I al fredsommelighed

Når dagens to største udfordringer har været at få smidt gas på mit nye blus og hængt dugholdere i min nye dug, så har det vist været en stille dag!

Blusset blusser lystigt - faktisk så lystigt, at jeg er blevet helt bekymret for om min lille nye emaljepande kan bruges. Jeg kunne godt få den tanke, at den vil blive så varm, at alt vil blive brændt i den. Nå, det må komme an på en prøve.

Den plettede voksdug, var også udbytte af onsdagens bytur med Sifka, og den er rigelig stor til mit havebord, så den flapper lidt i brisen. Heldigvis kom jeg i tanke om, at jeg havde fire dugholdere til netop at modvirke dette. Tjuhej.

Og så har jeg ellers læst og læst. Hos Nille har jeg senest set bogmemen. Den med at gribe nærmeste bog, slå op på side 123, tælle fem linjer ned og skrive de næste tre sætninger.

Det gør jeg gerne, det er en sjov ide og til fri afbenyttelse for enhver der ikke har gjort øvelsen endnu.

Her kommer de tre sætninger fra min bog:

"Well, the men lauged their arses off. But Hoppner, who loved the make-believe rubbish even more than Perry, I think, he comes into the ball dressed as a noble lady. Wearing the latest Parisian fashions from that year - low bustline, big crinoline dress bunched up over his ass, everything - and since I was full of piss and vinegar in those days, not to mention too stupid to know better, in other words still in my twenties, I was dressed as Hoppner's black foootman - wearing this real footman's livery that old Henry Parkyns Hoppner had bought in some dandy's London livery store and brought along just for me."

"Did the men laugh?" asks Fitzjames.

Citatet stammer fra bogen Terror af Dan Simmons.

Den er en slags sci-fi fortolkning af Sir John Franklins forsøg på at finde Nordvestpassagen i 1845.

Han sejler af sted med to skibe - Terror og Erebus - og forsvinder sammen med 128 sjæle.

Ingen ved, hvad der præcis skete med ekspeditionen ud over, at de igen og igen frøs fast i isen og at deres forsyninger bestod af defekt konserves, så de formentlig allesammen blev blyforgiftet. Noget tyder også på, at de sidste overlevende blev kannibaler af desperation.

Simmons bog er uhyre interessant, fordi han holder sig strengt til, hvad man trods alt ved, og så smider en ekstra dimension ind med et uhyre på isen, som jager dem med uhørt styrke og brutalitet.

Det er en fantastisk bog, meget smukt skrevet og komponeret og heldigvis næsten 800 sider lang, så der er også læsestof til i morgen.