Rødt fløjl med karamel og skumnisser

Mine kolleger snakker meget om kage, men få gør noget ved det. Jeg tænkte i anledning af december, kunne jeg da gøre noget.

Min forkærlighed for amerikansk mad fornægter sig ikke. Jeg endte med at bage en red velvet cake - som er ganske sød, men ret pikant med sin røde farve og sin fine konsistens.

Dertil lavede jeg en glasur ing af karamel: 100 g smør, koges med 150 g. puddersukker og lidt fløde.

Når massen har kogt et minut eller to skal den i en røreskål og så skal der flormelis i og piskes, til den er smørbar. Jeg fik lyst til at slå hul i alt det søde, så jeg kom også nogle skefulde Philadelphia i, den blev den perfekt af.

Da kagen var kølet blev den nydelige lysebrune masse smurt på og så et drys tysk julekrymmel og en lille ring af skumnisser - men det skal være de rigtige - ikke de forkerte ;)

Skytsengle, piberensenisser og fodsvamp

I går var jeg til min bonusMors 78 års fødselsdag. Vi var 16 til bords - alle hendes børn, svigerbørn, børnebørn - nogle af dem med kærester - og et enkelt oldebarn - foruden mig, papdatteren.

Hun havde lavet alt til det store kolde bord selv, foruden selvfølgelig to slags fødselsdagskager og to slags småkager.

Men da jeg sad midt i latteren og den gode mad og det hyggelige selskab slog det mig igen, hvor elastisk begrebet familie er.

Jeg har nogle fætre og kusiner og en enkelt moster, som jeg ikke har set i mange år, ellers har jeg faktisk kun et eneste menneske tilbage i verden, som jeg er blodsbeslægtet med; min bror.

Alligevel er der 21-22 personer, som jeg betragter som familie. Her tænker jeg ikke på venner, som står mig lige så nær som familien, men på papsøskende, papsvoger og -svigerinder, papnevøer og –niecer, egen svigerinde nevøer fra Korea og svigerindens far som jeg også har kendt i mange, mange år.

Jeg ser sådan på det, at jeg i stedet for de traditionelle bånd knyttet af blod har en masse hjertebånd.

Særligt meget holder jeg af den ene af mine papsvigerinder.

I går fortalte hun mig en fin historier, som jeg tænkte på i dag, mens jeg hentede juletingene frem og fik lavet min brølende kronhjort omgivet af fire grantræslys adventsting, hvor helten er en piberensernisse, der ridder på ryggen af kronhjorten.

Et års tid efter at min far var død – for hende var han svigerfar, han var jo gift med svigermor og blev derfor svigerfar – var hun hos en håndlæser.

Han tog hendes hånd og spurgte: Ved du, at du har en skytsengel?

Det vidste min svigerinde faktisk godt. Lige siden min fars død, har hun haft følelsen af, at han svævede et sted i udkanten af hendes univers og beskyttede hende.

Jeg tror ikke på sådan noget, men jeg tror på det menneske, der tror på det, og synes det var dejligt at få fortalt.

Om lidt vil jeg bakse en adventskage sammen – som mine kolleger skal have glæde af i morgen, jeg har flere ideer, men ingen helt udkrystalliserede endnu.

Men måske skal den pyntes med let smeltede skumjulemænd.

Og så har havenissen fået fodsvamp ;)

Den trojanske juleelg

Rundt omkring i jule-Tivoli troner nogle ret firkantede trædyr.

Det er den trojanske juleelg, som Sifka mener er fuld af voyeuristiske nisser.

Tivoli er faktisk indtagende i juleklæderne. Lyssætningen er anderledes end en sommeraften.

Der er nok at kigge på i et par timer, selvom det ikke er et sted man lige får overstået indkøbene af julegaver i et snuptag. Dertil er sortimentet for ujævnt og der er for meget gøgl, men sjovt at se på og dejligt at drive rundt i og snakke, mens man kigger, oplever og undres.

Jeg hjemførte en enorm grøn glaskugle, som talte højt og tydeligt til mig. Den er så stor, at min bror får problemer med at undgå at slå hovedet ind i den i stuen, så måske skal den have et hjørne.

Efter den kolde, men smukke Tivoli-runde, hvor frosttågerne efterhånden gjorde skiven på rådhusuret til en fjern planet gik vi ud i virkeligheden på jagt efter mad.

Den fandt vi på Gasværksvej hos O Mo Nim (det betyder respekterede moder på koreansk), hvor en lille, handlekraftig kvinde guidede os gennem vores første ægte omgang Bulgogi.

Vi fik en tallerken med oksekød, kalve lever og hjerte, kylling og svinekød i tynde udskæringer, som vi selv skulle grille på en lille gasgrill og dyppe i sovs med gang i hvidløg og mild chili.

Dertil salat, lidt grøntsager til grillen og så den fantastiske koreanske kimchi, som er mælkesyre gærede grøntsager. Ekstremt sundt og ekstremt velsmagende .

Det tager desværre 6 dage at lave en portion kimchi, men hvis jeg går i gang nu, så er der til weekenden.

Med andre ord en dejlig afslutning på ugen.

Britisk eksperiment

Jeg er i gang med at lytte til en P.D. James lydbog, mens jeg strikker nogle småvanter af en rest strømpegarn.

Man bliver slemt te-flov (det er nu ellers vanskeligt for mig) af de hyppige scener med bagværk og den stærke sorte drik med mælk, men uden sukker, som Adam Dalglish foretrækker den.

Nu havde jeg tilfældigvis et par engelske muffins og da min brændeovn samtidig havde gang i et lækkert orange lag gløder kom jeg i tanke om noget min bonusMor, som er engelsk, altid fortæller fra sin barndom. Hvordan de ristede brød i kaminen.

Det skulle jeg da lige prøve og tænkte, at fiskeristen til min grill, da måtte være en udmærket løsning - min bonusMor fabler altid om en toasting fork.

Som sagt så gjort - jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg var mest tilbøjelig til at tro, det ville sige sizle og så ville brødet gå op i flammer. Men sådan gik det ikke - 20 sekunder på hver side og så var muffinsene perfekte.

Og tænk al den strøm jeg har sparet ved at lade brødristeren være slukket ;)

Så spareråd i krisetider givet videre - og brød ristet over åben ild smager altså bare bedre end fra el-rister.

Fyrtur og formiddagssardin

Vi vågnede til sporadisk, men knasende hagldække på jorden. Til vind og bidende kulde. Pinga forsvandt straks med halen i sky, mens Kasper lige skulle have sig en lur mere.

Ved daggry kørte jeg til Hundested for at få overstået dagens indhandling før horderne var på benene. På vejen lod jeg mig lokke op til fyret ved Spodsbjerg. Sikke en udsigt og sikke et frostchok.

Det blæser nok i området til at vinden føles som -15 mod huden. Det var ikke mange øjeblikke hånden var ude i det fri for at trykke på kameraets udløser.

Ved parkeringspladsen så jeg nedenstående syn. I grunden er der noget rørende ved sådanne skilte om ting der er forbudt. Der er nogen knyttede næver og frustrerede tårer over dem.

Jeg mener, hvad er konsekvensen? Og hvem skal retsforfølges i dette tilfælde?

Vinden?

Vel hjemme var Pinga klar til kattenes svar på en koptår kaffe: Formiddagssardin.

Så kan hun lære det

Jeg lider af work-lag. Mit døgnur er med andre ord sat på tidligt op og tidligt i seng, derfor er jeg også sulten før almindelig borgerlig spisetid.

Det synes kattene er noget underligt noget. Så da jeg for et øjeblik siden gik i køkkenet udtænkte de en plan: De besatte min lænestole.

Så nu ligger de der, mens jeg helt uvandt sidder i sofaen og lidt lam steger i ovnen over flødekartofler.

Uden for er det fimbul-vinter koldt, men bortset fra en lille håndfuld hagl har jeg ikke set noget til den lovede sne. Det er eller ned over mit område meteorologerne altid henkastet fremmaner Kattegat-byger med deres håndtegn.

Heste og hyacint

En af mine talrige overspringshandlinger i den forgangne uge, hvor jeg hjemmearbejdede lidt med mit projekt, var at arbejde med et traume.

At forsøge at udvide min hyacint, som Regitze så smukt udtrykker det.

Jeg hader duften af hyacint, men jeg synes væksten er fascinerende.

Hadet til duften er knyttet til en juleoplevelse jeg havde som 8-9 årig.

Af min hippe tante - moster vist - havde jeg fået et sæt sengetøj med store blå og grønne blomsteragtige tegninger, som jeg syntes var helt fantastisk.

Det blev straks lagt på - den gang tænke ingen over, at nyt tøj indeholder kemikalier og den slags.

Næste morgen var jeg sløj - rigtig sløj, med kvalme, hovedpine og sådan noget, som man ikke har brug for 1. juledag.

Min far og min bror kørte til frokost hos min farmor, min mor blev hjemme hos mig. (Tror faktisk ikke, det var et stort offer - min mor og min farmor, var ikke bedsteveninder).

Der lå jeg altså til sengs og fik det værre og værre og begyndte at fable om en rædsom lugt, som ikke ville ud af min næse og min mor begyndte at blive bekymret.

Efterhånden nåede hun frem til, at det måtte være det nye sengetøj og flåede det straks af for at vaske det. Det hjalp ikke. Nu var hun til sinds, at smide det ud - oh skræk, det var så flot!

Heldigvis opdagede jeg selv kilden til stanken efter en tur omkring badeværelset - en hyacint, min mor havde stillet ind til mig for at give mig julestemning. Sengetøjet overlevede, tilbage i stuen røg hyacinten og straks fik jeg det bedre.

Selvføgelig har de to ting intet med hinanden at gøre, men hyacint odour og kvalme er kædet sammen i min hjerne.

I sidste uge, da jeg hjemførte to blå hyacinter og to glas troede jeg, at jeg var kureret. Det var lige til de begyndte at springe ud - her til morgen ramte duften mig midt i kvalmecenteret, da jeg fik øjne nok til at lave morgenkaffe.

Men jeg er stædig - de er for fine til at ryge ud og når mine små heste, det står ved siden af, kan holde det ud, kan jeg også.

Hjemmearbejde vil gøre mig vanvittig

Den seneste uge har jeg arbejdet på et projekt.

Noget af det arbejde har jeg kunnet udføre hjemme.

Det lyder jo som sød musik i de fleste øren, men jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke egner mig til hjemmearbejde.

Jeg ville faktisk blive vanvittig af det.

Først og fremmest er jeg en deadlinejunkie - jeg får først for alvor motiveret mig selv, når der ikke er mere tid at give af, flere lave gærde at hoppe over.

Dernæst er det gået op for mig, at jeg er næsten lige så god til at afbryde mig selv, som virkeligheden er det, når jeg sidder på min arbejdspind.

Kaffe skal koges, brænde hentes, hugges, lægges på ild, katte skal ind og ud af døre og vinduer.

Hvis jeg sætter mig behageligt til rette i min stol for at tænke dybe tanker - det kræver projektet nemlig - så kommer Pinga hoppende og vil være med.

Jeg skal da også lige checke mail, læse nyheder, spille pyramide på Spigo, bare et enkelt spil, så er min vask færdig.

Og mens den overføres til tørretumbleren, går det op for mig, at min rapport vil være meget mere indbydende, hvis den skrives i en anden skrifttype, får fikse kasser bag de punktvise gennemgange og lækre headers and footers.

Jeg er udmattet og slet ikke færdig, jeg når det dog nok, og i morgen tidlig er jeg tilbage på mit trygge arbejde. Så varer det forhåbentlig længe, før jeg skal lave et projekt - hjemme ;)

Når jeg er hjemme, vil jeg bare være hjemme, kan jeg mærke.

Ikke mere omskåret fra afverdenen

Miraklet er indtruffet. Efter fem uger på nær en enkel dag er det lykkedes flere teleselskaber og min arbejdsgiver at udrede kobbertrådene og få internettet hæftet permanent fast til min bolig. Det er dejligt.

Periodens lidelser kan endda danne basis for lidt gratis forbrugeroplysning: Hvis du tænker: Sådan noget mobilt bredbånd det er lige mig til sommerhuset/båden/campingturen, så vælg et teleselskab med god dækning ellers kan det være en frustrerende oplevelse.

Nå, men jeg er jo uden tvivl gået glip af mængder af ting i folks liv og jeg tror det vil tage mig et par dage at indhente det forsømte, men jeg skal nok komme efter det.

Jeg takker for de venlige ord om Wotans indtog. Jeg lover, at det ikke går ud over Kasper og Pinga, men hvem kan stå for en kæmpekat med revne øre, som med et vil lade sige nulre på maven, når han helt nonchalant tager sig en lur på sengen?

Jeg kan ikke. Og snart er det vinter, han skal da ikke være ude i kulden. Undtagen når han helst vil det.

Min værste abstinens ved ikke at kunne skrive blog som jeg lyster, er muligheden for at komme af med dagligdagens små oplevelser.

Som den dag, jeg havde bestemt, at tæppet som ligger på min sofa skulle vaskes.

Desværre for Kasper, havde jeg overset, hvor knyttet han er til det.

Så først gik han ude under det på tørresnoren og så mismodig ud, derefter brummede han rundt ved sofaen til han fik et håndklæde, som midlertidig løsning og så måtte han bevogte tæppet, fordi hans søster indtog det som hule, da det måtte draperes over to stole ved brændeovnen for at få den sidste fugt bort.

Det er hårdt at være kat i det lille røde hus.