Maskesymfoni og den strikkende Jomfru Maria
De seneste dages trælse ventetid er gået med at strikke.
Jeg havde jo egentlig tænkt at strikke mine mosler-vanter om i mere velegnet garn. Noget med lidt elasticitet, så de ikke ville blive så bulet, men det var alligevel for lamt, synes jeg.
I stedet forelskede jeg mig i nogle andre vanter - Anemoi mitts.
Og dem er jeg så gået i gang med. Det er i sandhed en udfordring. Jeg anede ikke, at der var mere end en måde at slå masker op på, nu kan jeg to.
Jeg anede heller ikke, at nogle mønstre er så vanskelige, at det er lidt som at være med i en symfoni at strikke dem.
Jeg sidder med mit skema på en bakke på skødet, og må kigge hver femte maske, for at holde rede på, hvad der så skal ske. Jeg er nødt til at strege hver strikket mønsterrække ud, for at kunne orientere mig og der er lækre, men besværlige detaljer, som at vanten ender med at se ud som om den er syet sammen på grund af en fast vrangmaske mellem håndflade og håndryg.
Bedre er det ikke, at kontrasten mellem mine to garnfarver, som jeg i øvrigt er meget tilfreds med, er så lille, at det er svært at se, hvad jeg laver - ikke mindst efter mørkets frembrud.
Jeg har haft tid til at filosofere over, hvornår og hvordan strikning blev opfundet. På den ene side virker det jo simpelt, og på den anden side kan det uden tvivl være meget mere kompliceret end selv disse vanter.
Jeg har googlet mig frem til, at vikingerne ikke strikkede deres sokker og vanter. De nålebandt dem.
Det første tegn på, at strikning var på vej fra Mellemøsten til Norden findes på et altermaleri i Buxtehude ved Hamborg, hvor jomfru Maria strikker til Jesus. Billedet er fra slutningen af 1300-tallet malet af Mester Bertram og ses nederst.
Strikkede vanter og handsker fra 1600-tallet er dukket op ved udgravninger i København.
Og så transmogriffer google mig til den jyske hede, hvor man fra 1600-tallet bandt hoser, holdt bindestue hos hinanden og afsatte produkterne til hosekræmmerne.
Men en af de ting der undrer mig, er, hvor alle de smukke gamle danske strikkemønstre er henne. Hvor er den danske pendant til Fair Isle, Selbu votter, Bohus og de klassiske fæøske og islandske mønstre?
Fandt en eneste dansk hosebinder virkelig ikke på at strikke med to farver og liste en bort ind øverst på sokkerne?
Hverken danske eller udenlandske museer ligger inde med ret meget striktøj - især ikke gammelt striktøj, men Victoria and Albert Museum i London har dog en pæn samling, lader det til.
Meget interessant – og tiden gik ;)
4 kommentarer:
Tak for en spændende horisontudvidelse :-)
Jeg kom til at tænke på kirkevinduer, da jeg så billedet af dit mønsterdiagram...
Altså, du er en juleengel.
En dejlig pause får jeg midt i alt rodet, for dit indlæg gav mange billeder på den indre skærm og jeg synes at dit nye projekt er så smukt.
Jeg ville ønske at jeg turde give mig i lag med et sådant projekt.
Moslergenet slår til igen!
Anemoi er smukke vanter!
Og så mosler vi lige lidt kulturhistorie:
Det ældste fysiske bevis for strik man har er fra Mellemøsten, og fra omkring år 1000 (forskerne skændes om 900 eller 1100, så sådan cirkus midt i er nok ikke helt galt ....). Næste sted er Spanien - ikke underligt, når nu maurerne havde slået sig ned der, vel? omkring mindten af 1200tallet. Herfra spreder strik sig til Italien og det sydlige Frankrig - pavemuseet i Avignon har et par bispehandsker strikket i sytrådsfin silke, der er hele besøget værd - op gennem 1200- og 1300årene.
Og nej, vi har ikke den store tradition for flerfarvemønsterstrikkede vanter og strømper herhjemme. Det var forbeholdt trøjer og huer. Gudrun Andresen, Vibeke Lind og Åse Lund Jensen er nok de, der har udgivet det mest dækkende omkring strikketraditioner herhjemme - prøv bibliotek.dk
Send en kommentar