Skatte

Gode sager og gode oplevelser har jeg med hjem fra Berlin.

Det er ikke dyre eller opsigts- vækkende ting jeg har med hjem, men de er dyrebare.

Nogle sjove kort, nogle fine perler af gammelt flaskeglas, nogle anispastiller og en flaske absinth, der holder 74 procent.

Nu er passet indviet - og Sifka og jeg har bevist, at vi kan snakke selv klokken meget tidligt om morgenen og hele vejen fra København til Berlin.

Dernede boede vi på et rigtigt godt hotel, hvor værelserne er små lejligheder tæt på alt det sjove i bydelen Mitte, som blev udforsket til fods.

På en af byens barer blev vi advaret mod at bestille en helt banal romdrink - Mai Tai - fordi den indeholdt meget alkohol.

Det morede vi os noget over inden vi spiste wiener schnitzel med udsigt over Europas smukkeste barokplads.

De fleste af de klassiske steder blev besøgt - Brandenburg Tor, Potsdamer Platz, Alexanderplatz, KaDeWe og Kurfürstendamm.

Men turens største fund - ud over det gode selskab - var en ikke særlig iøjenfaldende falafelbar ved Oranienburger Strasse. Den blev vores stamsted.

Vand i hovedet

I dag fik jeg en fantastisk gave af Sifka: Et krus til den legendariske tiki-drink Zombie fra tiki-baren Brass Monkey.

Drinken hedder zombie fordi man bliver til en efter et par stykker, så meget rom er der i den.

Røverhistorien er at Donn Beach opfandt den til en kunde på sin bar Don the Beachcomber, der havde tømmermænd, men skulle til et vigtigt forretningsmøde.

Efterfølgende brokkede han sig over, at han havde været en zombi i flere dage og så var navnet altså på plads.

Foreløbigt har jeg indviet mit flotte krus med vand og isterninger - nu ved jeg, hvor meget der kan være i det - og så er det bare om at få fat i de rigtige ingredienser.

Har pas, kan rejse, men vil jeg?

Engang led jeg af rejsomani. Lige så snart jeg havde et par sammenhængende fridage blev jeg restløs og måtte af sted.

Det holdt hurtigt op med at være sjovt - det føltes faktisk lidt som en svøbe.

Så flyttede jeg på landet og så blev jeg katteejer. To ture i kattepension, kort efter at jeg havde hentet de små grå på internat, var ikke en succes.

Pinga slikkede sig skaldet på maven og Kasper var i konstant alarmberedskab over at være så tæt på alle mulige hankatte, fortalte indehaverne - vi prøvede to forskellige.

Så kattepension er kun i yderste nødstilfælde nu - og så er lange rejser pludselig uden for rækkevidde.

Det er faktisk ok. Lynture er ok og ingen ture er også til at leve med.

Alligevel følte jeg mig beklumret, da jeg lige før min ferie begyndte opdagede, at mit pas var udeløbet og at alle ture uden for Norden derfor var udelukket.

Jeg ved godt, at hvis man selv kører eller tager toget til Tyskland er sandsynligheden for at det nogensinde bliver opdaget, at man ikke har et pas, ringe, men, som jeg har forstået det, er det noget baks, hvis det sker.

Så for 10 dage siden afleverede jeg min pasansøgning på kommunen og kunne jo bare nikke, da den venlige kvinde fortalte mig, at der er tryk på pasproduktionen i disser uger og at det ville tage to uger.

Det gjorde det nu slet ikke - mit nye pas lå lige så fint i min postkasse til formiddag. Det var dejligt - sjovt at få nyt, med nyt billede og det hele. Og så farvel til en række interessante stempler fra Uganda, USA, Venezuela og andre spøjse steder.

Men er det bare mig? De virker sgu da næsten hjemmegjorte de nye pas. En tyk lamineret side klistret lidt skævt ind, så den hænger lidt ud, når passet er lukket.

Hmmm - det er måske det bedste bevis på at det er ægte. Et falsk ville man gøre sig mere umage med;)

Så nu er jeg rejseklar, men jeg ved sgu ikke. Det er supersjovt at drømme og supernemt at planlægge.

Jeg husker tilbage, da jeg begyndte at rejse for mig selv, hvor det som regel bedst kunne betale sig at tage ind til Spies, trække et nummer og så tale sig tilrette om et hotel, hvor der var gode - og billige - enkeltværelser og søge efter destinationer, hvor man selv kunne tage rundt, så man ikke var nødt til at tage med på guidede ture. Det var sgu besværligt, nu kan man jo helt problemløst være sit eget rejsebureau.

Nu ser vi om det bliver ved drømmene..

Fortabt i rørskov

Første feriedag og passet er udløbet, så jeg måtte af sted til borgerservice og aflevere en ansøgning om et nyt og en god slat penge. Om 14 dage er jeg rejseklar igen;)

Og så tænkte jeg, at jeg lige ville se en ny træbro min kommune har bygget ud gennem et sumpet område og en rørskov til åbent vand i Arresø.

Broen ender i et smukt, sort fugleskjul med informationer om alle de fugle og bævere der kan iagttages i søen.

Et meget fint sted, som i øvrigt var velbesøgt af radikale kernevælgere, som stod med ryggen til søen og diskuterede skjulets arkitektoniske udformning og hvorfor mon der er så få sommerhuse på den anden bred af søen.

Hmm - sjovt indfald til naturen, men måske kan man blive blasert, hvis man har set nok ørne og sivsangere.

På sjov

Så har de halvgamle cocktail-koner været på bytur igen. Og denne gang foregik den udelukkende på Nørrebro - et sted, hvor jeg tror at hverken Sifka eller jeg føler os naturligt hjemme, men så alligevel er sært dragende.

Vi forsøgte at starte stilfuldt, men K Bar havde simpelthen ikke åben endnu, da vi var klar til den første cocktail.

Eftersom vi havde et mormor-agtigt tidligt bord på Oysters & Grill begav vi os over Dronning Louises Bro og faldt ind på en af byens ældste barer med kulørte drinks Mexi Bar i Elmegade.

Jeg tror jeg fik min første Pink Cadillac der for mere end 15 år siden. Den er stadig på kortet og blev mikset af en bartender, der var max. 4 år, da jeg var der første gang.

Det er et rigtigt tøsested i hvert fald ved fyraftens tid. I et hjørne sad to tøser og hyggede og i et andet et bord fuld - ja studiner var de ikke engang, 18 år gamle var de langtfra alle sammen, men de hvinede og drak kulørte drinks og hyggede sig.

Til prisen er det sgu et fornuftigt sted og der findes også mere sofistikerede ting på kortet end Pink Cadillac.

Jeg ved ikke om hun ligefrem blev hensat til en sval veranda på Raffels Hotel i Singapore af sin Singapore Gin Sling, men hun var ganske tilfreds - især da de både spillede C.V. Jørgensen og Outlandishs udgave af I Danmark er jeg født.

Vi zig-zaggede os vej omkring den jødiske kirkegård, som jeg sørme godt kunne tænke mig at besøge en dag, rundt ad bagvejen og ned ad Sjællandsgade omkring den fine Simeons Kirke, Sjællandsgades Bad og skolen. En plads som lige så godt kunne ligge på Frederiksberg.

Ved nummer 1b gjorde vi holdt - kiggede forventningsfuldt på hinanden og begav os ind i Cofoco-imperiets seneste restaurant.

Oyster & Grill er ikke som steakhouses er flest. Stedet er rustikt med rå gulve, vægge og blotlagte sveller i loftet. Der er voksdug på bordene, men nydeligt porcelæn og flotte glas.

Betjeningen er klædt i stribede sømandsbluser og ganske entusiastisk, men som Sifka sagde, man vil gerne lige sidde inden man skal tage stilling til cava eller champagne.

Vi valgte champagne og fik frihåndskænket hver et passende glas og så dukkede menuen - et a4 ark - op.

Skaldyr og kød på den ene side - drikkevarer på den anden. Vi valgte en dansk og en fransk østers hver som måltidets begyndelse og derefter et skaldyrs sortiment efterfulgt af en tournedos.

Østersene var hurtigt på bordet - på is med citron og en lille klassisk vinaigrette med skalotteløg.

Den danske østers var smuk i sin cremehvide vælde og smagte fantastisk af både regndråber og umami. Sifka var fortryllet - den franske var meget mineralsk - det vil sige fuld af jern - skøn med et bløp vinaigrette.

Så dukkede et stort fad med blåmuslinger, knivmuslinger og hjerte- eller venusmuslinger kogt med urter op. Dertil godt brød og vådservietter. Et herligt - og usædvanligt - fad at få serveret.

Derefter dukkede der friterede tigerrejer og små blæksprutter op sammen med let marinerede grøntsager med løvstikkepesto.

Man sidder tæt på Oyster and Grill og akustikken er hård og ubønhørlig - men den simple måde alting serveres på får på en eller anden måde det hele til at gå op i en højere enhed.

Tournedoserne stod strunke på hver sin tallerken og til deling en ordentlig portion tændstik kartofler og en frisésalat med olie-eddike dressing. Det er en servering der minder om Frankrig og ikke så meget amerikanske steakhouses, hvor side-orders er en videnskab.

Vi var mætte, da vores tallerkner var tomme og den sidste slurk rødvin drukket. Vand serveres kun i plastikflaske - en gimmick, som er mere kæk end forbrugervenlig - et glas og en kande tak, sagde Sifka.

Så stod vi mætte og glade ude på Sjællandsgade igen klar til nye opdagelser.

Vi trevlede ruten fra før op og endte på hjørnet af Egegade og Birkegade - hvor et brat trin ned sendte os ind i et lokale, som virkede som det indre af en meget kæk togvogn. Lang, smal og lækker.

The Oak Room diverterede os med smukke og opfindsomme drinks - vor bartender arbejdede som en hest for os og var ved at snyde sig selv for den halve betaling. Tak for en Champagne Julep og en Oh Cecilie til mig og en Cynical Brother og en Blomkvist til Sifka.

På hjemvejen sagde Irmahønen på Sortedam Dosseringen god aften og sov godt til os.

Himmelsk hanehave

Alle der læser med hos Sifka, ved, at hun har fået jord under neglene. Ikke nok jord, men det vender jeg tilbage til om et øjeblik.

Forbløffende nok ligger det lille stykke paradis hun har til låns få skridt fra min arbejdsplads, men alligevel har jeg aldrig bemærket stedet rigtigt eller besøgt det.

Det er altså en fornøjelse at træde ind i haveforeningen, der er altid mennesker, som pusler, passer, plejer, planter, pløjer og helt generelt knuselsker deres jordlodder.

Husene er ret ens - de fleste er nye - men fuldstændigt forskellige. I et land, hvor så meget er ensartet er det opløftende, at se personlighed udtrykt så direkte.

Henne hos Sifka hersker hanen Hans og hun huserer og botaniserer, og så er det hun løber tør for jord, og så må lille blå Fiat to the rescue. (var der for mange og'er i den sætning?)

For der er en overgrænse for, hvor meget plantemuld, en kvinde kan transportere på cykel.

I går artede det sig sådan, at jeg havde en helligdagsvagt og Sifka var i haven og så var det jo lige til at lave en aftale: Stil dig ud ved lågen klokken fri, så suser vi ud på Amagerland efter jord.

Som sagt så gjort og der røg også lidt blomster med i købet, så det var en godt tung indkøbsvogn vi skubbede gennem perlegruset og fik tømt ind i lille blå.

Vel tilbage hos Hans gik en sky for solen og man skuttede sig lidt i forårsvejret. Vi havde egentlig talt om sushi, men vi var i kolonihavehumør, så vi satte kurs mod Ravelinen - det fine gule hus, der markerer det yderste af voldanlægget omkring Christianshavn.

Kun for at konstaterer at stedet var lukket pga konfirmation. Så futtede vi mod Dragør og kørte om kap med et fragtskib på vejen rundt om lufthavnen.

Der mødte os samme skilt på Cafe Espersen, som ellers også lokkede med spætter, pariserbøf, stegt flæsk og sådan noget man kommer i humør til i en kolonihave.

Efterhånden modløse traskede vi rundt i Dragørs skæve gader og fandt yderligere to steder lukket pga privat fest.

Da vi råbte to par an foran det sidste sted og spurgte om de også var fanget i konfirmationsfælden, blev vi affejet med, at næh de havde skam været til konfirmation, men at der nok var noget ved hovedgaden, der havde åbent - for sådan nogle som os, forstod vi.

Det fnes vi godt og grundigt af, mens vi vaklede mod hovedgaden og antraf en lukket pølsevogn, et kedeligt pizzasted og så lyset for enden af tunnelen: Dragør Bistro.

Der var ikke konfirmation og den flinke tjener lo lidt ad tanken, han havde et kor af gutter på høje stole i gang med gammel dansk og fadøl langs baren og en fin blanding af sultne folk i gang ved de fleste af bordene. Nej, stedet havde vist aldrig været lukke for konfirmation.

Og så røg vi begge tilbage til firserne med et brag, da menuen bød på plankebøf.

Åh for en saglighed: Kød, bagt kartoffelmos, hvidløgssmør, en kækt skåret halv tomat og et drys persille.

Mætte og glade sagde vi tak for mad og snuppede desserten på stamstedet: Ismageriet.

Jo, køen er lang, det er svært at parkere, men isen er formidabel og så er de ikke karrige med, hverken den eller guf. Fin finale på kedelig arbejdsdag.

Amager er slet ikke så slem, som jeg altid har syntes;)

Lige ved

Forleden havde jeg et intermezzo med døden.

Klokken 4.30 en majmorgen på en motorvej nord for København antraf jeg et stykke med is. Helt tyndt, helt usynligt, men nok til komplet at afskære forbindelsen mellem de små, runde gummidæk på Lille Blå Fiat og terra firma.

Først skred jeg mod midterrabattens autoværn. Det havde jeg ikke lyst til at ramme med 120 km/t, så fik jeg bakset vognen rundt, men alternativet var at køre af vejen, med en noget lavere, men dog stadig skærmmende høj fart, så tilbage mod autoværnet - stadig en ussel løsning - og så befandt jeg mig pludselig noget oppe ad en afkørsel og havde vejgreb.

Jeg var ikke den eneste, har jeg senere læst mig til, men til syvende og sidst var ansvaret mit.

Jeg skrabede jo is af ruden før jeg kørte, bilens temperaturmåler sagde -1 da jeg trillede ud af indkørslen. På den anden side meldte den også +3 før jeg nåede Frederiksværk og de første 45 km af min tur var uden spor af isninger.

Jeg påtager mig så også ansvaret - sammen med Fiats ESP-system - for, at det lykkedes at undgå autoværnet eller at køre i skoven.

Så jeg har besluttet at afskrive oplevelsen som, netop det: En oplevelse. Skræmmende, spektakulær, sær, i slow motion og fuldstændigt drænende.

Da jeg holdt på toppen af afkørslen for rødt og lige havde tid til at samle mig, inden jeg kørte videre, kunne jeg mærke urgamle muskler i nakke og overarme og en overvældende træthed.

En halv time senere begyndte min arbejdsdag, hvor der først er det mindste pusterum klokken 9.01.

Jeg tror det var godt, at jeg måtte koncentrere mig om noget andet og har ingen eftervirkninger haft, jeg er hverken bange for at køre bil, eller for at køre lige der.

Desuden har jeg jo aftalt med hende her, at når vi bliver gamle og trætte af det hele, så gør vi som katten på billedet. Om det nu bliver Nimb eller Absinth Depot Berlin, der bliver vores sidste mødested, det har vi forhåbentlig mange år til at beslutte.

Titusinde timer

Fra den musikglade første gang begynder at overveje om, vedkommende kunne blive koncertpianist eller spille Brahms' violinkoncert med fuldt orkester, til drømmen bliver til virkelighed går der titusinde timer i et øvelokale - alene, opslugt af at blive bedre.

Øver man kun totusinde timer, er man en dygtig amatør og øver man femtusinde timer, bliver man ikke hyret af de mest berømte koncerthuse.

Det er ikke mig, der påstår, at det er sådan. Det er den svenske forsker Anders Ericsson, som har beskæftiget sig med, hvilken rolle talent spiller i udviklingen af en stjerne.

Stort set ingen, siger han. En stjerne fødes ikke - en stjerne skabes.

Der hvor talentet alligevel spiller ind er når et menneske skal tage beslutningen om at investere de titusinde timer - eller måske bryder af ved de totusinde.

Det er nemmere at dedikere sig til noget, man er god til, end noget man har svært ved.

Om det faktisk kan lade sig gøre at blive stjerne i noget, man ikke har særligt talent for eller interesse i, er Dan McLaughlin ved at efterprøve.

Seks timer om dagen, seks dage om ugen, i seks år, har han tænkt sig at træne golf. Hans mål er at blive en del af den professionelle golftur i USA.

Før han begyndte på projektet har han aldrig spillet golf, og han har endnu ikke gennemspillet så meget som et enkelt hul på en golfbane.

Han er startede med at putte fra 30 centimeter og hans golfbag indholdt de første mange måneder blot en putter.

Efterhånden som han er blevet god til at putte er distancen han øver sig på blevet øget.

Jeg synes hans projekt er vanvittigt interessant - og mon ikke, hvis det lykkes, man må sige, at hans talent, trods alt var at kunne fordybe sig i noget - hvad som helst?

I min skoletid var jeg en af dem, der tit fik noteret i min karakterbog, at jeg ikke udnyttede mine evner fuldt ud.

Det grinede min far og mor lidt af, men de diskuterede det aldrig med mig.

Det har nu altid gnavet lidt i mig, som en lille sten i skoen, for hvorfor gjorde jeg ikke det?

Måske fordi skolen aldrig roste mig for min indsats, men ofte kun for det jeg opnåede - eller påpegede det, jeg ikke opnåede.

Forskning tyder nemlig på, at vejen til børn, der er parat til at gøre en indsats og lære nyt, er børn der ikke tidligt får at vide, at de har et særligt talent, men at de er gode til at knokle.

Så mine forældres strategi har nok givet så meget balance, at jeg har samlet noget af det sidste op: Ikke at jeg er villig til at investere titusinde timer i at lære at synge, eller at blive en fabelagtig gartner, men jeg tør nu godt kaste mig ud i nye projekter.

God påske.

Bo Bedre

Jeg er jævnaldrende med et blad. Ja, faktisk en smule ældre end bladet. Men det kunne være værre.

Min mor var en trofast læser af Bo Bedre - og hele min familie jo også smask midt i målgruppen.

Først har hun slugt de allertidligste artikler om, hvordan den lille familie lever på lidt plads, da boede vi en to-værelses koldtvandtslejlighed på Amager.

Siden har hun været optaget af de smarte nye møbler til den nybyggede tre-værelses i det almennyttige byggeri i Skovlunde og til sidst afhængig af gode opskrifter, hurtige fif og ideer til farvesammensætninger, da hun og min far købte rækkehus i Tåstrup.

Hun gemte bladene - var ikke abonnent, men købte, når hun faldt for en forside eller syntes hun havde råd, gætter jeg på.

Især et nummer var en helligdom. Det hvori min mosters 39 kvadratmeter store lejlighed i Vanløse var en feature. Min kunstneriske moster hvad vundet en konkurrence om, hvordan man får moklet en familie på fire ind på meget lidt plads. Det blad var min mors stolthed.

Jeg elskede at bladre i de gamle numre, allerede som 8-9-årig kunne jeg se, at nogle af de tidligste numres hjem, så gammeldags ud.

Jeg har holdt min mors tradition i hævd og er faktisk abonnent, mest fordi jeg elsker overraskelsen ved at bladet pludselig ligger i min postkasse.

I det seneste nummer er der en artikel om et helt specielt hjem. Der er tale om et gulstens tresserhus, som et par købte sådan lidt hovedkuls, fordi det bare satte sig fast i deres sind.

Der er en meget rørende lille scene i artiklen. Den kvindelige husejer, står med den tidligere ejer i husets soveværelse og skal have nøglen til sit ny hjem udleveret. Da han række hende den, blinker han og to tårer rammer hendes hånd.

Hun kan stadig mærke dem, men glæder sig over, at hendes hus altid har været elsket.

Sådan har jeg det også med mit hus. Måske er det i hele mit liv, mit første egentlige hjem. Det sted, hvor jeg nogensinde har følt mig mest vel til rette. Det vidste jeg tilsyneladende allerede da jeg oprettede denne blog. Den startede jo som en hyldest til det lille røde hus.

Og godt er det at konstaterer - billeddokumentation foreligger - at der er to væsner mere, som føler sig lige så meget hjemme i og omkring det lille røde som mig.

P.S Hvis man er Bo Bedre afficionado, så har bladets første chefredaktør skrevet en bog om sit liv med bladet, som han forærer bort. Han var også en kort overgang min chef og et vældigt behageligt og helstøbt menneske.

Boller på suppen - eller for fanden hvor er jeg glad for min bollesprøjte

For nogle måneder siden skrev jeg et indlæg om hønsekødssuppe med melboller.

Google Analytics fortæller mig, at det er et af mine mest læste indlæg nogensinde. Det undrer mig, men det er da meget sjovt.

I indlægget skrev jeg, at min suppe ville have været pænere, hvis jeg havde haft en bollesprøjte til at forme bollerne med. Og vupti dukke et venligt menneske op i min postkasse og meddelte, at sådan en ville hun da gerne sende mig - kvit og frit.

Så nu er jeg den lykkelige ejer af en bollesprøjte og jeg har faktisk brugt den flittigt lige siden, for sådan nogle nykogte melboller med godt med salvie, citronskal, salt og peber er helt geniale i en vintersuppe.

Så tak Britta fordi du har givet mine supper det altafgørende ekstra pift.

Jeg har fået en lille

Og nej, det er ikke Kasper hankat. Jeg synes bare I skulle se, når han har gang i sin for tiden yndlingsdiciplin: Porre-petting.

Nej, jeg har udskilt de allermest madorienterede af mine indlæg til en ny madblog. Det kan I finde på http://madmenneske.blogspot.com.

Jeg ved ikke helt hvorfor, eller hvordan det kommer til at fungere, men det kom over mig og så gjorde jeg det bare.

Hvis det ikke fungerer, så kan jeg bare slå de to blogs sammen igen.

Brok, brok og brok

Inden for den seneste tid har jeg tre gange følte mig kaldet som forbruger til at klage over et produkt jeg har købt.

Første gang i december, hvor jeg købte et stykke kød i Irma, som var beskrevet som culotte på etiketten, men som kun var en cuvette. Anden gang da jeg bestilte et strikhæfte hos Interweave i USA, som ikke nåede frem inden for de lovede 6 uger og senest, da jeg købte noget creme fra Korres, hvor pumpen gik i stykker første gang jeg brugte den.

Jeg indrømme, at jeg var ganske vred, da jeg skrev til Irma. Sagens sammenhæng var lige gået op for mig, da jeg tog en bid af den totalt seje og uspiselige steg. Bedre var det ikke, at det var anden gang, Irma lavede det nummer med mig. Ganske vist ligger først episode efterhånden en del år tilbage, men alligevel.

Jeg var muligvis en anelse mere diplomatisk, da jeg skrev til Interweave og Korres, men hvor om alting er, de tre virksomheders reaktioner, har været ganske forskellige og kun to af dem, har mig som fortsat kunde.

Billedet øverst afslører måske, hvorfor jeg stadig vil handle med Korres. Deres salgsdirektør skrev tilbage, at det beklagede han meget og at man var ved at finde en anden emballage til creme, fordi problemet desværre var kendt.

Dernæst tilbød han at fremsende en erstatningsvare. Det sagde jeg ja tak til - og så sendte han fire i stedet for en. Det er altså ok.

Interweave gav mig pengene tilbage for bladet og så ankom det naturligvis fem dage senere. Derfor skrev jeg tilbage og spurgte, hvordan jeg betalte for det og fik svaret - behold det, nu har du ventet så længe. Respekt for det svar.

Irma derimod svarede, at jeg måtte medgive, at alle kan lave fejl. Og dernæst kom guldsætningen:

Jeg vil gerne stå 100 % bag min slagter og sige, at ingen slagtere i Irma vil snyde bevidst på den måde, du beskriver det. Hvad skulle hans motiv være til det?

Tja, bom, bom - hvad med det indlysende motiv, at han altså får en højere kilopris for kød, som til nød kan hakkes og/eller koges, men ikke steges. Det er sgu da et motiv, der er til at tage og føle på.

Dernæst meddelte han, at jeg kunne få pengene tilbage ved at henvende mig hos den pågældende Irma. Men det involverer, at jeg skal køre til Hillerød og der skændes med nogle folk, der selvfølgelig både vil se bon og emballage, helst også den elendige steg. Den slags orker jeg ikke.

Så i stedet - og især fordi brevet handlede om at stå 100 % bag Irmas slagter og ikke bag kunden, så har jeg besluttet ikke at handle i Irma mere.

Det gør mit ondt. Jeg elsker mange af deres varer, familien har handlet der i 50 år og jeg kommer til at savne det stribede toiletpapir, men nok er nok.

Så dagens lektion kunne være, at store firmaer kan lære af små firmaer, hvordan kundeklager håndteres og bør overveje, at trække hovedet ud af den sky, der hedder: Hvad kommer en enkelt kundes klage os ved, vi har så mange.

Så loftet ramler ned

For tre år siden var jeg til mit første blogtræf. I går gentog en lille hård kerne, med en enkelt tilløber men desværre uden mågen, seancen på Mikkelers bar i Viktoriagade.

Meget er forandret for mange af deltagerne, men vi kan fortsat snakke og grine til loftet falder ned.

På Cafe Langebro skræmte vi de lokale bort, sådan gik det - heldigvis - ikke på Mikkeler, som er et voldsomt hyggeligt sted, med et voldsomt varierende klientel.

Fra os, der i perioder drak som en mødregruppe, til svenske ølentusiaster på pilgrimsfærd over bredbringede rockertyper til stilfærdige kærestefolk.

Alle betjent af byens sødeste øltender - i vores tilfælde også sodavandstender og barista.

Da vi ikke kunne drikke mere begav vi os de få skridt ned ad Viktoriagade til byens ældste pakistanske restaurant og spiste stærkt og godt på Shezan.

Det var en super eftermiddag og aften og jeg glæder mig til at høre, hvordan livet har artet sig, når vi holder 6 års jubilæum i 2014, hvor Mågen bare har at være på vingerne ;)

Et hummer hummergodt nytår

Den glidende overgang mellem 2010 og 2011 var herlig.

Efter fem franske retter og passende vine, efter dans til Barry White - to tøser på 8 og 10 ville vide, hvad sådan nogle gamle folk som deres forældre og mig dansede til, da vi var unge - efter spændt venten foran fjernsynet med champagne i glasset og kransekage på tallerkenen faldt klokken i slag.

- Er det København, spurgte den 10-årige vantro, da fyrværkeriet eksploderede på fjernsynsskærmen.

- Jeps, lidt som en krigszone svarede vi blasert.

- Jamen, er det farligt?

Det er det jo - og næsten morgen var hun meget grebet af, at 76 var kommet til skade med fyrværkeri - troede de var døde.

Nytårsaften gennem en 10-årigs øjne, var en øjenåbner.

Alt var nyt, alt var spændende og det bedste for hende var at søster gav op ved 23-tiden og faldt i søvn på en madres på gulvet, med en kat i fodenden og en skål slik ved hånden.

Så årsskiftet var hendes og hendes alene, og da vi gik uden for og kiggede på krudtet skudt af over Vordingborg og omegn, var hun lige med et så stor, at det hele var smukt og flot og meget lidt farligt.

En jul man vil huske

Som en af mine bekendte på Bornholm, netop har skrevet på Facebook til historier om de mange mennesker, som er strandet i Rønne og ikke kan komme videre ud på øen: Det er ikke en jul de vil glemme.

Og sådan er det vist for mange, en jul unger om mange år vil fortælle deres unger om.

Det kan jeg på en eller anden måde godt lide, men jeg er jo heller ikke strandet på Almegårds Kaserne eller i Rønne Idrætshal eller et af de mange andre steder, folk er strandet.

Jeg tror endda på, at jeg om lidt kan komme på arbejde - det har jeg nemlig valgt at bruge min juleaften på.

Og nej, billedet er ikke min madkasse, men mit køleskab, de seneste seks dage.

For en uge siden var bitternissen nemlig et smut forbi. Han skulle lige ødelægge min fryser - jeg trak lidt i en skuffe - og så fulgte hele indholdet med ud inklusive knækkede kølerør - og eftersom køl og frys ikke kunne slukkes separat - goodbye til begge dele.

Slutdecember er ikke det bedste tidspunkt at købe hvidvarer på, kan jeg afsløre, slet ikke, når man skal have venstrehængslet og leveret i snestorm.

Men det lykkedes - et Electrolux brummer venskabeligt i grovkøkkenet og mine viktualier er blevet varmet passende op.

For en plastkasse i et uopvarmet skur, selv under et vattæppe, kan ikke hamle op med de -19, her var forleden nat, så morgenkaffen har tit måtte vente på, at mælken tøede og morgenægget på, at det overhovedet kunne slås ud.

Respekt for vores formødre, som klarede sig uden køleskabe, og jeg vil tro, de synes det var en meget større kunst i juli-august en i en fimbulvinter.

God jul - kør forsigtigt og nyd at alting tager sin tid.

Dampende ånde og røde kinder

I modsætning til de to foregående år er det i år ikke lykkedes for Sifka og mig, at få tid og omstændigheder til at gå op til den store juletur.

Lørdag aften enedes vi om en københavnerjuletur søndag og jeg meldte Tivolis og/eller Christianias julemarked, men Sifka så snestier, skov og varm kakao for sit indre juleøje.

Nogen gang glemmer vi naturbegustigede jo, at det ikke er alle, der har den slags lige uden for døren.

Så vi mødtes kort før middag på Nørreport station og satte kursen mod Klampenborg, men før vi skulle i skoven, skulle vi lige over at kigge på Øresund.

Sikke et skue - der er endnu ikke isdannelse i havet - men alt, hvad det rører ved er overtrukket af et ispanser.

I Dyrehaven så vi mange heste, mange ældre skiløbere iført deres ungdoms skitøj fra fra Bergans og Norrøna, Bakken i sneklæder og ikke et eneste dyr.

Og så endte vi på Piil og Co's udendørs skovbar, hvor vi grillede pølser, søbede hvid gløgg, drak kakao og spise pandekager draperet i tæpper og med dampen stående ud af næseborene - alt med udsigt til Kildesøen.

Det var herligt og hyggeligt og vidst lige, hvad Bryggekonen havde drømt om.

Vel tilbage i byen, stiftede vi bekendtskab med Mikkellers herlige ølbar, hvor især Vesterbro Wit'en imponerede med en smag af grapefrugt og plaster.

Da sulten bankede på mavevæggen stillede Mother den for os med god skinke, marinerede grøntsager, pølse, bruschetta og friskbagt foccacia - efterfulgt af en fornem pizza, som bare lige skulle have haft 3 minutter mere i den brændefyrede, men var milevidt over, hvad man ellers finder af pizza i København.

Over en stille italiensk juleøl konstaterede vi, at vi havde fået vores ungpigekulør tilbage i kinderne efter en herlig juleudflugt.

Grøn eller hvid vinter?

Almindeligvis er der 13-14 år mellem de hvide vintre her i landet. Men denne gang er det kun otte måneder siden, sneen sidst lå over land.

Da tøbruddet kom i marts kan jeg huske, at jeg følte lettelse. For det er altså mere besværligt, at bo på kanten af civilisationen, når det sner, end når det ikke sner.

Men da sneen dukkede op i forrige uge, var min første tanke faktisk ikke: Åh, nej nu igen eller allerede.

Den var: Aj, hvor er det flot, lad mig få fundet den kulørte lyskæde frem og kontrasteret det smukke, glitrende hvide med smagløst lys.

Jeg har tænkt over, hvorfor det mon er, at jeg faktisk foretrækker den hvide for den grønne vinter.

Hvorfor tiltaler det mig i stedet for at irriterer mig, at der pludselig er ting, jeg skal gøre og ting jeg ikke kan gøre? Jeg der plejer, at elske at bestemme selv?

Jeg skal tidligere op om morgenen, hvis nu føret er usselt, jeg skal tænke over, hvor jeg stiller min bil. Jeg skal holde huset varmt med optænding på de rigtige tidspunkter. Jeg skal grave en smule sne til post og skraldefolk. Jeg skal klæde mig fornuftigt og køre forsigtigt og er nødt til at følge med i både vejr- og trafikudsigter.

Det burde irriterer mig. Men det gør det ikke. For sandheden er jo, at der er tale om sådan en stilfærdigt påtvungen omgang simpel living.

Hvor der ikke er andet at gøre, end at tage tingene, som de kommer. Hvor vejret har indflydelse på om jeg kommer til sammenkomster hos folk og det accepterer de og det accepterer jeg.

Hvor jeg bliver nødt til at planlægge og opbygge lagre, så jeg kan klarer længere periode, hvor jeg muligvis ikke er meget mobil.

Derudover er det jo smukt. Eventyrligt - med indbygget ekstra, gratis motion - at gå til havet gennem knæhøj, nyfalden sne.

Forleden eftermiddag, da jeg kørte hjem i skumringstimen i den sædvanlige hale af biler kø, var det som om, der faldt ro over selv, den mest utålmodige lærling, i hvid varebil, for det var en klar dag, men samtidig begyndte rimtågen at rejse sig fra markerne og i horisontens sprække malede solen himlen orange. Arresø lå snedækket og lyste i tusmørket.

Det var betagende - og beroligende.

Men spørger jeg mine katte, ved jeg godt, hvad de vil svare: Vi vil have det hvide væk, nu!

Den godeste suppe

To tidligere kolleger var forbi til frokost og jeg var i syv sind, hvad jeg skulle lave, men så så jeg en ret hos Pioneer Woman, som tiltalte mig: En chowder på sorte bønner.

Der skulle dog kastes noget død gris i retten, det tiltalte mig ikke, så jeg fiflede min egen - for en gang skyld helvegetariske - version på plads.

Til retten skal serveres agurke-koriander relish og jeg bagte så også nogle ostemuffins. Det var perfekt en råkold vinteredag. Den ene af gæsterne påstod, at det var den bedste suppe hun nogen sinde havde smagt.

Til dessert lavede jeg en banoffi pie, som også var ganske populær, selvom det aldrig bliver min favorit, men den var sjov og nem at lave, for jeg afveg nemlig som altid fra den originale opskrift. Sådan er jeg.

Chowder af sorte bønner:

• 1 dåse sorte bønner
• 1 løg
• 1 stilk bladselleri
• 1 ikke så stor gulerod
• 1/2 gul peber
• økologisk grøntsags b0uillon
• 1/2 liter mælk
• 1 teskefuld karry
• 1 teskefuld chilipulver
• 1 teskefuld spidskommen
• 1 teskefuld cayenne peber
• salt
• peber
• 2 spiseskefulde mel
• 75 gram god mellemlagret tør ost revet- jeg brugte cheddar

Grøntsagerne hakkes fint og svitses straks efter i et par skefuld god olie. Derefter tilsættes bønnerne og 7 dl god suppe ved, jeg brugte altså grøntbouillon, men hjemmelavet kyllingesuppe ville også være. Fint tilsæt ved samme lejlighed krydderierne.

Kog nu suppen i 20 minutter. Hvis man ikke bruge dåsebønner, så skal suppe koge til bønnerne er møre.

Tilsæt mælken og småkog yderligere 15 minutter.

Ryst mel og ost sammen i en pose. Skru op for varmen under suppen og når den rigtig koger tilsættes så den underlige mel-oste blanding, som giver suppen den rigtige chowder konsistens. Smag til med salt og peber.

Server suppen straks med en klat agurke-koriander relish i midten. Den har godt af at blive lavet før suppen: En agurk skraldes og kernerne skrabes ud. Agurken skæres i små firkanter, som vendes i et halvt bæger græsk yoghurt, hvori et ordentligt skud hakket koriander er udrørt. Almindelig persille vil være et godt alternativ til de koriander-hadende.

I sne står kat og bil i skjul

Det seneste døgn er der faldet noget der visse steder ligner en halv meter sne over mit lille hjørne af verden og det kan kattedyrene slet ikke forlige sig med.

Til formiddag brugte jeg en times tid på at få gravet min bil fri i indkørslen og så manøvrere den ned af min sandvej til en nærliggende parkeringsplads, så jeg kan gøre et forsøg på at køre på arbejde i morgen tidlig.

Nu jeg havde sneskovlen fremme, så gravede jeg lidt stier til kattene og minsandten om ikke Hr. Kasper trippede ud under havebordet for en kort bemærkning, men aldrig med alle fire poster i det holde hvide.

Han tror sig i sikkerhed, jeg tør ikke fortælle ham, hvad der er lige over hans hoved. (Kattesporene er nabokattenes fortjeneste)

Forfininger og forandringer

Da jeg lærte at køre bil i 1978 var det i en Opel Kadett. Da jeg fik kortet og begyndte at køre selv, var det i min fars Ford Taunus.

På de 32 år mener jeg ikke, at der er sket nogen fundamental forandring med biler. Jo bevares, nu har vi servostyring, forstærkede bremser, esp og hvad ved jeg, og man skal ikke mere trylle med en choker ved en kold morgenstart. Men for mig er det mere forfininger end forandringer.

Sådan er det ikke med computere. Min første, som jeg købte i 1987 - en Amstrad - har så lidt til fælles med min seneste - iPad'en - at det er sært at skulle sige, at de tilhører samme art.

Men nu er det jo sådan, at det kun er i bagklogskabens klare lyd, at man kan bilde sig ind, at fortiden er en kladde for fremtiden.

Lige så lidt som jeg fræsede rundt i Daddys Taunus og længtes efter ESP og aircondition, lige så lidt sad jeg foran min Amstrad og længtes efter en iPad.

Taunus og Amstrad var om ikke toppen af poppen i deres samtid, så dog respektable udgaver af henholdsvis bil og computer.

Nå men, hvad så med det der billede af Grand Central Terminal i New York. Hvad har det med Kadetter og Amstrader at gøre?

Jo altså, Petrea the iPad, gør alting til en leg - det er den helt afgørende forskel på hende og Amstrad'en, hvor man virkelig skulle arbejde - blandt andet med først at indlæse styresystemet fra en diskette - oven i købet et ukurant format - og derefter holder styr på sine filer fra andre disketter.

Petrea har lokket mig til at indlade mig med den amerikanske udgave af iTunes og App store og der faldt jeg over nogle fantastiske dokumentar programmer, blandt andet 18 timer om baseballs historie og en time om Grand Centrals historie.

Om ikke vupti - så dog i løbet af nogle timer - blev alt downloaded, men eftersom 18 timer om baseball fylder i omegnene af 11 MB og Petrea kun har 16 MB hukommelse, så fandt jeg en måde at se film på min MacBook Pro over nettet på den lille flade.

Takket være Air Video kan jeg nu sidde/ligge i min seng og nyde mine fantastiske dokumentarfilm, når det passer mig.

At jeg kunne starte dagen med at drømme mig til New York og Grand Central - jeg kunne godt finde på at bruge det meste af ferien der - hvor der er alt fra en fantastisk cocktailbar til østersbaren over dem alle.

Det er sgu da en revolution, noget større end at vinduesviskerne i nogle af nutidens automobiler selv går i gang, når det regner.