Noget i ovnen

Lad mig sige det sådan, for en lille uge siden rundede jeg et af livets mere opreklamerede hjørner. Det skete helt udramatisk og i god ro og orden. Mere end det faktisk - det skete i ro og balance.

Noget af det, som har gjort det særligt særligt, er, at alle gaver jeg har fået har været i særklasse mig.

Senest i dag, hvor en lidt stakåndet landpost rakte mig en aflang - og som hun sagde - tung pakke.

Femten forrygende flaskeøl fra alle verdens hjørne fra den lokale medarbejderforening. Forinden havde en kollega snydt sig til at aflevere en anden kollegial erkendtlighed, som bestod af en ølsmagning for to - gud ved hvor højt der skal piftes efter Sifka? - og bogen Maden til øllet.

Det er sgu skønt sådan at blive, om ikke forstået - det er et stort ord - så i hvert fald opfattet, som den man er.

Seks flasker rødvin ville have været ved siden af, femten flasker øl var lige i mit hjerte.

Nå, nu vil skæbnen at en af dem, af en eller anden grund havde smidt cirka halvdelen af sit indhold i det tykke lag høvlspåner, jeg gravede dem ud af.

Og at jeg her til morgen under min morgentur i blogland som sædvanligt gjorde holdt hos Anarkisten og blev betaget og behaget af hendes omgang med ord og mad.

Via et hurtigt opslag i Maden til øllet var der ingen tvivl, min lille inkontinente Trappistes egner sig fortrinligt til oksekød.

Så nu er ovnen fuld af kartoffelmos tilsmagt med Thranes 10 procents Jerseyn Røgeost og en grydefuld oksekød i øl.

Til overflod har jeg to glas skummelt udseende syltede agurker stående på køkkenbordet, næsten klar til at spise.

De har været længe undervejs og det har givet anledning til, at et eller andet har fået dem til at ligne noget fra denne spritsamling, som netop er åbnet i Berlin - eller den snog min første folkeskoles biologisamling havde på glas.

Men de dufter ok og spises skal de, hvis de bare er grimme, men ikke fordærvede. Jeg mener, hvis Beauvais kan sælge Appetit Agurker, så kan jeg vel også spise mine egne uappetit agurker ;)