Madsnobben og kalkunschnitzlen

I denne uge er det gået op for mig, at jeg er en madsnob.

For nogle uger siden, da Sifka og jeg var på madmesse, tegnede jeg et abonnement på en måltidskasse hos Retnemt.

Jeg er faktisk fået nogle fine kasser indtil forrige torsdag, hvor jeg glemte af få ændret min bestilling, så der landede en omgang kalkun på bænken uden for min hoveddør.

Det var drøjt at komme igennem. Kalkunkød er efter min mening det kedeligste kød i verden, til nød går det an helstegt, men sådan en klump bryst er bare smagløs og tør uanset, hvad man gør ved den.

Det kom jeg til at sidde og himle op over på arbejde onsdag. At jeg sgu ikke var en fattig student, men en fuldfed husmor fra provinsen, så hvordan kunne nogen finde på at sælge mig kalkun?

Jeg kunne se på nogle af mine yngre kolleger, at de syntes jeg var for meget.

Og det var jeg også - dels er der jo nogle der kan lide kalkun, dels er der nogle, der må købe det, der er billigt og drøjt og frem for alt sundt.

Så nemesissen kom efter mig.

I går stod der endnu en kasse med kalkun og opskrift på eftermarineret kalkunschnitzel på stolen for døren.

Jeg kunne godt se komikken, da jeg bjærgede min kasse, men jeg blev også godt mukken - for jeg skulle ikke nyde nogen eftermarineret kalkunschnitzel, eftersom eftermarinaden var noget med gul karry og hvidløg.

Det har dog aldrig været nogen tvivl om, at kalkunen skulle bruges.

Jeg overvejede at hakke den og prøve med kalkunfrikadeller. Eller en kalkunburger.

Jeg overvejede at banke stykket helt flat og panere det til noget scallopine, men intet kunne rigtig sætte mit mundvand i kog.

Så for lidt siden kom jeg i tanke om, at jeg kunne lave noget arabisk: Noget med baba ganoush, hummus, stegt halloumi og klumper af hårdt stegt stærkt, myntekrydret kalkun med fladbrød til.

Så min kalkun endte alligevel som studentermad- den slags var hot da jeg boede i Århus i midt-firserne, men det smagte faktisk fint og det bliver en god frokost i den kommende weekend, hvor jeg skal arbejde.