nu herligt, at have dem hjemme, giver god tryghed og jeg skal ikke mere lytte nervøst efter københavnerne, som skal fræse deres Saab 9-5’er og deres Volvo V70’s ned ad hulvejen med 80km/t. Når man kører i verdens sikreste biler tror man tilsyneladende at resten af verden er lavet af uforgængelige materialer.

Tror ikke, jeg har Vampyrpingvinens nerver af stål. (Han er kommet hjem)

Men glæder mig over en historie som denne: Hvor en lille kat vandt over en stor bjørn. Eller denne, hvor en opfindsom mand giver os svar på, hvad vores små stuetigere egentlig får tiden til at gå med, når de er på langfart.

Middagen kalder og det svære valg mellem Zinfandel og Pale Ale. Sådan er det næsten altid med amerikansk mad.

H2O

For 20 minutter siden løb de første lune dråber vand ud af min nye vandvarmer og jeg har lige taget ugens første afslappede brusebad.

Klokken 7.10 ankom en flink mand fra den lokale vvs-gigant, en time senere var vandvarmeren installeret.

Indtil nu har jeg kun mødt gode lokale håndværkere, de kommer når de siger, og arbejder hurtigt og effektivt.

Ugen uden varmt vand har været interessant. De dage, hvor jeg skulle møde meget tidligt, tog jeg bad på arbejde, men de øvrige har jeg klatvasket under det kolde gys.

Hvor er vi dog forkælede i dette lille herlige land.

Masser af rent vand, som kan bruges til alt, så er det mindste problem altså at det kan gå koldt i korte perioder.

Det er værd at værdsætte.

Opfindelse

Der var engang en mand, der arbejdede på en limfabrik. Hans job var at opfinde stærk lim.

En dag opfandt han en mærkelig masse: Den var ganske vist klistret, men den kunne så let som ingenting fjernes igen, og den efterlod ikke nogen form for mærker.

Med andre ord en helt ubrugelig stræk lim.

En latterlig svag lim.

Manden havde en kollega, som havde et problem, når han sang i sit kirkekor.

De små stykker papir han brugte som bogmærker i salmebogen gled altid ud på de mest ubelejlige tidspunkter. Det betød ,at han ikke kunne finde de salmer der skulle synges og at han måtte rage rundt på gulvet mellem benene på sine med-korsangere for at samle papirstumperne op.

Korsangeren kendte til limopfinderens sidste fiasko og så tænkte han: Jeg prøver noget af hans svage lim.

Således blev den gule post-it sticker opfundet.

Så intet er så galt, at det ikke kan reddes.

I dag var jeg tændt på en småkage, jeg havde set via Sifka.

Nej, ikke sukkerkringlerne, men den skønne tændstik, som også optræder på Dansukkers hjemmeside.

Jeg så for mig en perfekt lille småkagebjælke dyppet i fin blå glasur, så den lignede en tændstik med blåt svovl.

Jeg fulgte altså opskriften, det gjorde jeg, men tanken om cognac sagde mig ikke noget. Derimod puttede jeg en skefuld limejuice og et par dråber bergamotteolie i dejen. Jeg æltede også finthakket rosmarin i , for sukker og rosmarin er godt sammen.

Jeg anede fred og ingen fare indtil mit æggeur rang.

Så havde jeg en pladefuld udflydte småkager, som ville blive bizarre med blå glasur.

Men milde marengs, hvor de smager, de bedste småkager jeg nogensinde har bagt.

Lyserød overraskelse

Sifka har været så sød, at gøre mig lyserød og glad (hvis man klikker på knappen, kan man se, hvor den kommer fra).

Samtidig skal jeg udpege fem andre kvindelige blogger, som er noget særligt.

Mariannes Mening
Mal din dag
Newyorkerbyheart
Deborah
Natmaleren

Heldigvis for mig er begrunden for at vælge alle fem, den samme: Jeg elsker hverdagen, og jeres blogs er en fantastisk mulighed for at se ind i andres. Tak for kigget.

Chateau de maison rouge

Funktionærhænderne er i stærk bedring, de har også fået det glatte lag af voldsom hampecreme flere gange dagligt siden forleden.

Og det er ganske nødvendigt, at jeg snart er klar til manuelt arbejde igen, der venter mig en større plukke opgave.

Det eneste der rigtig trives i min have er ovenstående vin. På trods af, at den blot er knaldet ned i hullet efter en optaget terrasseflise, så skyder og vokser den, som lå Asserbo ved Middelhavet og ikke Kattegat.

Der er masser af klaser og dem skal jeg jo have fundet noget at bruge til. Tænk hvis man kunne lave sin egen champagne ;)

Lige nu er druerne grønne og beske, men hvis sommeren som bebudet starter søndag, så kan det gå hen og blive helt godt.

The Texas plæneklippermassakre

Det er vist min ih-hvor-er det-synd-for-mig-dag i dag.

Pludselig stod det lysende klart for mig - da alle omkring mig simultant startede deres motorplæneklippere - at tiden for en plæneklipning var inde.

Frem med håndskubberen - nummer to i min korte husejer-karriere, sidste år blev det gule vidunders forgænger stjålet, mens den stadig var barn - og i gang.

Nu var mit græs sine steder blevet så højt som en nyfødt giraf, det vil sige 1,8 meter. Men alle dem med de motordrevne skulle jo ikke tro, jeg ikke kunne, så jeg kløede på.

Og skubbede, og skubbede, og sad fast i store onde totter, og trak fri, og skubbe og gentag efter smag.

Eller i hvert fald de 30 minutter det tog mig at slå hver eneste af mine 200 kvadratmeter.

Og hvad så jeg så, da jeg skulle ind og vaske hænder og snuppe mit et glas vand??

Mine bløde funktionærhænder er ødelagt!!!

På min ene håndflade residerer en nu sprækket vabel, stor som Grønland, og på den anden dunker Island under stadig spændt hud.

Men plænen er flot og jeg blev først færdig ;)

Uglad i bad

Mød min nye kajak: En 30 liters el-vandvarmer fra det lokale firma Metro.

Bedst som huset væsener havde morgenhygge i senge, startede et spontant brusebad på badeværelset, som sendte kattene i løb ud i haven.

Bunden var tæret ud af vandvarmeren. Der røg de kajak-penge.

Hvad værre er, den kan først blive monteret på onsdag - en uge uden varme bade, det er lang tid, synes jeg, men håndværkere skal jo også have ferie.