mandag, december 20, 2010

Dampende ånde og røde kinder


I modsætning til de to foregående år er det i år ikke lykkedes for Sifka og mig, at få tid og omstændigheder til at gå op til den store juletur.

Lørdag aften enedes vi om en københavnerjuletur søndag og jeg meldte Tivolis og/eller Christianias julemarked, men Sifka så snestier, skov og varm kakao for sit indre juleøje.

Nogen gang glemmer vi naturbegustigede jo, at det ikke er alle, der har den slags lige uden for døren.

Så vi mødtes kort før middag på Nørreport station og satte kursen mod Klampenborg, men før vi skulle i skoven, skulle vi lige over at kigge på Øresund.

Sikke et skue - der er endnu ikke isdannelse i havet - men alt, hvad det rører ved er overtrukket af et ispanser.

I Dyrehaven så vi mange heste, mange ældre skiløbere iført deres ungdoms skitøj fra fra Bergans og Norrøna, Bakken i sneklæder og ikke et eneste dyr.

Og så endte vi på Piil og Co's udendørs skovbar, hvor vi grillede pølser, søbede hvid gløgg, drak kakao og spise pandekager draperet i tæpper og med dampen stående ud af næseborene - alt med udsigt til Kildesøen.

Det var herligt og hyggeligt og vidst lige, hvad Bryggekonen havde drømt om.

Vel tilbage i byen, stiftede vi bekendtskab med Mikkellers herlige ølbar, hvor især Vesterbro Wit'en imponerede med en smag af grapefrugt og plaster.

Da sulten bankede på mavevæggen stillede Mother den for os med god skinke, marinerede grøntsager, pølse, bruschetta og friskbagt foccacia - efterfulgt af en fornem pizza, som bare lige skulle have haft 3 minutter mere i den brændefyrede, men var milevidt over, hvad man ellers finder af pizza i København.

Over en stille italiensk juleøl konstaterede vi, at vi havde fået vores ungpigekulør tilbage i kinderne efter en herlig juleudflugt.

2 kommentarer:

Sifka sagde ...

Det var bare den ultimative skov- og byjuleudflugt! Tusind tak for godt selskab.

pedrsn sagde ...

:D

MOTHER er fantastisk!