søndag, november 16, 2008

Hjemmearbejde vil gøre mig vanvittig

Den seneste uge har jeg arbejdet på et projekt.

Noget af det arbejde har jeg kunnet udføre hjemme.

Det lyder jo som sød musik i de fleste øren, men jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke egner mig til hjemmearbejde.

Jeg ville faktisk blive vanvittig af det.

Først og fremmest er jeg en deadlinejunkie - jeg får først for alvor motiveret mig selv, når der ikke er mere tid at give af, flere lave gærde at hoppe over.

Dernæst er det gået op for mig, at jeg er næsten lige så god til at afbryde mig selv, som virkeligheden er det, når jeg sidder på min arbejdspind.

Kaffe skal koges, brænde hentes, hugges, lægges på ild, katte skal ind og ud af døre og vinduer.

Hvis jeg sætter mig behageligt til rette i min stol for at tænke dybe tanker - det kræver projektet nemlig - så kommer Pinga hoppende og vil være med.

Jeg skal da også lige checke mail, læse nyheder, spille pyramide på Spigo, bare et enkelt spil, så er min vask færdig.

Og mens den overføres til tørretumbleren, går det op for mig, at min rapport vil være meget mere indbydende, hvis den skrives i en anden skrifttype, får fikse kasser bag de punktvise gennemgange og lækre headers and footers.

Jeg er udmattet og slet ikke færdig, jeg når det dog nok, og i morgen tidlig er jeg tilbage på mit trygge arbejde. Så varer det forhåbentlig længe, før jeg skal lave et projekt - hjemme ;)

Når jeg er hjemme, vil jeg bare være hjemme, kan jeg mærke.

5 kommentarer:

Anne sagde ...

mon ikke også hjemmet er der man skal være, når man har fri for arbejde...jeg kunne heller ikke arbejde hjemme ....har det godt med at tage cyklen afsted...og så gøre det der skal gøres der, og så hjem og bare være hjemme...

NILLE sagde ...

Det er en kunst at kunne abstrahere fra sit hjem og gøre det til arbejdsplads.

Jeg gør det jo også nogle gange - men jeg tvinger mig selv til ikke at lave andet end arbejde... men for lang tid er ikke godt - så savner jeg den menneskelige kontakt!

Sifka sagde ...

Ud fra din beskrivelse er det vist heller ikke noget for mig. Og så tak for linket. Nu sidder jeg i pyramidepølen;)

Madame sagde ...

Jeg ville vist også nøjes med at klappe katte hele tiden, men der er nok ingen fare for, at mit lydstudie rykker til Nordkysten :o)

Marianne's mening sagde ...

Jeg vil ikke kunne administrerer det at arbejde hjemme. Der er så mange andre sjovere ting at lave så...

Nej, afsted på arbejde, og så have fri, når vi er hjemme!