Årsregnskab

Madame har inspireret mange til at skrive en status over 2007. Det vil jeg også gøre. Min egen lille nytårstale ;)

2007 er det første hele år, jeg har boet i mit lille røde hus. Det har været en fornøjelse hver eneste dag, og beslutningen om at forlade byen og drage op til den store stilhed, den gode ro og den smukke natur ligger højt oppe på min top fem over gode livsbeslutninger.

Det ville jeg også have skrevet en af mellemjulens tunge grå dage. Men på en dag som i dag, hvor solen skinner, hvor nattens frost har nappet i plænen og kattene ser uldne og glade ud i kulden, ville det være næsten umuligt at have en anden mening.

Mit første hele år som haveejer, må siges at have været en blandet oplevelse, mit øve-drivhus gav op, før det rigtigt fik stået sin prøve, men der kom da kartofler, chili, tomat og krydderurter op af min jord – og jeg har ikke mistet modet.

Kattene er en af 2007s gaver. To forhutlede dyr udforskede første gang deres nye hus en februardag.

Pinga lignede en vandrotte efter et tropisk regnskyl – tynd, halvskaldet, halen hængende og ikke meget gnist i øjnene. Nu er hun husets lille dronning – fører sig frem med høj haleføring og en smuk, tyk grå pels. Lidt sul er der også kommet på hende.

Tumlingen Kasper var meget forskræmt, men ellers i meget bedre fysisk form end sin søster. Nu er han en mild og kærlig basse, som elsker at ligge inde – når han ikke lige forsvinder i seks dage – og elsker at få nusset øre.

Som mange andre må jeg overgive mig til blogverdenes forunderlig evne til at bringe mennesker i forbindelse med hinanden, som ellers aldrig ville mødes eller opnå kontakt.

Jeg vidste det godt. Jeg har før været del af elektroniske fællesskaber, hvor jeg har knyttet dybe og vigtige bånd til andre.

Men det er vist første gang, at tillægsgevinsten til jer dejlige mennesker, jeg har mødt i både den virkelige og den virtuelle verden, har været den befriende følelse af at kunne skrive om lige, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det, og lade være, når jeg ikke har. Det er næsten terapi.

Så er jeg jo på rekordtid gået hen og blevet en håndarbejdstosse. Det er sgu sjovt – jeg anede ikke, at det kunne være så forrygende at skabe noget fysisk/praktisk.

På arbejdsfronten har 2007 været at anno horribillis og intet tyder på, at 2008 bliver anderledes. Men det kan ikke nytte at blive ved at brokke sig – om snart må jeg sætte mig ned, og kigge mig selv dybt i øjnene og finde ud af, om jeg skal kaste mig ud i noget andet.

Heldigvis har jeg 14 ugers fri fra slutningen af februar. Tid, som jeg blandt andet vil bruge til at beslutte, om 18 år er nok at give det samme firma, når det er holdt op med at give noget som helst tilbage.

Det er mit indtryk, at det eneste, der gennem de sidste par år har afholdt op til 90 procent af de ansatte fra at forlade huset, er et enestående kreativt og kollegialt miljø – et miljø som fungerer på trods.

Så mangler jeg bare hilsnerne til Færøerne, Grønland og søens folk og vinker samtidig til Sverige, New York og Berlin, som er de steder jeg har udforsket lidt nærmere i 2007.

Berlin er helt sikkert også på 2008’s liste over rejsemål, sammen med Houston i Texas, hvor jeg skal på efteruddannelse – hvad det derudover bliver til ved jeg ikke. Min plan om besøg hos pingvinerne kan ikke realiseres denne gang. Min sabbat ligger for sent på den antarktiske sæson.

Jeg har andre urealiserede planer, der skal overføres til det nye år: Pingvintinknapper, kajakdrømmen og drømmen om et drivhus. Der er noget at give sig til.

Tak for det gamle år, gode mennesker, og godt nytår