lørdag, maj 07, 2011

Lige ved

Forleden havde jeg et intermezzo med døden.

Klokken 4.30 en majmorgen på en motorvej nord for København antraf jeg et stykke med is. Helt tyndt, helt usynligt, men nok til komplet at afskære forbindelsen mellem de små, runde gummidæk på Lille Blå Fiat og terra firma.

Først skred jeg mod midterrabattens autoværn. Det havde jeg ikke lyst til at ramme med 120 km/t, så fik jeg bakset vognen rundt, men alternativet var at køre af vejen, med en noget lavere, men dog stadig skærmmende høj fart, så tilbage mod autoværnet - stadig en ussel løsning - og så befandt jeg mig pludselig noget oppe ad en afkørsel og havde vejgreb.

Jeg var ikke den eneste, har jeg senere læst mig til, men til syvende og sidst var ansvaret mit.

Jeg skrabede jo is af ruden før jeg kørte, bilens temperaturmåler sagde -1 da jeg trillede ud af indkørslen. På den anden side meldte den også +3 før jeg nåede Frederiksværk og de første 45 km af min tur var uden spor af isninger.

Jeg påtager mig så også ansvaret - sammen med Fiats ESP-system - for, at det lykkedes at undgå autoværnet eller at køre i skoven.

Så jeg har besluttet at afskrive oplevelsen som, netop det: En oplevelse. Skræmmende, spektakulær, sær, i slow motion og fuldstændigt drænende.

Da jeg holdt på toppen af afkørslen for rødt og lige havde tid til at samle mig, inden jeg kørte videre, kunne jeg mærke urgamle muskler i nakke og overarme og en overvældende træthed.

En halv time senere begyndte min arbejdsdag, hvor der først er det mindste pusterum klokken 9.01.

Jeg tror det var godt, at jeg måtte koncentrere mig om noget andet og har ingen eftervirkninger haft, jeg er hverken bange for at køre bil, eller for at køre lige der.

Desuden har jeg jo aftalt med hende her, at når vi bliver gamle og trætte af det hele, så gør vi som katten på billedet. Om det nu bliver Nimb eller Absinth Depot Berlin, der bliver vores sidste mødested, det har vi forhåbentlig mange år til at beslutte.

9 kommentarer:

Anne sagde ...

fy for pokker Andrea..sikke en oplevelse, det giver stof til eftertanke.

Sifka sagde ...

Det sagde du, og jeg hørte det overhovedet ikke som så voldsomt! Der er fandeme ikke noget med at skride i svinget før tid, for som du selv skriver, vi to har en aftale. Om meget længe, forstås!

(Pyha! Der gjorde du mig altså lige lidt bange!)

Madame sagde ...

Pyha, sikke en forskrækkelse! Godt der ikke skete dig noget.

Rikke (et år i sandaler) sagde ...

Sikken en forskrækkelse... og godt at det endte som det gjorde.

Jeg oplevede at vågne i et hegn, da jeg en nat som 20 årig kørte hjem fra arbejde kl. 01 om natten ... jeg var faldet i søvn ved rettet.

Oplevelsen af sammenstødet og de umenneskelige kræfter jeg fik lige bagefter uheldet sidder stadig i kroppen på mig ... og jeg hader at køre når det er mørkt.

Andrea sagde ...

@ Anne - ja sådan en oplevelse, kan man godt blive lidt filosofisk af ;)

@ Sifka - nope jeg skred ikke - vi har en aftale!

@ Madame - lidt hjertebanken og efterfølgende stor glæde over, at det gik.

@ Rikke - Uff hvor urart at vågne i et hegn. Jeg kan sagtens se, hvordan det stadig sidder i dig. Mit held var, at jeg endte med at føle mig kompetent - mig og bilen klarede den, selv om dæk skreg og esp lyste højt og gult.

Marianne's mening sagde ...

Andrea, Godt der ikke skete dig noget!
Sikke en oplevelse. Pas godt på dig selv. Vi har mange mange samtaler endnu, vi skal have.

Andrea sagde ...

Der er masser af samtaler og øl til os to endnu Marianne - og jeg skal jo se dig løbe gennem København ;)

Ida sagde ...

for pokker da for en "lige ved" oplevelse. Godt I klarede den, dig og den lille blå. Faktisk giver den slags oplevelser mig lidt kvalme.

Andrea sagde ...

@ Ida - kvalme uff, jeg hader kvalme.

Jeg har bemærket et par gange, at stor sindsbevægelse gør mig meget træt, det er trods alt ikke så slemt, som kvalme, synes jeg.

Kroppens reaktion kan man vidst ikke selv styre.