Pinsens sol

Det er hårdt at være rødhåret og heller ikke helt let at være gråpelset, når temometeret viser 26 grader allerede ved middagstid.

Jeg må kryber i ly indendøre. Ikke mindst fordi jeg fik rigelig sol i går, da jeg var til housewarming-brunch hos gode venner i Nivå. Solen bagte ned over os og min ene kind ligner en postkasse.

Pinga har fundet det perfekte sted - intet kan falde hende i ryggen, solen har passeret og en mild brise stryger hen over hendes ryg.

Kasper er mere rådvild, vandrer hvileløst om. Lægger sig under en fodskammel, under bordet, inde i drivhuset.

Han vil være, hvor vi er, men der er ingen helt svale steder, så hvis han er klog snupper han middagsluren på det sædvanlige sted: I min seng.

Og der kommer vist mere af det samme i morgen. Sikke en pinse, som ellers ofte er både kold, våd og overskyet. Jeg husker mere end en udflugt efter dansende pinsesol, hvor alt hvad man længtes efter var noget varmt at drikke og tørt tøj.