Skål II – eller min Margretheskål har fået en lille
Den anden skål gør mig lige så glad. Min barndoms skål, Margretheskålen, har nemlig fået en lille.
Min mor var, som tusinder af andre husmødre, passioneret Rosti-fan. Alt hvad fabrikken sendt på gaden af husgeråd købte hun, så alle grydeskeer og indtil flere skåle kom derfra.
I dag regnes Rostis 50'er-produktion som både designmæssige og industrielle ikoner.
Margretheskålen blev første gang solgt til jul i 1954 i pastelfarverne gul, blå og grøn. Den var designet af Sigvard Bernadotte – vores nuværende dronnings onkel og – med hoffets tilladelse - opkaldt efter hans niece.
Skålen er støbt i melanin og processen var kompliceret på grund af tuden.
Siden har formentlig 9 ud af 10 danskere haft hænderne i sådan en fætter.
Min barndoms Margretheskål var wc-grøn, det er nok den farve, der kaldes pastelgrøn, og når den blev taget frem, vankede der frikadeller eller boller.
Jeg gætter på, at min mor har haft den fra midt i 50’erne – måske var det endda en førsteudgave – for da jeg lærte den at kende, var den ridset i bunden og en smule misfarvet af tomat og frugtsaft.
Det var som regel mit job at tørre den, når den blev vasket op efter endt brug. Jeg elskede at stikke næsen ned i den og dufte Vel, når den var tør, men stadig varm efter mødte med opvaskebaljen.
Efter Margrethesuccesen sendte Rosti også Benedikte- og Anne-Marie-skålene på gaden, men dem er der vist ikke solgt 40 millioner af.
Nu har Rosti så sendt en Margretheskål i dukkestørrelse – 0,5 l - på gaden, desværre ikke i wc-grøn, så jeg har valgt den i lilla. En af Tivolifarverne fra 1968, hvor skålen også fik sin gummiring i bunden, for større stabilitet.
Det er svært at gennemskue, hvad den vil være praktisk til, måske at piske æg til røræg i, men ellers vil jeg klukke lidt over den, hver gang den skal flyttes, for at den wc-grønne kan komme på bordet til frikadellefars, for selvfølgelig bor den lille nu nede i den lidt større.
Og når jeg bliver rigtig rig, så kan det da være, at jeg skal have sådan en fantastisk tapasgaffel skåret af en gammel Margretheskål.
9 kommentarer:
Margrethe skålen...har to i blå og de er slidte( det kan da ikke passe?), men har fulgt mig siden jeg flyttede hjemmefra...
Jeg har også stået med hoved nede i den lune Margretheskål, vores var lyseblå:)
Jeg har også kigget på den lille lilla, men kom fra det igen.
Tillykke med alle skålene, kan man få for mange?
I mit barndomshjem var de lyseblå - men jeg har ikke engang selv én... stor fejl! De der ta-ting er totalt uimodståelige - dem er jeg på stedet forelsket i! Man kan jo godt have ønsker...
Hjemme hos min far er der mange, og de er røde, jeg bliver i godt humør af at se dem :-)
I 1948-49 arbejdede min far hos Rosti, dengang en lille fabrik,som lå i en baggård i Valby.
De fabrikerede tallerkner til hæren, senere lidt småting bla.a.knapper.
WC-grøn, jeg ved strax hvad du mener:-)
Sikken en flot hyldest til Margrethe-skålene!
Jeg har også flere, som jeg har haft i umindelige tider og jeg er stadig glad for dem. Min mors var blevet meget slidte, så jeg forærede hende nogle nye smukke lime og lyseblå, men nu synes hun altså at hun har for mange, for hun nænnede selvfølgelig ikke at kassere de gamle røde. Jeg synes også de er mindefremkaldende, hvergang jeg får fat på dem og det er jo medvirkende til at man ikke bare skiller sig af med dem.
Den er godt nok flot i lilla! Den wc-grønne mindes jeg med rædsel fra min barndom - vi er nok begge vokset op i Margrethealderen. Jeg ville egentlig foreslå den lille til at lave æggesnaps i - men det det er vist for farligt nu om stunder :o)
Min mor havde en lilla, som jeg en gang kom til at tabe på et stengulv, så den flækkede...hun tog det nu pænt. Siden fik hun en stor i knaldrød og i dag har hun netop foræret sig selv nogle i turkis. Jeg synes til gengæld, de sorte er frække, selvom jeg også elsker min bedstemors to slidte, orange Margretheskåle.
(Og de der unika ta-tøjs-ting, de er da FANTASTISKE!)
Send en kommentar