Heste og hyacint

En af mine talrige overspringshandlinger i den forgangne uge, hvor jeg hjemmearbejdede lidt med mit projekt, var at arbejde med et traume.

At forsøge at udvide min hyacint, som Regitze så smukt udtrykker det.

Jeg hader duften af hyacint, men jeg synes væksten er fascinerende.

Hadet til duften er knyttet til en juleoplevelse jeg havde som 8-9 årig.

Af min hippe tante - moster vist - havde jeg fået et sæt sengetøj med store blå og grønne blomsteragtige tegninger, som jeg syntes var helt fantastisk.

Det blev straks lagt på - den gang tænke ingen over, at nyt tøj indeholder kemikalier og den slags.

Næste morgen var jeg sløj - rigtig sløj, med kvalme, hovedpine og sådan noget, som man ikke har brug for 1. juledag.

Min far og min bror kørte til frokost hos min farmor, min mor blev hjemme hos mig. (Tror faktisk ikke, det var et stort offer - min mor og min farmor, var ikke bedsteveninder).

Der lå jeg altså til sengs og fik det værre og værre og begyndte at fable om en rædsom lugt, som ikke ville ud af min næse og min mor begyndte at blive bekymret.

Efterhånden nåede hun frem til, at det måtte være det nye sengetøj og flåede det straks af for at vaske det. Det hjalp ikke. Nu var hun til sinds, at smide det ud - oh skræk, det var så flot!

Heldigvis opdagede jeg selv kilden til stanken efter en tur omkring badeværelset - en hyacint, min mor havde stillet ind til mig for at give mig julestemning. Sengetøjet overlevede, tilbage i stuen røg hyacinten og straks fik jeg det bedre.

Selvføgelig har de to ting intet med hinanden at gøre, men hyacint odour og kvalme er kædet sammen i min hjerne.

I sidste uge, da jeg hjemførte to blå hyacinter og to glas troede jeg, at jeg var kureret. Det var lige til de begyndte at springe ud - her til morgen ramte duften mig midt i kvalmecenteret, da jeg fik øjne nok til at lave morgenkaffe.

Men jeg er stædig - de er for fine til at ryge ud og når mine små heste, det står ved siden af, kan holde det ud, kan jeg også.