Etageplanter

Jeg er så nem. Rosende ord i et reklamemagasin og så hopper jeg på den. Et bed i etager.

Firmaet reklamere med, at det kan sættes op på under 1 minut uden brug af værktøj. Joh, hvis tossen, der havde boret hullerne til dyvlerne, havde boret lige ;)

Nu står den der og venter på muld og frø. Jeg ser for mig en fontæne af salater, tallerkensmækkere og krydderurter.

En kvan og en løvstikke har jeg klar og frø til resten.

Men havefanden tog ved mig og jeg fik i stedet - næsten - styr på min mosplæne med sporadiske totter af græs og på mit bed. Det med kartofler, løg, rabarber, jordskokker og peberrod.

I morgen skal det hele rigtig gerne have et ordentligt regnskyl, her har det ikke regnet længe, sorry Nordjylland;)

Og jeg er på vel ud af døren til luskus sushi på Sushitarian.

Cæsaroise

Operation i sidste øjeblik er umærkeligt gledet over i operation brug så din fantasi.

Eftersom jeg havde lidt kogte nye ægyptiske kartofler, bagte tomater og et stykke bagt laks tilbage fra i går fandt jeg på at kombinere to klassiske salater.

Den provankalske Salad Nicoise og den meksikansk/amerikanske Cæsar salat har kun ansjoser til fælles, men passer faktisk ret fint sammen.

Klassisk Nicoise laves af salat, kogte kartofler, grønne bønner, tomat, oliven, smilende æg, ansjoser og tun - typiske fra dåse. Dressingen er en sennepskrydret olie-eddike dressing.

Cæsar består af salat, brødcroutoner, høvlet parmesan og ansjoser - dressingen er en mayonaisebaseret citronsyrlig sag.

Så på en bund af blandede salater lagde jeg de kogte kartofler i skriver, de bagte tomater, oliven, croutoner, æg, laks, ansjoser og høvlet parmesan. Det blev dryppet med en dressing, som man kan snyde sig til ved at røre en skefuld græsk yogurt med en skefuld mayonaise og så smage til med citronsaft, salt og peber, til den er syrlig og krakterfuld.

Det blev godt! (Nej, trods overvældende opbakning til varm ananas, og et godt forslag om en grill-dessert, kunne jeg ikke presse den sidste gnalling ind i salaten kold eller varm. Dertil rakte min fantasi ikke. Den må blive del af morgenmaden.)

Og salaten bekom mig godt efter en udflugt til Helsingør, hvor jeg endelig fik kigget inden for i Sank Mariæ kirke og Vor Frue kloster. Kirken udgør den ene side af det meget smukke og interessante klosteranlæg.

I sidste øjeblik

Det er flovt at indrømme det, men nogle gange smider jeg mad ud - råvarer eller en rest, som har opgivet ævret i mit kølekab.

Det er vist flere årsager: Dels har jeg det med at købe ind efter pludselige indskydelser, dels må man som enlig engang imellem købe større portioner, end man kan eller vil bruge.

Men jeg prøver at undgå det, for i en verden, hvor mange sulter, er det noget umoralsk baks.

I dag har jeg derfor gang i et større projekt i sidste øjeblik. En af de kritiske råvarer er en ananas.

Heldigvis er jeg formentlig det eneste menneske i Danmark, som kan - og vil indrømme at jeg kan - lide varm ananas. Den slags har mange kun foragt til overs for.

Til frokost kreerede jeg derfor en sandwich af ananas, parmaskinke og gedeost, som var et smut i ovnen, til ananasen havde mistet sin skarphed, skinken var sprød og gedeosten smeltet.

Den fik selskab af en sandwich, hvor brødet var gnedet med hvidløg og derefter belagt med en aldrende tomat i skiver, en sardinfilet og et lag mellemlagret skiveost.

Begge blev meget tilfredsstillende.

Og jeg har yderligere ananas i ovnen: En gulerodskage - købte et meget billigt, men også hængemulet, bundt nye udenlandske forleden, som bare skulle bruges op i dag.

For at sikre saftighed er en traditionel kage beriget med en mos frembragt af frisk ananas, Lindts chokolade med chili og lidt tørrede abrikoser.

Hele baduljen bare kørt i en food processor med stødt kardemomme, stødt kanel og lidt flydende vanilje.

Og så var det ellers blot at røre en ret traditionel dej af 150 gram blødt smør, 150 gram rørsukker, et par store æg pisket cremet og skummende og derefter tilsat 300 g hvedemel, 1 tsk natron og 2 spsk bagepulver. Den blev tilsat mosen og så altså de revne gulerødder, som food processoren også klarede. Der var vel en 300 g.

Mon ikke den skal have et tag af flødeost rørt med flormelis og pink grapefrugtsaft?

Trippel melankoli på terrassen

Katte er ikke flokdyr, som det fremgår af billedet. Der er sket noget med dynamikken mellem mine to og naboens sorte ungkat Pussi.

Mine gider ikke rigtig lege med hende mere. Hun er efterhånden en halv kat højere end dem begge, men komme alligevel hoppende som en killing for at lege. Så får hun den kolde katteskulder.

De sidste to morgner er jeg vågnet ved, at hun har ligget under min seng og i ensom majesæt leget med noget af mine kattes legetøj, som de ikke gider bruge. Blandt andet en rund plastikfætter, hvor en lille mus farer rundt på en pind. Den kan hun bruge lang tid på, for den har ikke vendt hende ryggen - endnu.

Gud ved, hvor længe hun bliver ved med at forsøge?

Operation Genopdag Magien

I 1944 da min far var 16 år hang han ud hver aften i Tivoli i Glassalen, hvor Leo Mathisens orkester spillede swingmusik.

Han var swingpjatte med gulvmåtte-såler under skoene, for at give dem højde og affjedring, og et stort B af filt på sin trøje under den lange jakke. B for Bent.

Den 24. juni 1944 blev den løsslupne ungdoms udskejelser og sabotagen mod Riffelsyndikatet for meget for tyskerne. Schalburgkorpset ødelagde dele af Tivoli, blandt andet Glassalen og koncertsalen og udførte også angreb andre steder i byen.

Min far var Vesterbrodreng. Som bybud for mine farforældres renseri på Halmtorvet oplevede han på første hånd både den lokale modstand mod tyskerne i fx Istedgade og englændernes bombardement af Shellhuset i foråret 45.

Han var stolt af sin by og Tivoli havde en særlig plads i hans hjerte.

Fascinationen og kærligheden til haven fik han givet videre til mig. Han og min farmor var gode guider i min barndom. De kendte hvert et hjørne og masser af røverhistorier om den særlige type mennesker, som arbejder der. I 1980 blev jeg ansat som roulettedame i haven og arbejdede der i tre sæsoner.

Alligevel har haven de seneste år mistet sin magi for mig. Jeg indrømmer gerne, at noget af det bare er reaktion på de efter min mening alt for store forandringer.

Haven er ikke mere min barndoms og ungdoms genkendelige landskab. Ikke ved første øjekast i hvert fald. Der er blevet knaldet store mængder, meget store forlystelser ned de underligste steder og havens stemning har ændret sig en del.

Det hedder vist udvikling og i et forsøg på ikke at være et reaktionært, gammelt, mavesurt røvhul har jeg sammen med Sifka indledt Operation Genopdag Magien.

Første indsats gjorde vi i går. Og jeg tror på, det skal lykkes.

Efter især min første brok over alt fra måden priserne er skiltet på, til vedligeholdelsestilstanden af det smukke boblespringvand foran Nimb, sneg magien, som Sifka skriver, sig langsomt ind på os.

Smøgen – smutvejen op langs Bernstorffsgade - er stadig næsten intakt med både Pjerrotspil, Smugkro og Halfdan Rasmussen tosserier.

Blomsterfloret ved Tivolisøen ud mod H.C. Andersens Boulevard er stadig yndigt og forårsfint, parterrehaverne stadig svale og stille.

Alle minder er ikke blevet asfalteret over eller skiftet ud med roterende, fræsende helvedesmaskiner.

Og så var øllet såmænd ikke værst på Færgekroen i solen.

Nudelpaladset var et ok sted at få stillet sulten og vi gik til den med småretter, stegte nudler og stegte ris foruden wasabi-chokoladekage til Sifka. Altsammen til en tålelig pris, ved lange borde på hårde bænke omgivet af en meget ungdommelig udenlandsk talende betjening, som faktisk klarede opgaven fint.

Dagens fineste detalje? En steppende øland på Færgekroen

Til fyret

Min kombinerede fotosafari og æggetur førte mig omkring Hyllingebjerg, ad Nøddebovejen og op omkring Spodsbjerg Fyr ved Hundested.

I forårssolen ligner Halsnæs bountyland med de hvide strande, turkis vand og en enkelt sommervilla, der stikker frem her og der.


På havnen i Hundested hentede jeg et kilo blåmuslinger, for dagen kalder på en gang Moules frites.

Sifkas henvisning i går til information om Hoegaarden sendte mig et sted hen, hvor netop den øls fortræffeligheder sammen med muslinger blev fremhævet, så sådan bliver det.

Hundested er et lidt underligt sted, men jeg holder nu mere og mere af det.

Den har en lidt forladt stemning, men det er ved at vende. Ting pibler frem, som ser mere naturlige ud end storstilede planer for udvikling af et havneområde nogen sinde kan komme til det.

En glassmedje her, et lille bryggeri der – og endnu ingen smagfulde punkthuse med svinedyre lejligheder, hvor tilflyttere kan nyde udsigten, mens resten af byen kan se på, at de nyder, det, der engang var alles udsigt.

Hovedgaden er dog stadig endeløs lang og trist med sit solcentre og pizzaria, men der er mennesker i byen og de ser tilfredse ud. Det må dog være det vigtigste.

Manualer

Anne skrev i foregående indlægs kommentar, at hun håber jeg har det bedre med manualer, end hun har.

Den har jeg tænkt lidt over. Anne læser vist først en manual, når der ingen anden udvej er. Sådan har jeg det ikke.

Jeg bliver dog meget irriteret over lange manualer til fx en frituregryde. Come on, how hard can it be?

Jeg bliver også altid dybt forundret over, at manualer til fjernsyn og dvd'ere og den slags skal være metertykke, mens manualen til fx en MacBook Pro ikke er tykkere end en lille reklame.

Da jeg i sin tid købte min Jeep læste jeg manualen fra ende til anden og morede mig over et ret langt afsnit om, hvordan man tager en sikkerhedssele på.

Det er nemlig ikke sådan bare lige til. Det er meget vigtigt at sele hviler på hoftekammen og på nøglebenet. Det betyder nemlig, at man undgår indre skader ved en ulykke og kan nøjes med lidt brækkede knogler. (Og at producenten vil vinde ethvert sagsanlæg under henvisning til forkert brug af sikkerhedssele.)

I manualen står intet om, hvad man skal gøre, når man pludselig mister speedometer og alle lamper for svigtende bremsekredse lyser op, mens man kører stærkt på motorvejen. Det har jeg prøvet to gange. Det er helt harmløst, men dyrt i reperation - det er en lille fjollet sensor på baghjulene, der svigter - og man kan sagtens bremse, men indtil man holder stille første gang, er det nervepirrende.

Jeg er nået frem til, at manualer skal være afpassede i tykkelse og kompleksitet efter, hvor kompleks en opgave apparatet skal udføre. Det kunne tv- og dvdfabrikanter lære af.

Og så har fanden skabt defensive amerikanske manualer, som i virkeligheden handler om ansvarsfraskrivelse fra fabrikken og ikke om at hjælpe forbrugeren.

Så ja, jeg har til morgen læst i den ikke voldsomt tykke manual til mit kamera og lært en masse, jeg aldrig selv ville have gættet. Fx at jeg har 5,7 gange optisk zoom, hvis jeg ændre filstørrelsen på billederne.

Så nu skal jeg vist på fotosafari!

Har du fået nyt kamera?

Et stykke tid nu, har jeg været på udkig efter en afløser for mit snart meget gamle Ixus-kamera som lommekamera, når det ikke lige er til at slæbe rundt med en større fototaske.

I dag fandt jeg den rigtige pris på et Panasonic Lumix DMC-FX 33. Det er ikke topmodellen, men det har Lecias skønne optik og en mængde kække features - blandt andet en menu til billeder af kæledyr, men den havde jeg endnu ikke fået indstillet, da Kasper skulle se nyerhvervelsen ;)

Af sted drog jeg til Roskilde, hvor det nærmeste Panasonic Center befinder sig og det er da en skøn tur ned langs fjorden i forårssolen.

Kameraet blev indkøbt og jeg gik en tur rundt i byen. I min barndom kom jeg der ofte i selskab med mine forældre, som godt kunne lide at handle på Stændertorvet, hvor der vist stadig er torvedag onsdag og lørdag.

I dag konstaterede jeg, at bymidten er noget mindre og mere kompakt, end jeg husker den, eller også er mine ben blevet længere.

På turen rundt faldt jeg for nedenstående taske, som er perfekt til lommekamera, notesblok, paraply og hvad man ellers har brug for på en bytur. Og så er den ikke så let at glemme på et toilet.

Brændt af

Nu havde vi lige sat snuderne op efter besøg, men store og små beboere i det lille røde hus er blevet brændt af. Min bror har netop meldt afbud.

Så hvis nogen er hurtige, har jeg hjemmelavede burgerboller, kød, tilbehør og koldt øl til en mindre hær.

Mon ikke fryseren vil tage pænt i mod overskuddet?

Og kattene vil nok ende med at være glade - mine nevøer vil meget gerne klappe dem, men er lidt for kåde og begejstrede i deres tilgang til de små grå.

Vi snupper os en slapper på terrassen i stedet og håber vi kan finde en anden dato snart.

Aldrig så jeg Sverige så tydeligt

Kun en eneste gang har vejret været dårligt, da jeg skulle køre over Øresundsbroen, da var det til gengæld en forrygende snestorm.

Det var det så absolut ikke, da Sifka og jeg i går rullede mod nye eventyr på den anden side sundet.

Og tjullahop, hvor vi fik trasket rundt og oplevet og set ting.

Vi var ved den nye havnefront og kiggede os svimle op ad Turning Torso, derefter var det tid til violglass og lidt varmt at drikke med udsigt til broen og Danmark på en italiensk cafe, før vi rullede mod byens centrum og skiftede til shoppingtilstanden.

Ikke en eneste af byen dimse-fidus-butikker gik glip af vores besøg – eller for den sags skyld de tusinder af andre danskeres, som havde fået samme ide som os.

Indkøbene holdt sig dog på det jævne om end kuriøse: En musedørstopper, et griselys og en skiferplade.

Da vi var frokostsultne stod den på tandoorikylling, ris og naan – udendørs på Lilla Torg.

Vi nåede også forbi Konditoriet Hollandia. Ganske vist lignede kagesortimentet et tagselvbord på et rumænske børnehjem i 80’erne, og de var udgået for grädde, men vi fik da smagt kanelbullar, te og kakao.

Sidste stop var ICA Maxi, som ikke var så maxi endda. Sifka fik dog købt sødt svensk brød, blåbærsuppe og havregryn.

Jeg kom hjem med to store lyserøde grapefrugter, tranebærjuice og et stykke parmesan.

Dejlig tur og ømme fødder.

Hjernegymnastik

Dersom jeg var blevet hjernescannet i dag, så ville det eneste aktive område være det for hovedregning.

Jeg er blevet grebet af et simpelt lille kabaleagtigt spil, hvor man kan fjerne sammenhængende sekskanter, hvis deres værdi tilsammen udgør 21.

Meget enkelt og meget besættende.

Og det gør mig ikke spor, at hele dagen nærmest er forsvundet ind i skærmen på denne måde.

Jeg er faktisk glad for at genopdage glæden ved en besættelse. Det ville naturligvis være mere storladent, hvis jeg var besat af at komponere musik eller skrive vigtige digte, men lige nu er jeg faktisk begejstret for overhovedet at fortabe mig i noget.

Det er nemlig en ting, der bekymrer mig ved mit arbejde, at det i den grad foregår med konstante afbrydelser, så jeg slet ikke kan samle mig om at udrette noget der tager mere end 10 minutter af gangen, når jeg kommer hjem.

Det er ved at vende. Jeg kan både udføre langvarige kedelige opgaver og altså nu også langvarige underholdende opgaver.

Desværre er jeg ikke i tvivl om, at det vil tage under en uge, når jeg engang til juni vender tilbage på jobbet, før jeg igen megazapper i alt, hvad jeg foretager mig.

Gud ved, hvad langtidsvirkningen er af aldrig at fordybe sig, aldrig bare at kunne bøje sig over en opgave og blive ved til den er løst, altid at skulle kunne sadle om med sekunders varsel, altid at skulle kunne holde tyve gryder i kog samtidig?

Et ganske lille pingvinmaleri

Min lillefinger er stadig blå og smertende, men der skulle nu ikke så meget til at redde min søndag.

Min gæst forærede mig et ganske lille maleri af fire pingviner på en isflage. Billedet er end ikke så stort som låget på en tændstiksæske. Her ses det ophængt med en knappenål. Maleriet havde hun fundet på en rejse til Holland.

Og med det forsvandt dagens besvær. Aftensmåltidet blev perfekt - selv om stegetermometeret nægtede at samarbejde - og aftenen gik med snak og prøvesmagning af mit barskabs fortræffeligheder.

I går morges kørte vi til Hundested efter friskfangede fladfisk til frokost. Dem nød vi i selskab med min bonusMor, som ankom ved middagstide til en hyggedag og en overnatning.

Hun og jeg drog til vandet ud på eftermiddagen, da den første gæst var kørt tilbage til København. På det tidspunkt havde solen brændt sig gennem disen og vi iheede og åheede over den betagende udsigt over Kattegat fra Hyllingebjerg inden vi smed sko og sokker og soppede ved Liseleje.

Vandet var koldt, isnende faktisk, med vi var alligevel glade for at vi havde gjort det. Og så varmede gin og tonic foran brændeovnen dobbelt så godt.

Resten af stegen blev forvandlet til vitello tonnato som blev spist med lidt pasta med tomatsovs og tomatsalat.

Kattene har nydt at have liggende gæster to nætter i træk - gæster er nemlig meget nemmere at lokke til at åbne en dør eller linde et vindue, når man kigger indtrængende på dem end huskattejeren er.

An Engineer's Guide to Cats

Og nu, hvor jeg ikke kan udrette mere praktisk i dag, kan jeg da dele denne fantastiske video, som Troels har efterladt et link til i en kommentar.

Hævn over en hammer

Hammeren slog mig, så slog jeg hammeren.

Omtrent hvert halve år har jeg sådan en dag, hvor intet vil, som jeg vil, og mit reaktionsmønster er tæt på gammeltestamenteligt.

En simpel opgave med min trofaste ældre hammer kostede mig en preussisk blå lillefinger negl og så tog fanden ved mig: Hammeren mistede hovedet.

Hvis jeg overhovedet, havde kunne tænke klart, så havde jeg på stedet indstillet alle dagens øvrige opgaver.

Men nej. Jeg skulle lige forsøge mig med en omgang macarons, thi jeg venter gæster. Dele af processen fik faktisk fint. Jeg tror dog, at det mandelmel Sifka og jeg købte i Inco er lige antydningen for groftmalet, men jeg endte med en masse, der havde konsistens som magma.

Fint rødt og rosenduftende var det også, thi det skulle have været rose-blåbær macarons. Men da marengsen skulle i en sprøjtepose og derefter ud i fine cirkler på bagepapir, gik det galt.

Der var lynhurtigt marengs alle andre steder end i cirklerne. Det løb oven ud af sprøjteposen, det klistrede, det dryppede på gulvet.

Igen reagerede mit indre monster længe før jeg gjorde og alt røg i skraldespanden, inklusive sprøjteposen. Det var slemt nok at skulle vaske de fedtede skåle af, men posen havde jeg ikke haft tålmodighed til.

Så nu sidder jeg her - og tænker, at alt hvad jeg iøvrigt skal udrette i dag involverer et brød, en kalvesteg, Hasselbach kartofler, grønne bønner og en tomatsalat.

Hvor galt kan det gå?

Huleboer

Lige fra første gang jeg så mit lille røde hus, har jeg vidst, at det ene af mine to udhuse skulle indrettes som kombineret gæste- og arbejdshus.

Jeg kunne nemlig sagtens se mig selv ved skrivebordet i gang med et eller andet tænke-skrivearbejde.

I dag blev planen realiseret. Fra morgenstunden var jeg på genbrugspladsen med alt det skrammel, sådan nogle ledige kvadratmeter uværgerligt suger til sig.

Da hytten var ryddet, tog jeg de svagt laksefarvede vægge i åsyn. Det var ikke lige min farve.

Heldigvis var der en halv spand lyseblå tilbage fra projekt bryggers. En fin og glad farve. Og en rulle og en pensel. Altså kastede jeg mig ud i afvaskning og optapening, og kørte derefter til nærmeste provinsby efter proviant til brunch for et par kolleger i morgen.

Alt var tørt og redde til maling, da jeg var vel hjemme igen med en ny fin, hvid malerrumdragt til arbejdet.

Jeg spildte kostbar tid ved at stå og fedte med det, der viste sig at være en alt for lille og alt for glat malerrulle. Efter en tår desperationskaffe tog jeg konsekvensen og fræsede af sted til nærmeste forretning efter en rulle i ordentlig størrelse og med passende ulden belægning.

Derefter gik det som en leg, og pludselig havde jeg et fint blåt rum.

Så manglede jeg bare at få samlet en ny Ikea-reol (sig ikke til Sifka, at jeg har været afsted uden hende) og at få indrettet min nye hule.

Da aftenkulden og det tiltagende mørke endelig satte en stopper for udfoldelserne, var rummet sådan set klar - til at modtage gæster, til at blive arbejdet i og reolen skal aflaste min overbebyrdede reol i stuen.

Dagens sidste opgave var at lave en dej til morgendagens bagels, og så slappes der ellers af. Kattene har fræset frem og tilbage og hjulpet hele dagen, så de er lige så trætte, som jeg er.

Klumpet fløde te

Hm, det yder ikke rigtig en britisk clotted cream tea retfærdighed, at oversætte den til dansk.

Sprogligt altså, for det er da en henrivende opfindelse, og jeg er snart kun et brev Medova fra at være en tetante ;)

En gæst meldte sin ankomst til en kvik visit klokken 14.00, og så tænkte jeg at vejret indbød til indendørs hygge over en kop parfumeprins med scones, clotted cream og jordbærmarmelade.

Scones'ene ryddede samtidig lidt ud i de ældste af mine mejeriprodukter. De fik lidt midaldrende piskefløde, lidt decideret gammel ost og en slat godt lagret kærnemælk.

Men med frisk smør og en smule håndarbejde blev de lette, luftige og lige til at trække over i to perfekte halvdele.

Ægte clotted cream forudsætter råmælk og tager lang tid, men faktisk blev min midaldrende piskefløde ganske perfekt, ved at blive pisket til pænt på den anden side at flødeskumstadiet.

Så det lille teselskab var en succes. Pinga synes fx clotted cream er skabt for hende ;)

Havete

Prinsen og jeg smuttede i haven. Der var sol på terrassen og gas på flasken, så det var oplagt.

Han er en smule parfumeret, den prins, men han har jo også grundlagt Rusland i 980, så der skal lidt til fortsat at være på toppen.

Mens prinsen og jeg nød solen, nød Kasper et støvbad. Sådan er vi så forskellige i det lille røde hus.

Samværets gave

Blogtræf på Bryggens Spisehus blev præcis så fin en oplevelse, som de foregående to.

Der var nye ansigter og kendte ansigter og snak, latter, øl, kaffe, vin, vand, mad og ikke mindst samværets gave og glæde.

Sådan en udefinerbar fornemmelse af bare at være i nuet med nogle mennesker, som er dejlige at være sammen med, at lytte til, at tale med og knytte forbindelser til.

Knap havde vi sat os, ved det lange reserverede bord, før små gaver og opmærksomheder blev udvekslet på kryds og tværs. Et fint indpakket mælkebøttejern passerede bordet den ene vej, en klippet artikel om patchwork røg den anden vej og i midten linede dåser med kaptajnens sardiner i forskellige olier op.

Sifka glædede mig med Kusmi-te og et fint Summerbird-æg. Teen bar den skumle bagtanke, at hun ikke vil risikere at være uden sin Prince Vladirmir, når hun en dag kommer på besøg i Asserbo.

Ægget rummer fristelser, som jeg godt må falde for, jeg har jo ikke selv købt det og er derfor nærmest forpligtet til at spise indholdet. For giverens skyld, selvfølgelig ;)

Som altid blev Sifka til sidst overmandet af trangen til at sige: Vi kan da også gå hjem til mig.

Dejlige ord.

Og herligt at sidde om hendes bord, at blive beværtet med godt øl, at opleve, at alle griber en kagegaffel og smager årgangssardinerne, at liste ud i køkkenet og få sardinerne godkendt af en lille sort kat, som straks har forstået, at mængde af katteglade er ualmindeligt højt omkring spisebordet og som derfor gør sig til. Diskret og elegant - for det der samvær, det er da ikke så tosset endda.

Kasper tagkat i knibe - igen

- Der er eddermame langt ned


- Det kan godt være, at Pinga kan hoppe over på pælen, men jeg kan altså ikke


- Jeg løber ned i den anden ende og ser, om jorden er tættere på der


- Det er den overhovedet ikke!


- Jeg sætter mig lige her og tænker lidt

Til sidst kom han faktisk ned ved egen kraft. En solsort lokkede ham til at hoppe ned i naboens have.

Samme nabo som formelt ejer denne smukke sorte kat. Men Pussi bruger nu lige så lang tid inde hos os, som hjemme. Hun forlanger morgenmad sammen med mine og tager sig ofte en morgenlur på sengetæppet, når jeg sover færdig.

Man kunne tro, at jeg havde kidnappet Sifkas natgudinde. Det har jeg ikke, bare lokket hende i fordærv.

Frisk fra essen

Dagens æggetur førte mig på afveje til havnen i Hundested. Længst ude på molen i fiskerihavnen troner et nyt smukt sort træhus i to etage.

Der ligger Glassmedjen. Det lidt spøjse navn kommer sig af, at glaspusteriet indtil fornylig havde til huse i en gammel smedje i rundkørslen ved Kregme kirke.

Det nye hus er fantastiskt smukt og lyset inden for får hvert eneste stykke glas til at funkle. Jeg kunne ikke gå forbi disse to små vandglas.

I det hele taget er havnen en fin lille oplevelse. Den er ikke trendy som havnen i Gilleleje, der er stadig naturligt liv med fiskeri og ikke mindst færgen til Rørvig.

Der er selvfølgelig også, hvad der skal være af steder der sælger fisk, røgvarer, fadøl og den slags og nu altså en glassmedje, der sælger smukke ting friske fra essen.

Bøf bearnaise

Bøf bærnæse med hele dynen er blevet trendy i den københavnske restaurationsverden og ikke mere forbeholdt suspekte provinshoteller. Faktisk har en Michelin-kok smidt stjernen fra sig og kaster sig over den æggegule sovs.

I bund og grund er det ikke vanskeligt at lave bearnaise. Men det er en kunst at lave den perfekt.

Hvis man er begynder, så skal første forsøg ikke være med huset fuld af sultne gæster.

Man skal øve sig lidt.

Og vide et par ting:

Først at æggeblommerne aldrig bliver så varme, at eventuel salmonella dør. Altså skal man bruge pasteuriserede blommer, hvis man vil være på den sikre side.

Jeg køber mine æg på landet, det er ingen garanti mod salmonella, men hidtil er det ikke gået galt.

Det næste det kan være rart at vide noget om, er æggeblommernes funktioner i saucen.

Der er to: De skal binde smør – sådan noget hedder en emulsion – og de skal jævne eller legere saucen.

Der er lige så mange opskrifter på bearnaise, som der er kokken. Her er min, som rækker til to personer, der ikke forventer at bøf og kartofler kan svømme rygsvømning i sovs på tallerkenen.

Kog 1 dl hvidvin og 1 dl hvidvins eller champagneeddike med tre finthakkede skalotteløg, en anelse finthakket hvidløg, salt, peber og et lille vred frisk estragon. Alternativ en tre skefulde tørret estragon.

Kog til der er en halv deciliter tilbage og si essensen.

Samtidig smeltes 75 gram smør.

Lad essensen køle lidt, man skal kunne stikke en finger i uden at få forbrændinger.

Hæld den – essensen - i en gryde, hvor intet hænger i. Kom to æggeblommer i essensen og lidt salt og begynd at pisk.

Efter et stykke tid anbringes gryden på et svagt blus, mens der fortsat piskes. Når æggeblommer og essens begynder at dampe en smule på grund af opvarmningen hældes en lille skefuld af det smeltede smør i. Tag fra toppen, så det er klaret smør der kommer i gryden og ikke det mælkede bundfald.

Nu skal smørret piskes i på samme måde som olie piskes i æggeblomme til mayonaise, altså ganske langsomt, så smørret bindes.

Nu kan saucen tages af blusset og resten af menuen gøres klar.

Når alt er parat, kommes gryden tilbage på blusset med lidt mere varme under end før og der piskes igen, indtil varmen får den til at tykne. (Præcis det samme der sker, når man laver kagecreme)

Saucen må under ingen omstændigheder koge. Bliver den for tyk kan den fortyndes med lidt varmt vand, men sig det aldrig til en kok ;)

Det ser kønt ud, hvis der tilsidst tilsættes lidt hakket estragon og/eller kørvel.

Drik lokalt

I den lokale gulvmåtte læste jeg om et nyt bryghus, Halsnæs Bryghus, (hjemmesiden svarer vist ikke, det er i hvert fald ikke lykkedes mig at se den endnu) som i sidste weekend for første gang hældte skummende øl op for interesserede, og som nu føres på flasker hos lokale købmænd.

Straks drog jeg af mod den lokale Spar, hvor indehaverens søn netop havde stablet det nye bryg op og sat priser på. Som hans sagde, han havde ikke engang selv smagt dem.

Tre styks fik jeg med hjem til en god pris. De hedder Classens Lise - for Johan Frederik Classen var det jo, der industrialiserede denne egn, og som alle store mænd var han sentimental og opkaldte fiskerlejet efter sin kone Lise.

Classens Lise er en kamille ale.

Nu har jeg tidligere beskrevet, hvor svært jeg har det med kamille, men bort set fra en svag duft er det ikke en fremherskende smag. Det er faktisk en rigtig fin øl til den blå time - ved godt, at det varer flere timer før den indtræder rent astronomisk, men hos mig ligger den mellem 17 og 18.

Og om føje tid vil jeg sætte friturefætteren i stikket og smide to kartofler forvandlet til små bjælker i varm olie et par gange. Thi jeg fik fat i en usædvanlig smuk rib eye steak, som fortjener både fritter og hjemmelavet bearnaise.

Måske er årsagen til at kamillelugten fra øllen ikke er så voldsom, at jeg er i gang med at koge hvidvin, eddike, skalotteløg, estragon og et strejf hvidløg til bearnaiseessens ;)

Løg og urter

I hele mine have er der en eneste løgplante, en forkølet påskelilje, der står bag mit ene udhus og som konstant bliver trådt på af katte, der kommer fræsende.

Altså har jeg fyldt et par af mine plantekasser op med lidt hyacinter, vintergækker og krokus. En enkelt forglemmigej sneg sig også ind.

Et stort zinkfad er blevet hjem for citrontimian, salvie, rosmarin, to slags mynte, persille og purløg.

Rødløg skal i jorden lige så snart nætterne er frostfrie og mit grøntsagsbed er blevet gravet igennem anden gang.

Der er blevet smidt ny gas på det udendørs gasblus og tilkoblet vand på udekøkkenet, så nu er jeg sådan set klar til forår og det hele.