Solhverv og havroer
Morgenstund havde styrtdykkende mågefugle, kraftig vind og havroer i mund.
Klokken 13:04 vender det - jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det aldrig sker på samme tid fra år til år, men bare det sker, er det fint med mig.
Jeg gik af sted, da det var lyst nok til at se en hånd for sig i plantagen. Der var ikke det store stormfald - lidt flotte kogler - trods gårsdagens rusk. Jeg kunne høre Kattegat på lang af stand og vandet stod langt op på forstranden, da jeg nåede derned.
Men der var heller ikke det store strandingsgods - jeg drømmer om en dag at finde guldmønter fra forlængst sunkne spanske galeaser.
Men der var dog en pæn mængde havroer - disse store sten, med toppe af tang, som må være blevet løsnet af vandet et stykke vej derude og kastet ind på stranden.
Her og der var mågerne travlt optaget af at styrtdykke ned i bølgerne - måske over lokale muslingebanker?
Og da jeg så skulle tilbage op over lyngen på Melby Overdrev havde solen netop sluppet trætoppene og alt var badet i et blændende gyldent lys. Sådan skal en morgentur være ;)
4 kommentarer:
*SUK*
Når jeg ser dine billeder og læser dine ord, så savner jeg at bo tæt ved havet. Og Øresund tæller bare ikke i det regnskab... De næste par dage, skal det udnyttes, at jeg befinder mig på en ø! Om jeg skal sniffe havgus?! Det tror jeg da NOK jeg skal ;-)
Heder det virkelig havroer eller er det dit ord, husejer? Godt er det i hvert fald.
Jamen jo det var en smuk morgen, men jeg så den indefra og kom desværre sent afsted. Nå men altså, jeg må tage revanche i de kommende dage.
Jeg er ikke sikker angående forklaringen, men det må have noget at gøre med at jordbanen ikke er rund og at Jorden ikke ryger rundt om solen på 365 dage men på et aller andet antal sekunder, som ikke lige passer med daglængden. Desuden sejler Jorden ikke lige hurtigt hele tiden, selv om hastighdsforskydningerne vistnok er meget små. De skyldes vistnok at banen er elliptisk og at de andre planeter har lidt indflydelse på farten.
Nu til det vigtige: Glædelig Jul - det har været rart at møde dig i Hillerød og i Tivoli, og jeg håber der bliver flere blogtræf, hvor du har lyst til at være med.
Glædelig Jul!
Send en kommentar