Splitte min banan

Selv om jeg har en ganske sød tand, er det meget sjældent dessert, jeg er længes efter.

Derfor blev jeg ganske overrasket, da ovenstående servering materialiserede sig i mit indre lækkerskop.

Men jeg tænkte, der må være en grund, og gik i gang med at anrette.....og siden spise ;)

Og så er jeg fuldt ud klar over, at jeg har et forklaringsproblem.

Hvis jeg ikke er til dessert, hvorfor har jeg så ting som Dr. Øtkers glimmergele, samme doktors cocktailbær og den slags i huset?

Jo, fordi jeg ikke kan gå forbi opsatsen over i Fakta uden at købe et eller andet mærkeligt.

Vanilieis har alle forhåbentlig i fryseren og chokoladen til sovsen, var en rest Sifka havde efterladt sidt hun var her.

Om det smagte mums? Hmmmmmm.

Kyllingesteg med kuvøseguf

Lige siden brødrene Price i forrige udgave af Spise med Price fremtryllede stegt kylling med skilt sovs, agurkesalat og rabarberkompot har jeg længtes efter denne spise.

Hos min farmor hed det bare kyllingesteg - og det var det eneste, man gjorde ved kyllinger. Høns kom i asparges, karry eller frikassé - dagen derpå kunne dyret optræde i tarteletter eller som salat, men de blev aldrig stegt i gryde og kylling blev aldrig stegt i ovn, eller, gud forbyde, kogt. Sådan var det bare.

Efter en strålende morgenudflugt til en skråning i nærheden, hvor det i sjette forsøg lykkedes mig at finde den vanskeligste af alle skatte, var jeg klar til at fejre med kyllingesteg.

Det startede med et barnemord i min have. To små spæde rabarber blev snuppet og forvandlet til verdens mindste kompot - hele protionen, ses på ovenstående billede.

I verdens mindste kompot er der verdens mindste øre stjerneanis, et nip sukker, et strint citron og en lille skefuld vand.

Mere forår bliver det ikke.

Ellers har jeg jo stadig fornøjelse af mit indbrud, den ene taksator efter den anden kommer forbi for at kigge på vindusskaden og senere for at overskue omfanget af det stjålne.

Jeg kunne ikke vente, så i går kørte jeg til Lyngby og købte en my bærbar.

I skulle bare vide, hvor godt jeres blogs ser ud på Appels nye blanke skærm til MacBook Pro - det er forrygende.

Påske overstået

Ovenstående billede tog jeg for 5 år siden i påsken. Jeg uploadede det til min konto på Flickr og der ligger det stadig. Heldigvis - det er oven i købet det af mine billeder flest mennesker har kigget på. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg har aldrig været særligt begejstret for påsken. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Min barndoms påske husker jeg som endeløs lang og kedelig. Tung og grå. Alt var lukket og alle flag på halv i uendelig lang tid.

Som voksen har jeg et par gange været i en overgangsfase i mit liv, netop som påsken indtraf og det har givet dårlig karma og dybe toner i mol.

I det lille røde hus er påsken - jeg har faktisk kun oplevet to - allerede blevet en yndlingsaversion.

Hele ugen har dette område myldret med landliggere, som har åbnet deres sommerhuse og larmet og råbt og skreget og opført sig som vilde.

Tirsdag kom jeg hjem fra arbejde til verdens mest amatøragtige indbrud. Men båtnakkerne er rendt med min MacBook, en lampe, mit lommekamera, min overskydende valuta og en skuffe.

Jeps en hel skuffe fra en fin sekretær, jeg fik af min far for mange år siden. Guderne skal vide, hvad de vil med den - jeg har været rundt at kigge, den er desværre ikke blevet smidt i nærheden.

Nå, men alt har jo ikke været depression og mismod - jeg er godt forsikret, kattene har det godt og skaderne ved indbruddet er ikke voldsomme.

Jeg har desuden været til to gode påskefrokoster og haft to moderat udholdelige arbejdsdage.

Min gamle Mac Powerbook reddede iøvrigt mit humør tirsdag aften, da den startede, loggede sig på mit netværk og spandt som en kat trods 3 års uvirksomhed. Det er da kram.

Og så ligger alle mine bedste billeder enten her på min blog eller på Flickr - for helt backuppet var jeg desværre ikke ;)

Og bedst af alt klokken 16 i dag efter en god frokost med lam og flødekartofler cyklede jeg lige hen til den skov-skat, som har snydt mig flere gange. Bingo og næsten god påske.

Champagne på toppen

Som Sherlock Holmes mødte sin nemesis på kanten af Reichenbach vandfaldene i skikkelse af professor Moriaty har jeg mødt min på de stejle skrænter ved Spodsbjerg fyr nordøst for Hundsted.

Min nemesis har skikkelse af en skat - en geocache - som bare ikke vil findes.

Den nemme konklusion ville være, at den er væk, hugget af nogen, der ikke ved, hvad geocaching er, sådan nogen kaldes mugglere, men det er den ikke.

Så sent som i går kom en anden geocacher valsende forbi og fandt den.

Efter at jeg havde tilbragt mindst en time op og ned, fem og tilbage gluggende overalt, hvor en lille tupperware kan proppes ind.

Nothing. Så her til morgen kørte jeg derud igen. Denne morgen var meget anderledes end i går, hvor det var så klart at alt fra havbunden til Rørvig strålede i solen.

I morges var det diset, køligt og fugtigt i vejret. Passede godt til mit humør.

Da jeg gav op - og det var altså fjerde gange, jeg ledte efter den - tænkte jeg, at jeg kunne fortsætte til de to andre skatte jeg heller ikke har fundet.

Så afsted mod Arrenakke Bakke - denne gang parkerede jeg på p-pladsen ved hovedvejen og gik op ad en officel trampesti.

Den førte mig forbi Danmarks eneste champagnemark, hvor Arrenakke Vinlaug var i vigør med, hvad man nu gør ved vin på denne årstid. De hyggede sig, men jeg var for sammenbidt til andet end at hilse.

Og så valsede jeg ellers til tops, drejede ned blandt træerne på en stejl skråning og steppede lige ned til cachen, som jeg for nogle uger siden ledte længe og forgæves efter.

Det var en herlig revanche og den blev fejret med en gammel blåbær-spelt-kage og en lille flaske helsejuice af Sifkas, som jeg fandt på bunden af min turtaske.

På vej ned sludrede jeg med nogle af folkene på marken. De vidste ikke så meget om, hvornår champagnen bliver færdig eller hvordan man får fat i den, de var bare arbejdere, som de sagde.

Kunne være man skulle melde sig til lidt markarbejde, hvis der virkelig er overskudsdeling, som de skriver på hjemmesiden.

Derefter fandt jeg en fin, våd, lille skat på kanten af Arresø inden jeg i et anfald af overmod forsøgte mig med den anden af mine nemesisser - skatten i skoven nær mit hjem.

Nope. Nada. Nothing - og heller ikke den er blevet mugglet, den blev fundet i torsdags.

Men jeg er jo stædig, så jeg skal nok finde dem før eller siden.

Der kom en pakke

Mandag begyndte jeg på job igen efter mine herlige fire ugers ferie, hvor jeg virkelig har fået tømt hovedet for trummerum og fyldt det op med herlige ting.

Da jeg kom hjem i går lå der en seddel fra PostDanmark - jeg kunne hente en pakke.

I dag drog jeg derfor mod posthuset med mit eget bidrag til Operation Påskeglad og den lille hvide seddel, kun for at erfare, at posthuset er nedlagt.

Jeps - huset står der endnu, men der er ingen betjening af kunder, den foregår i den nærliggende Kvickly.

Sådan noget troede jeg kun skete i meget små byer, men det er Frederiksværk måske også.

I Kvickly herskede kaos. Alt for mange postkunder ventede lige i krydsfeltet, hvor folk kom oksende med indkøbsvogne enten på vej ind i forretningen eller på vej ud.

Nu var det ganske vist den første, men alligevel.

Der ventede mig en rigtig fin pakke med norske firmærker. Selv sendte jeg en firkantet papboks på vej til Jylland.

Vel hjemme kunne jeg pakke den fineste gave svøbt i floret, lilla papir ud. Og den sødeste lille hilsen fra Mona.

Hun fortæller om norsk tradition med at gå på ski i påsken. Der har man Kvikklunsj og en appelsin med som en snack. På min næste skattetur tager jeg Kvikklunsjen og appelsin med og tænker på Norge..

Nu pynter påskeharen i husets eneste potteplante og påskekyllingerne troner ved mit bloklys. Tak Mona.