Stålormen der skal lære at gå ordentligt i hi
Lige efter daggry ankom Kasper med en stålorm i kæften. Firbenet blev båret ud på badeværelset, hvor han så forventede at kunne lade sig udfordre lidt af dens lynhurtige bevægelser.
Nu er der bare det ved det, at en stålorm ikke har nogle lynhurtige bevægelser og slet ikke en, som lige var blevet gravet op af sit alt for dårligt valgte vinterhi.
Det var nemt at få ormen fra ham.
Eftersom den ikke havde nogle ydre skader og faktisk kunne bevæge sig, besluttede jeg at finde den et fredeligt sted med godt bunddække, så den eventuelt klarer sig.
Sådan et sted har jeg bag mit hus. Kasper ligger nu og surmuler i brændekurven - en pelsmus er ikke det samme for en stor jæger.
(Håber ikke jeg har skræmt nogle læsere med billedet - jeg bliver så glad, når jeg ser sådan et dyr, jeg ikke ser, hver dag. Leve biodiversiteten ;)
4 kommentarer:
Hørt hørt!
Længe leve biodiversiteten og møderne med de dyr, vi ikke ser så tit :-)
Måske var det i virkeligheden stålormens held, at Kasper fandet den, så du kunne give den et bedre hi.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis det var min kat med sådan en i munden. Måske stået op på en stol.
Ikke at jeg er bange for kryb, men tanken om, den måske var halv-død!!!
Ihh, jeg bliver helt misundelig. Stålorme har vores kattedyr aldrig leveret. En snog engang. Den var også fuldt i live, men forholdt sig klogt passiv - skarpt overvåget af Tokken.
Godt du reddede den. Kasper blir snart glad igen...
Du bliver vel tilgivet på et tidspunkt - af jægeren, altså.
Og fedest at se stålorme. De har været på kraftig tilbagegang ...
Send en kommentar