Som et uartigt barn

I dag skulle det være: Jeg skulle have gjort kål på det bjerg af affald, som jeg efterhånden har fået oparbejdet siden indflytningen.

Der var gamle væg-til-væg tæpper, neddampet tapet og masser af store og små papkasser plus forskelligt andet udefinerbart.

Jeg har gruet for opgaven. Først kunne jeg ikke bestemme mig til, om den krævede at jeg lejede en trailer. Så følte jeg det uoverkommeligt at slæbe våde gamle tæpper ind i containere på genbrugspladsen. Men da det kom til stykket tog det blot halvanden time inklusive de to køreture til og fra pladsen.

Min barriere er den oplevelse jeg altid har på genbrugsstationer: At blive behandlet som et uartigt barn.

Uanset hvor meget jeg selv synes jeg har tjæk på, hvor mine forskellige poser og sager skal hen, dukker der altid en vred mand op og belærer mig om noget andet.

Mit pap er næsten aldrig pap i hans definition. Småt brandbart er for stort, hvis jeg er rigtig uheldigt, så er det straks efter for småt, når jeg når hen til den næste mand ved stort brandbart. Og sådan kan jeg blive ved.

Derudover har jeg altid en pose eller to med udefinerbare sager. Jeg forstår så udmærket, at jeg ikke bare kan kaste glas i papcontaineren, men jeg kan altså ikke genkende alle typer plastik og sortere dem op i brandbart og ikke brandbart.

Så det ender altid med ,at jeg lister den sidste pose ned i småt brandbart, når vagtmanden har kastet sig over et nyt offer.

Det er så banalt, når man bliver behandlet som et barn, opfører man sig som et.