Himmelsk hanehave

Alle der læser med hos Sifka, ved, at hun har fået jord under neglene. Ikke nok jord, men det vender jeg tilbage til om et øjeblik.

Forbløffende nok ligger det lille stykke paradis hun har til låns få skridt fra min arbejdsplads, men alligevel har jeg aldrig bemærket stedet rigtigt eller besøgt det.

Det er altså en fornøjelse at træde ind i haveforeningen, der er altid mennesker, som pusler, passer, plejer, planter, pløjer og helt generelt knuselsker deres jordlodder.

Husene er ret ens - de fleste er nye - men fuldstændigt forskellige. I et land, hvor så meget er ensartet er det opløftende, at se personlighed udtrykt så direkte.

Henne hos Sifka hersker hanen Hans og hun huserer og botaniserer, og så er det hun løber tør for jord, og så må lille blå Fiat to the rescue. (var der for mange og'er i den sætning?)

For der er en overgrænse for, hvor meget plantemuld, en kvinde kan transportere på cykel.

I går artede det sig sådan, at jeg havde en helligdagsvagt og Sifka var i haven og så var det jo lige til at lave en aftale: Stil dig ud ved lågen klokken fri, så suser vi ud på Amagerland efter jord.

Som sagt så gjort og der røg også lidt blomster med i købet, så det var en godt tung indkøbsvogn vi skubbede gennem perlegruset og fik tømt ind i lille blå.

Vel tilbage hos Hans gik en sky for solen og man skuttede sig lidt i forårsvejret. Vi havde egentlig talt om sushi, men vi var i kolonihavehumør, så vi satte kurs mod Ravelinen - det fine gule hus, der markerer det yderste af voldanlægget omkring Christianshavn.

Kun for at konstaterer at stedet var lukket pga konfirmation. Så futtede vi mod Dragør og kørte om kap med et fragtskib på vejen rundt om lufthavnen.

Der mødte os samme skilt på Cafe Espersen, som ellers også lokkede med spætter, pariserbøf, stegt flæsk og sådan noget man kommer i humør til i en kolonihave.

Efterhånden modløse traskede vi rundt i Dragørs skæve gader og fandt yderligere to steder lukket pga privat fest.

Da vi råbte to par an foran det sidste sted og spurgte om de også var fanget i konfirmationsfælden, blev vi affejet med, at næh de havde skam været til konfirmation, men at der nok var noget ved hovedgaden, der havde åbent - for sådan nogle som os, forstod vi.

Det fnes vi godt og grundigt af, mens vi vaklede mod hovedgaden og antraf en lukket pølsevogn, et kedeligt pizzasted og så lyset for enden af tunnelen: Dragør Bistro.

Der var ikke konfirmation og den flinke tjener lo lidt ad tanken, han havde et kor af gutter på høje stole i gang med gammel dansk og fadøl langs baren og en fin blanding af sultne folk i gang ved de fleste af bordene. Nej, stedet havde vist aldrig været lukke for konfirmation.

Og så røg vi begge tilbage til firserne med et brag, da menuen bød på plankebøf.

Åh for en saglighed: Kød, bagt kartoffelmos, hvidløgssmør, en kækt skåret halv tomat og et drys persille.

Mætte og glade sagde vi tak for mad og snuppede desserten på stamstedet: Ismageriet.

Jo, køen er lang, det er svært at parkere, men isen er formidabel og så er de ikke karrige med, hverken den eller guf. Fin finale på kedelig arbejdsdag.

Amager er slet ikke så slem, som jeg altid har syntes;)