Muffuletta

Der er stor risiko for, at dette indlæg ender som en skamløs hyldest til internettet og til den amerikanske sandwichtradition.

Men altså, i min familie har vi altid været ekstremt videnbegærlige. Jeg gætter på, at der har været perioder, hvor mine forældre frygtede måltiderne for deres talrige spørgsmål om dette og hint, og hvor svar blot udløste nye spørgsmål.

De håndterede det nu pæn. Og af dem lærte jeg, at hvis man ved noget, deler man gavmildt ud af sin viden, Mens det på den anden side ikke er nogen skam at sige, det ved jeg ikke, men derefter har man pligt til at opsøge et svar.

Til den del havde vi adskillige opslagsværker og lexica. Dog var det leksikon min far tillagde størst autoritet, så gammelt, at der ud for Absalon kun stod et fødeår. Og nogle gange gav svarene jo ingen mening i 60’ernes Danmark og så måtte han bruge andre metoder.

For det var sådan, at hvis ikke der kunne findes et svar i husets håndbibliotek, eller opnås enighed om svaret, så måtte min mor i gang. Hun arbejdede på et bibliotek og kunne hjembringe et svar til næste aftensmåltid. De må have følt det som at have været til eksamen hver dag.

Jeg er sikker på, at de begge ville have elsker internettet og dets endeløse mængder af information om alt mellem himmel og jord. Min far nåede at skrive en enkelt e-mail i sit liv, men vist aldrig at opleve google, som et verbum.

Personligt oplever jeg google og det google finder til mig, som den største livskvalitetsforbedring i min levetid. Jeg er vild med alt det, der findes for enden af mit trådløse netværk.

Jeg tænkte over det, da jeg til morgen på en hjemmeside faldt over beskrivelsen af en muffuletta sandwich. Det var levende beskrevet, hvordan duften fra en sådan bredte sig i en togkupe, da den heldige indehaver strøg den ud af sit vokspapir.

Uden at ane, hvad en muffuletta sandwich er, forelskede jeg mig på stedet i navnet, i ideen og i den beskrevne duft.

Så gæt, hvad jeg har fået til frokost? En muffuletta selvfølgelig.

Ikke mindst da jeg googlede mig frem til dens tilhørsforhold i New Orleans, som jeg har en hed distance forelskelse i uden nogensinde at have været der.

Min udgave kom til verden således: En italiensk surdejsbolle blev strøget med olivenmos på den ene halvdel og artiskokmos på den anden. Der imellem blev lagt skiftevis emmentaler, lomo, gouda med brændenælder, salami, mortadella og syltede løg.

Den fik en 6-7 minutter i en hed ovn, til osten smeltede det hele sammen.

En lille klat japansk kartoffelsalat og en halv håndfuld rodfrugts chips gjorde det ud for den side order, man altid får i USA til en sandwich på et deli eller en restaurant.

Og derefter en stor kop café au lait i en solstribe i stuen sammen med kattene. Denne uventede fridag – pludselig åbnede der sig en mulighed for at gnave et par dage af afspadseringskontoen – tegner godt.